Nyhed

Flexicuritymodellen står ved en skillevej

Formand for AK-Samvirke, Torben Poulsen, opfordrer regeringen - og dens støttepartier - til at tænke sig grundigt om, så man ikke taber et helt fundamentalt hjørne af den danske samfundsmodel på gulvet

Torben Poulsen

Regeringen har med sit forslag til 2025-plan igen rettet sigtekornet mod dagpengesystemet. Regeringens planer kommer oveni 10 års kontinuerlige forringelser. Forringelser, der alt i alt har reduceret dagpengedækningen med, hvad der svarer til over 1 1/2 måneds dagpenge om året. Det viser et nyt notat fra AK-Samvirke.
 

Man har gradvist nedbrudt værdien af et a-kassemedlemsskab
...



- Man har gradvist nedbrudt værdien af et a-kassemedlemsskab: Det er blevet markant mindre attraktivt for unge at lade sig forsikre, og alle a-kassemedlemmer har samtidigt kunne konstatere, at den procentdel af lønnen som dagpengene dækker ved ledighed, er blevet udhulet år for år, siger formanden for AK-Samvirke, Torben Poulsen.

Det går bare ikke op i virkelighedens verden at løfte så store reformer og samtidig reducere administrationsudgifterne med over otte procent
...



Samtidig lægger regeringen op til den statslige del af a-kassekontingentet gradvis skal stige, så a-kassemedlemmerne skal betale 200 millioner kroner mere om året. En stigning, som regeringen forventer, at a-kasserne selv kan udligne gennem yderligere effektiviseringer. Forventningerne til reducerede administrationsomkostninger i a-kasserne kommer oveni i, at a-kasserne i forvejen er hårdt presset af flere reformer:

- A-kasserne skal finansiere administrationen af den største ændring af dagpengesystemet i mands minde og skal samtidig finde ressourcer til de godt 150.000 nye fællessamtaler beskæftigelsesreformen kaster af sig. Det går bare ikke op i virkelighedens verden at løfte så store reformer og samtidig reducere administrationsudgifterne med over otte procent. Pengene til at betale regeringens ekstraregning kan derfor kun hentes et sted - nemlig hos de 2,1 millioner mennesker, der har valgt at forsikre sig i en a-kasse, siger formanden for a-kassernes brancheorganisation, Torben Poulsen, der samtidig undrer sig over fremgangsmetoden:

- A-kasser er private foreninger, der opererer på et frit marked, hvor konkurrencen er benhård. Alligevel opkræver regeringen uden blusel alle a-kassemedlemmer et helt nyt særkontingent. Kan man forestille sig andre private organisationer, der blev pålagt at opkræve en sådan særlig afgift helt ud af det blå?

Der er grænser for, hvor stedmoderligt man kan behandle dagpengesystemet, hvis systemet skal have en fremtid
...



Torben Poulsen mener, at vi nu reelt står ved en skillevej:

- Der er grænser for, hvor stedmoderligt man kan behandle dagpengesystemet, hvis systemet skal have en fremtid. Man kan ikke fortsat skære systemet ned skive for skive - hæve kontingentet oveni - og så forvente, at et stort flertal af danskerne på arbejdsmarkedet også i fremtiden vælger at lade sig forsikre i en a-kasse. Og uden en fair dækningsgrad forsvinder grundlaget for den danske flexicurity-model:

- Fortsætter nedbarberingen af dagpengesystemet er der en reel risiko for, at ønsket om tryghed kommer til at fylde ved kommende overenskomstforhandlinger. Så får vi en situation, hvor krav om eksempelvis længere opsigelsesvarsler og højere godtgørelser vil presse fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og dermed reelt kunne svække Danmarks konkurrenceevne. Regeringen gambler med noget helt grundlæggende på det danske arbejdsmarked.

- Jeg vil derfor opfordre regeringen - og dens støttepartier - til at tænke sig grundigt om. Man risikerer at tabe et helt fundamentalt hjørne af den danske samfundsmodel på gulvet, slutter Torben Poulsen