Brancheorganisationens første vedtægter slog fast, at den arbejdede for det samme, som den gør i dag. Blandt andet at opnå de bedste betingelser for a-kasserne og deres medlemmer.
De første 25 år med 'Samvirke'
I de første 25 år var det Samvirkes bestyrelse, der trak læsset, og de måtte få hjælp fra medarbejdere i egne a-kasser, hvis der var brug for assistance. Først i 1973 blev der oprettet et lønnet sekretariat til brancheorganisationen
Allerede en måned efter stiftelsen var Samvirke repræsenteret i forhandlinger med arbejdsministeren og fremlagde forslag og krav til lovgivningen om blandt andet fald i antallet af karensdage fra 12 til seks og ophævelse af særbestemmelser for ikke-forsørgere under 22 år.
Fra 1950-53 var Samvirke ofte i modstrid med den daværende VK-regerings arbejdsminister Poul Sørensen, der senere blev leder af Det Konservative Folkepari og en af ophavsmændene til kommunalreformen i 1970.
Poul Sørensen bebudede en ny lovgivning om genforsikring mellem a-kasserne. Det var en sag den konservative arbejdsminister rejste på baggrund af, at DAF var kommet ud for store økonomiske problemer og derfor havde brug for et ekstraordinært tilskud. Men forinden havde ministeren ikke drøftet sagen med hverken Samvirke eller LO, som derfor forlangte et møde for at rede tingene ud.
Samvirke og LO argumenterede kraftigt for, at ideen om genforsikring først måtte drøftes indgående af de berørte parter, før et lovforslag kunne fremsættes i Folketinget. Argumenterne gjorde indtryk på Poul Sørensen, der ikke nåede at fremsætte sin idé som et lovforslag, før VK-regeringen trådte tilbage og blev afløst af en socialdemokratisk ledet regering med Hans Hedtoft som statsminister. Samtidig fik DAF's a-kasse det nødvendige tilskud.
Samarbejdet mellem Samvirke og LO i forbindelse med Poul Sørensens lovforslag havde også den effekt, at fagbevægelsens øverste ledelse fik en større forståelse af nytten af Samvirke og den ekspertise, der fandtes i den nye organisation.
Både med- og modspiller
Også i forhold til politikere og embedsmænd måtte Samvirkes folk i de første år arbejde ihærdigt for at blive anerkendt både som en medspiller og i givet fald også en modspiller, når forhold på a-kasseområdet skulle forandres.
Samvirkes indsats blev blandt andet belønnet, da Folketinget i 1963 gik i gang med det omfattende arbejde, der førte til en stor reform af lovgivningen på området.
Inden da havde Samvirke skiftet formand tre gange. Den første formand Henrik Jensen fra DAF døde i 1949. Efterfølgeren var Knud Jensen fra Sadelmagerforbundet. Knud Jensen ønskede i 1955 at blive afløst af på formandsstolen af O.A. Lundin fra Typografforbundet, der var Samvirke-formand til sin død i 1961. Dennes afløser på formandsposten var Ernst Jensen fra DASF - Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund.
I de første 25 år var det Samvirkes bestyrelse, der trak læsset, og de måtte få hjælp fra medarbejdere i egne a-kasser, hvis der var brug for assistance. Samvirke havde ikke ansat personale, før brancheorganisationen den 1. januar 1973 oprettede et sekretariat med to ansatte: Carl Stisen som forretningsfører og en assistent.
Kilde: '50 års Samvirke - 1947 - 1997', udgivet af Arbejdsløshedskassernes Samvirke.
