Jeg har aldrig mødt en doven ledig

41-årige Line Frederiksen er journalist og en kvinde med et stort netværk og mange jern i ilden. Fx har hun været frivillig i et jobsøgningsnetværk, hvor hun har mødt ledige fra mange forskellige brancher og både dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere. Så hendes ord har en vis vægt, når hun lynhurtigt svarer, at hun aldrig – som i aldrig – har mødt en doven ledig, og at hun har mødt mange af det stik modsatte.

Svaret kom på spørgsmålet om, hvad hun mener om, at Finansministeriet regner med en ’dovenheds-effekt’, når de skal beregne prisen på et dagpengeløft. Så står det til Line Frederiksen, så kan embedsmændene godt fjerne ’dovenheds-knappen’ fra deres regnemaskine.

Udover at Line har mødt mange ledige igennem tiden, så har hun også selv prøvet at være en del af arbejdsløshedsstatistikken. Også selvom hun som mange andre i branchen har brugt tiden på at arbejde freelance mellem de faste job. Heldigvis har Line siden den 1. juni i år haft et fast job, og endda drømmejobbet, hvor hun skal arbejde med journalistik og kommunikation på kultur- og idrætsområdet i en kommune.

”Det er lige mig. Både stofområdet og at arbejde i det offentlige. Og så er jeg rigtig glad for, at jeg endelig kan arbejde udelukkende med opgaver af den journalistiske slags,” siger Line Frederiksen, der blev uddannet i journalistik og engelsk fra Roskilde Universitet i 2007.

Glidebane mod gratis arbejde

Siden uddannelsen kom i hus, har hun haft glæde af begge sine fag, fordi hun har skiftet mellem at undervise i engelsk på fx VUC og at arbejde med journalistik. Men arbejdsmæssigt har hun siden 2014 haft en noget omtumlet tilværelse med korte ansættelser, en årskontrakt, der på grund af flere sparerunder, ikke blev forlænget og flere små-job sideløbende. Hun har også sat forskellige iværksætterprojekter i gang og løbende taget det freelancearbejde og andet arbejde, som var muligt. Og faktisk tiltaler freelance-tilværelsen hende. I teorien.

Men igennem de sidste fem-seks år har jeg oplevet en markant glidebane mod, at journalistik og kommunikation er sådan noget, man ikke længere betaler for

”Jeg synes, der er fordele og ulemper ved både et fast arbejde og ved freelancelivet. Det vigtigste er at arbejde med nogle gode mennesker, der respekterer den faglighed, du kommer med. Jeg har været flere år i freelance- og iværksættermiljøet og har syntes, det var spændende. Men igennem de sidste fem-seks år har jeg oplevet en markant glidebane mod, at journalistik og kommunikation er sådan noget, man ikke længere betaler for. At det er sådan noget alle lige kan lære på et gratis weekend-kursus,” siger Line Frederiksen, der også oplever en anden kedelig tendens inden for hendes branche:

”Der er mange stillinger inden for branchen, der bliver slået op som løntilskudsjob eller korte praktikker uden løn. Den slags giver god mening, hvis det faktisk hjælper mennesker, som har svært ved at komme tilbage på arbejdet efter sygdom, omskoling eller lignende. Men alt for ofte er det velkvalificerede mennesker, som kommer fra lignende job og som lige så godt kunne tjene en reel løn på at udføre det, og så er det altså svært at konkurrere, når arbejdsgiverne kan hente den samme arbejdskraft med tilskud fra et jobcenter. Så jeg oplever, at vilkårene – både som freelancer og som ledig – i branchen bliver hårdere og hårdere.”

Dagpenge er ingen dans på roser

Udover at Line Frederiksen er meget begejstret for arbejdsopgaverne, det faglige indhold og kollegaerne i sit nye job, så er hun også glad for nu at få en fast løn.

Heldigvis bor jeg i en relativ billig andelslejlighed, men jeg bor alene, så der er ingen, der har kunnet spæde til huslejen, når jeg har manglet penge ​​​​

”Det var jo ingen dans på roser at gå fra mit første journalistiske job på konsulent-løn ned til en lidt lavere underviser-løn og så nøjes med dagpenge i kortere perioder. Og jeg havde ikke drømt om, at der skulle gå så mange år, før jeg fik en rigtig ’voksen-løn’ inden for journalistikken igen. Heldigvis bor jeg i en relativ billig andelslejlighed, men jeg bor alene, så der er ingen, der har kunnet spæde til huslejen, når jeg har manglet penge. Så der er da perioder, hvor man må sige nej tak til sociale arrangementer, som koster penge; kun giver meget små fødselsdagsgaver; og hvor man er glad for at have gode venner, som man kan spise hos sidst på måneden, når pengene er sluppet op.”

Men bevæger man sig udenfor branchen, til arbejdsområder, hvor folk er mere fastansatte, så kan jeg godt opleve den der med: hvor svært kan det lige være at få et job ​​​​​

Og selv om Line Frederiksen mener, at det burde være helt åbenlyst for enhver, at livet som ledig ikke er en dans på roser, så oplever hun alligevel, at synet på ledige en gang imellem kan være præget af mistænkeliggørelse og stigmatisering:

”Det kommer meget an på, hvem jeg taler med. Branchefællerne ved jo godt, hvordan det er, så der føler jeg ikke, at jeg bliver stigmatiseret, når jeg i kortere perioder ikke har noget job. De ved, at så får man lidt arbejde i nogle måneder, og så er man ledig igen. At man løbende arbejder freelance – selvfølgelig for at tjene penge, men også for at holde sig i gang. Journalistik er et håndværk, som skal holdes ved lige - så man kan ikke bare være passiv i flere måneder, og så tro man får et fedt job. Men bevæger man sig udenfor branchen, til arbejdsområder, hvor folk er mere fastansatte, så kan jeg godt opleve den der med: hvor svært kan det lige være at få et job. Du er jo så dygtig, men måske skulle du være mindre kræsen eller gå lidt ned i løn. Den har jeg da hørt.”

Irrelevante ansøgninger ender i papirkurven

Den med at være mindre kræsen eller gå ned i løn kan Line kun grine af. Selv om hun løbende har søgt flest journalist- og kommunikationsjob og i perioder også underviserjob, så har hun også søgt job som kassemedarbejder i den lokale Brugs, da der skulle rejses penge til et iværksætterprojekt. Her fik hun bare et standardafslag.

”Og det kan jeg da godt forstå, for hvis jeg var butikschef ville jeg nok også gå uden om min ansøgning – ud fra en formodning om, at sådan en journalist nok allerhelst vil have et arbejde, inden for det område vedkommende er uddannet til. Og derfor vil smutte fra butiks-jobbet, så snart der kom mere gang i iværksætterprojektet.”

Derfor mener Line Frederiksen også, at det er skudt forbi at sige til de ledige, at de skal søge alle de job, der er.

”Det kan jeg da godt, men langt hen ad vejen er det da en fis i en hornlygte, for arbejdsgiverne tager jo altid de bedst kvalificerede og dem der er mest oplagte til jobbet. Ligesom butikschefen fra før. Så ingen får rigtig noget ud af det, når jeg sender ansøgninger alle mulige irrelevante steder hen – jeg bidrager bare til en kæmpe papirbunke hos dem, der skal læse ansøgningerne. I øvrigt ved jeg fra de chefer, der er i mit netværk, at langt de fleste ansøgninger aldrig bliver læst. Det har de simpelthen ikke tid til”.

Små-job kan ikke betale sig

Line Frederiksen har også kun en hovedrysten til overs for, at politikerne vil have, at ledige skal tage alle små-job. I hvert fald, når politikerne har indrettet dagpengesystemet, som de har.

”Igennem mit netværk fik jeg på et tidspunkt et ufaglært job på et lager nogle aftener om ugen. Så havde jeg lidt at leve af, mens jeg forsøgte at køre et journalistisk projekt i gang. Sådan et job tog jeg da gerne, selv om timerne var få og lønnen meget lav. Problemet opstod, da jeg senere fik brug for dagpenge, fordi jeg ikke tjente så meget på journalistikken så hurtigt, som forventet.”

Line Frederiksens problem var, at hun skulle have beregnet en ny sats, og at perioden med den meget lave løn kom til at spænde ben i det regnestykke. For selv om der blev talt arbejdstimer sammen tre år tilbage, hvor hun i perioder også havde haft en meget høj løn, så blev satsen kun beregnet ud fra de seneste 12 måneders lave løn, primært fra lagerarbejdet.

Så jeg blev faktisk straffet for at have forsøgt at finansiere min start-up-virksomhed selv fremfor at sidde passivt på dagpenge

Og derfor endte hun med at få 4.000 kroner mindre udbetalt i dagpenge om måneden, end hun fik sidste gang hun var ledig.

”Så jeg blev faktisk straffet for at have forsøgt at finansiere min start-up-virksomhed selv fremfor at sidde passivt på dagpenge. Det giver jo ingen mening. Hvis man samler timer tre år tilbage, så burde al løn inden for den tre-årige periode også tælle med i beregningen af den nye sats.”

Ledighed er et kollektivt ansvar

Hvis Line Frederiksen skal levere et budskab til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, så er det, at ledighed er et kollektivt ansvar og ikke kun den enkeltes:

”Derfor kræver det også en kollektiv indsats at komme ledigheden til livs. Det kan godt være, at det er kommet som en overraskelse for nogen, men her under corona har vi jo set, at alle kan rammes af ledighed. Og det ledige har brug for, er en konkret og langsigtet indsats mod reelt arbejde, så de kan komme tilbage til at forsørge sig selv hurtigst muligt. Vi har ikke brug for en masse velmenende råd og papir-løsninger uden effekt. Det bliver bare dyrt for samfundet.”