Der er behov for et mere balanceret syn på ledighed

Engang var arbejdsløshed noget, der kun var samfundets skyld. Igennem det 20. århundrede havde især Arbejderbevægelsen succes med at få udbredt en forståelse af, at et kapitalistisk system indeholder arbejdsløshed. Og når samfundet er skyld i problemet, så må samfundet også løse det. Derfor blev det statens rolle at levere tryghed nok til, at borgerne kunne komme i arbejde igen efter en periode med arbejdsløshed. Det forklarer socialpsykolog og lektor ved Roskilde Universitet, Sabina Pultz.

Sabina Pultz forklarer videre, at synet på ledighed særligt ændrede sig igen op igennem 1990’erne, da aktiverings- og kontrolregimet blev indført politisk. 

”Der blev udviklet forskellige greb – med uddannelse, aktivering og kontrol - i forbindelse med denne her nye ’aktiv-linje’, og det er særligt i disse år, at der kommer en ny forståelse af ledighed som noget, der er den enkeltes skyld. Og der var både nogle politiske og ideologiske strømninger – blandt andet neoliberalismen – der faciliterede denne udvikling, og så var der mere lokalt en kritik af, at systemer og kommuner klientgjorde borgerne. Altså bare sendte dem på passiv forsørgelse i stedet for at betragte dem som mestrende aktører i eget liv. Så der var forskellige vækstbetingelser, der gjorde, at denne her aktiveringspolitik for alvor kunne bide sig fast, og fortsat i dag betyder, at ledighed bliver betragtet som den enkeltes skyld og derfor også den enkeltes ansvar,” forklarer Sabina Pultz, der sammen med sin kollega Magnus Paulsen Hansen arbejder på et forskningsprojekt vedrørende opfattelsen af ledighed i forbindelse med coronakrisen. Projektet er finansieret af Velux-fonden.

Corona som gamechanger

Og sammen med sin forskerkollega ser hun altså, at pendulet er svinget lidt den anden vej igen under coronakrisen. 

”I mit ph.d.-projekt fra 2017 undersøgte jeg også synet på ledige, og det er helt sikkert, at der er sket nogle forskydninger eller brud i forhold til de fund, jeg gjorde dengang. Og det er selvfølgelig corona, der har været den store gamechanger, hvad det angår. Men det er for tidligt at sige, om der kommer varige ændringer, eller om vi kommer til at ryge helt tilbage til den gamle forståelse af ledighed som den enkeltes eget ansvar.”

I projektet indgår både politikernes retorik, omtalen i medierne og opfattelsen hos de ledige selv.

Når det er noget eksternt, der rammer så mange, så begynder man jo ikke på samme måde at problematisere individet.

Sabina Pultz forklarer, at hele retorikken med hjælpepakker, beskyttelse og mindre fokus på den enkeltes skyld gør, at arbejdsløshed for tiden ikke i samme grad kobles til inkompetence og dovenskab, og hvad de ledige ellers ofte mødes med.

”Når det er noget eksternt, der rammer så mange, så begynder man jo ikke på samme måde at problematisere individet. Fx talte jeg i forbindelse med vores projekt med en ung kvinde, der i flere år har været en klassisk prekær medarbejder. I løbet af nogle år havde hun primært været arbejdsløs, men også været lidt projektansat og arbejdet lidt ulønnet. Og hun sagde, at for hendes venner og netværk, så var det normalt lidt uklart, at hun formelt set var arbejdsløs det meste af tiden. For sådan havde hun valgt, det skulle være. Og først her under corona begyndte hun at melde ud, at hun var arbejdsløs – for nu følte hun, at hun havde fået en legitim grund, der ikke mistænkeliggjorde hende eller hendes kompetencer. Så på den måde har vi set, at det er blevet mere normaliseret at være arbejdsløs”.

Tab af social status

Hvis Sabina Pultz skal forklare, hvorfor en ledig, som den kvinde hun lige har nævnt, ellers ikke har talt højt om sin arbejdsløshed, så peger hun direkte på, at mange ledige føler, der bliver set ned på dem, deres indsats eller deres kompetencer.

”Det, jeg normalt hører fra ledige, er, at der er et tab af social status i forbindelse med arbejdsløshed. At de simpelthen føler sig set ned på. De beskriver, at hvis du til en bordherre eller til en tante siger, at du er arbejdsløs, så går samtalen lidt i stå. Og det er så indgroet i vores kultur, at det første man spørger om er, ’hvad laver du så?’. Og selv om det er et relativt åbent spørgsmål, så er der jo ikke nogen, der fortolker det anderledes end ’hvad er dit job?'” forklarer Sabina Pultz og fortsætter:

”Så denne her stilhed - der kommer, når man har sagt, at man er arbejdsløs - indeholder en bevidsthed om, at det er lidt skamfuldt at være arbejdsløs. For så har man ikke klaret sig særlig godt. Man har ikke levet op til en af de mest bærende værdier i samfundet – det her med at være selvforsørgende, klare sig selv og ikke ligge samfundet til last. Nogle føler også, at folk tror, de er inkompetente eller dovne – de er i hvert fald blevet sorteret fra i bunken. De dur ikke.”

Sabina Pultz kan direkte se af sin forskning, at det ikke bare er i enkelte tilfælde, der er nogen, som går stille med deres arbejdsløshed.

Vores survey har løbende vist, at der er en stor andel, der ikke identificerer sig med at være arbejdsløse

Hun siger tværtimod, at der er mange, der skjuler deres formelle status som arbejdsløs. Og at der var flere inden corona.

”Vores survey har løbende vist, at der er en stor andel, der ikke identificerer sig med at være arbejdsløse. Altså formelt set er man det, men så er der jo lige lidt arbejde ved siden af en gang imellem, og de har det her projekt, som måske bliver til noget. Så de ser ikke sig selv som rigtig arbejdsløse – og det er en måde at komme af med denne her skam på. Skammen kan man proppe over på nogle andre – nemlig de ’rigtig’ arbejdsløse. Og på den ene side er det jo en individuel måde at håndtere sin situation på, som fungerer, og på den anden side, så har den nogle skyggesider, fordi man netop bliver en del af denne her prekære gruppe, som systemet ikke rigtig er bygget til. Og hvad må man egentlig, når man er meldt ledig? Kan systemet komme efter én med sanktioner mv? Så det kan også være en meget opslidende strategi at følge.”

Selv familie og partner ser skævt

Noget af det, der har overrasket Sabina Pultz mest i forbindelse med hendes forskning, er, at den oplevede stigmatisering ved ledighed optræder i selv de tætteste relationer:

”Jeg synes, det er meget interessant, at ledige fortæller, at selv i familierelationer og i relation til partnere så sniger denne her forståelse af arbejdsløshed sig på en eller anden måde ind i samtalen. Der er flere af dem, jeg har talt med, som siger, at selv med partneren eller tætte venner kan de godt have en fornemmelse af, at de vurderer dem: Gør du det egentlig godt nok? Burde det ikke være let at få et job, så hvorfor lykkes det ikke for dig? Men flere siger også, at det ikke er noget, der bliver sagt højt. Det er snarere en diffus fornemmelse af, at man bliver mistænkeliggjort i et eller andet omfang,” siger Sabina Pultz, der understreger, at der også er meget store forskelle - alt afhængig af fx brancher: 

”For nogle grupper er arbejdsløshedsraten jo ekstremt lav, så de er ligeglade, hvis ledigheden rammer, for de finder noget nyt med det samme. Og så er der grupper, hvor det at finde et job nærmest er en konkurrence, og hvor der bare skal gå lidt galt, før det er svært at rette op på skuden igen. Altså hvis hullet i CV’et bliver lidt for stort, så bliver det selvforstærkende. Og særligt hvis der går noget tid med ledighed, så begynder den der individualiseringstanke at rive lidt i en, og spørgsmål som ’hvad er egentlig mit værd i samfundet?’ og ’er jeg nytteløs?’ begynder at dukke op.”

Der er et mulighedsvindue nu

Men som nævnt har Sabina Pultz’ og Magnus Paulsen Hansens forskning afdækket, at det nu med coronakrisen er blevet mere ok og mindre skamfuldt at være ledig, og hun håber af mange årsager, at den udvikling bider sig fast.

Jeg ser et mulighedsvindue nu til at få ændret synet på ledige mere permanent​​​​

Alene af den grund, at det er sværere at rykke ved noget, når det er meget usynligt, hvem der er ledig.

”Jeg ser et mulighedsvindue nu til at få ændret synet på ledige mere permanent. Jeg synes fx, at det virker som om der også er en interesse fra politisk hold og i den politiske retorik, som ikke har været der tidligere. Og det forhold at ledighedstallene stort set er de samme nu, som de var før corona, viser jo også, at ledighed ikke er noget man vælger. Og det kan trække i den positive retning,” forklarer Sabina Pultz, der dog også ser et problem i den udvikling:

”For det vi ser er, at der er et problem med de langtidsledige, og at det faktisk er blevet forværret under corona. Så vi skal passe meget på, at der ikke bliver skabt et gab mellem de langtidsledige og de coronaledige. For de langtidsledige er lige så meget blevet uskyldigt ramt af krisen, der har forværret deres situation. Nogle af dem var måske slet ikke blevet langtidsledige, hvis krisen ikke var kommet. Men når jeg taler med ledige, der blev arbejdsløse før krisen, så føler de egentlig ikke, at de bliver mødt med en ny forståelse, og de ser med lidt misundelse på de ’lækre’ nye coronaledige, der bliver taget først af arbejdsgiverne og fik alle mulige særlige hjælpeordninger,” siger Sabina Pultz.

Men hvad skal vi så gøre for at skabe det samme værdige blik på langtidsledige som på de coronaledige?

”For det første er det godt at få øje på, at forskelsbehandlingen sker. Det er jo en viden, man kan tage med ud i kommunerne og bruge til at lave nogle indsatser, der gælder alle. Eller måske endda gøre de langtidsledige ekstra opmærksomme på, at ’vi ser jer og vi gør noget for jer!’. Og så tænker jeg, at det handler om at få produceret nok viden om, hvordan det hele virker nu, hvor man møder de ledige på en lidt anden måde – med lidt mere respekt. For det kan godt danne grundlag for, hvordan man udvikler politik fremover. Altså at man spørger sig selv – hvad skete der, da vi suspenderede beskæftigelsespolitikken midlertidigt? Lagde de ledige sig på sofaen? Nej det gjorde de faktisk ikke. Og hvad forklarer de ledige det selv med? Hvad fik dem til at stå ud af sengen alligevel og søge job?”

Sabina Pultz siger, at svarene på disse spørgsmål og al den viden vi har fra coronakrisen er nogle meget vigtige indsigter at få frem i alle relevante fora i det politiske system, forvaltninger mv.

”Det er jo et led i at få et kritisk blik på, hvordan vi gør det, fordi vi rent faktisk har lært noget i fravær af alle de forskellige krav om at søge mv. For vi så jo, at majoriteten fortsat søgte, og at de også havde en mere meningsfuld jobsøgning end tilfældet er, når de er styret af standardiserede procedurer og krav om aktivitet. Der har været mange flere refleksioner over, hvad man egentlig vil med sit arbejdsliv, og hvordan man kommer derhen. Der er simpelthen noget paradoksalt på spil – at i det øjeblik vi slipper tøjlerne i forhold til, at de ledige skal forstå sig selv som selv-ansvarlige, så beskriver folk i højere grad, at nu søger de for deres egen skyld, fordi de gerne vil i job. De bliver simpelthen mere selvansvarlige, når tøjlerne bliver sluppet.”

Har de ledige søgt lidt mindre, men til gengæld mere målrettet og med mere hjerteblod?

”Ja, mange har, og så er der nogle andre, der har håndteret det på en anden måde. Som er blevet så stressede over den økonomiske usikkerhed, at de har sat forventningerne til jobindhold, pendlertid og løn ned, og simpelthen bare har søgt alt. Så der er stor variation blandt de ledige. Men jeg har særligt set disse to grupper, og flest af de første."

Hvad med finanskrisen – havde den også en effekt på synet på de ledige?

”Ved finanskrisen havde man lidt de samme hypoteser – altså mange troede, at den ville ændre måden man så på arbejdsløse. At man ville se lidt mildere på dem, nu hvor rigtig mange blev arbejdsløse på grund af noget eksternt. Jeg kender ikke til danske undersøgelser, men fra amerikanske ved vi, at der også var en lille ændring i kølvandet på krisen, men at det hurtigt svingede tilbage, og at synet på ledige næsten blev endnu mere kritisk end før krisen. Det blev i høj grad forklaret med, at det tog os mange år at komme over den krise; at rigtig mange var ledige længe efter og at folk var nervøse for de offentlige finanser i den forbindelse. Der er vi jo meget hurtigere til at rejse os efter coronakrisen, så derfor tror jeg også, at der er andre muligheder for, at det nye syn kan bide sig fast.”

Ud fra din forskning og dine mange samtaler med ledige – hvordan mener du så, man bør se på ledighed i Danmark?

”Jeg synes, det er enormt vigtigt at stikke nogle kæppe i det her individualiserende hjul. For det er som om – og det gælder ikke bare i beskæftigelsessystemet – at vi hele tiden overvurderer menneskets evne til at forme vores eget liv. Det er som om forståelsen af, at der er tilfældigheder, held og alle mulige eksterne faktorer, der former vores liv, fylder lidt mindre i dag end tidligere. Forskerne Furlong og Cartmel – der særligt beskæftiger sig med uddannelsesområdet - kalder det den epistemologiske fejlslutning, når vi opfostres til at tro, at vi kan blive lige, hvad vi vil. At det hele bare handler om de valg, du træffer. Men det er en fejlslutning, fordi man tror, man har mere indflydelse på det, der sker i livet, end man egentlig har. Den samme tankegang synes jeg er utrolig central i forhold til arbejdsløshed,” siger Sabina Pultz og fortsætter:

”Jeg mener, at der godt kunne være en mere afbalanceret forståelse af arbejdsløshed. Altså hvor man hverken ser det som noget, der kun er eksternt foranlediget og som du slet ikke har nogen indflydelse på, men heller ikke ser det som noget skamfuldt, som du alene bærer ansvaret for. Men i stedet ser de ledige som egne aktører i en verden, hvor de strukturelle forhold spiller kraftigt ind på vores muligheder for at få et job. Så jeg synes, man skal være på en middelvej, hvor man skal indse, at der er held og uheld og sker ting, man ikke er herre over, fordi der er strukturelle dynamikker. Og alt det skal man kunne tale åbent om, så man er oplyst og bedst ved, hvordan man skal navigere. Og derudover skal man være bevidst om, at man har en indflydelse selv. Der skal være en bedre balance mellem de interne og eksterne faktorer.”