Under 1. verdenskrig steg arbejdsløsheden. På billedet demonstrerer arbejdsløse foran folketinget i Fredericiagade i 1918. I årene omkring krigen blev der indført flere lempelser i loven for at hjælpe de mange arbejdsløse. Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.
A-kasserne under 1. verdenskrig
Antallet af arbejdere i byerne steg støt i de første år med a-kasser. I 1914 var antallet af arbejdere omkring 244.000 i Danmark, og 57 procent af disse var nu medlem af en a-kasse
Frem til 1917 var den politiske interesse for a-kasserne begrænset: Dels fordi arbejdsløsheden var på et forholdsvist lavt niveau, dels fordi 1. verdenskrig var altomfattende i det politiske landskab.
Men netop krigen blev senere hen anledning til, at der på ny opstod politisk storm i spørgsmålet om a-kasserne.
I 1917 skabte den tyske ubådskrig i Nordsøen forsyningsvanskeligheder og dermed stigende arbejdsløshed, da industrien manglede leverancer til at opretholde produktionsniveauet.
Den radikal-socialdemokratiske regering indførte straks en midlertidig bortskaffelse af den 12 måneder lange karensperiode og hævede den maksimale dagpengesats fra to til fire kroner. Endvidere stillede man ekstra statslige tilskud til rådighed for a-kasserne frem til 1922.
Borgfred på grund af krigen
På foranledning af Venstre indførte man desuden en regel om, at man kunne modtage dagpenge, såfremt man i løbet af de foregående to år havde arbejdet mindst 10 måneder. Venstre var aldeles kritisk stemt over for de øvrige ændringer, men af hensyn til krigen holdt man borgfred og stemte for.
I den politiske debat betonede Venstre særligt, at dagpengene var for høje og at det kunne lede til dovenskab blandt a-kassernes medlemmer. Svaret på denne kritik fra den radikale indenrigsminister var, at det nærmere var lønningerne, der var for lave. En debat var født, og den fortsatte i årene frem.
Kilde: ”Ydmygelsen der forsvandt – da Danmark fik a-kasser”, udgivet af Arbejdermuseet og ABA i samarbejde med Min A-kasse.
