De statsanerkendte a-kasser var et klassisk dansk kompromis

Alle partier i Folketinget stod bag loven om statsanerkendte a-kasser, men vil man forstå baggrunden for partiernes opbakning, må man dykke ned i de enkelte partiers motiver for at støtte loven. Her er eksempler på de enkelte partiers forskellige motiver:

Socialdemokratiet:

• Siden 1880’erne havde Socialdemokratiet kæmpet for en statslig understøttelse af arbejdsløse og fremlagt flere lovforslag for at få dette gennemført.
   
• Socialdemokratiet ønskede en frivilligt, fagligt afgrænset forsikringsordning med tilknytning til en fagbevægelse, ikke en statslig tvangsforsikring. A-kassen og fagbevægelsen inden for et fag styrkede dermed hinanden.
   
• Loven blev et konkret udtryk for, at der var handlekraft bag den socialdemokratiske agitation. Man gjorde en reel forskel på Tinge for arbejderne.

Højre:

• Med loven imødekom Højre de interne strømninger i partiet, der ønskede en mere aktiv socialpolitik.
   
• Højre fik med loven vist de frafaldne by-vælgere, der i stedet var vandret mod Socialdemokratiet, at de var et socialt orienteret parti, der også talte arbejdernes sag.
   
• Højre sikrede en frivillig forsikringsordning, hvor den enkelte forsikringstager bidrog med halvdelen af a-kassernes samlede økonomi, hvorfor det personlige ansvar spillede en central rolle.
   
• Endelig blev a-kasserne både økonomisk og juridisk uafhængige af fagforeningen. Det statslige tilskud kunne ikke bruges i den faglige kamp, og understøttelse kunne ikke udbetales til strejkeramte.

Venstre:

• Venstre ønskede ikke en stor bureaukratisk, statslig tvangsforsikring. Arbejdsløsheden hos dets vælgerkerne på landet var lille, og det var derfor afgørende for Venstre at skærme landbobefolkningen mod ’unødvendige’ udgifter og bureaukrati.
   
• Arbejdsløshedsforsikringerne blev holdt væk fra landet og de lave lønninger i landbruget kom ikke i karambolage med understøttelsessatsen, der på sigt kunne tvinge lønningerne på landet i vejret.
   
• Da arbejdsløshed primært var et problem i byerne ønskede Venstre at få langt størstedelen af det offentlige tilskud lagt hos kommunerne, da det således var bykommunerne, der skulle betale. Det statslige tilskud og dermed bøndernes penge blev holdt nede.
   
• Arbejdsgiverne slap for at bidrage til ordningen, og a-kasserne blev adskilt fra fagforeningerne økonomisk og juridisk.

Der var altså blandt partierne fuldstændig enighed om, at en frivillig forsikring, hvor arbejderen selv bidrog, var vejen frem. Partiernes motiver var dog meget forskellige. Men alle partier vandt, og loven om a-kasserne er et skoleeksempel på et klassisk dansk, politisk kompromis. 

Kilde: ”Ydmygelsen der forsvandt – da Danmark fik a-kasser”, udgivet af Arbejdermuseet og ABA i samarbejde med Min A-kasse.