Økonomiprofessor: Politikerne skal tænke sig rigtig godt om

En af de største succeser på beskæftigelsesområdet er, at det er lykkedes at sænke den strukturelle ledighed fra 10-11 procent til 3-4 procent. Det mener Michael Rosholm, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Ifølge ham er årsagen til den succes først og fremmest, at vi allerede har et fantastisk beskæftigelsessystem. Et faktum som han er bange for, at politikerne glemmer. 

”Det er, som om politikerne tror, at selv om de vil afskaffe det hele, så kan vi stadig beholde det gode. Og at de tror, at en lav strukturel ledighed er kommet af sig selv, og ikke fordi vi har et system, der allerede fungerer,” siger Michael Rosholm.

Professoren mener derfor også, at politikerne skal tænke sig rigtig godt om, inden de begynder at spare på beskæftigelsesområdet, for som han siger, kan ændringer i beskæftigelsespolitikken hurtigt flytte rigtig mange milliarder kroner.

”Jeg læste for nylig, at en stigning på et procentpoint i den strukturelle ledighed giver et permanent underskud på de offentlige finanser på otte milliarder kroner. Nu siger jeg ikke, at regeringens foreslåede besparelser vil give en stigning i ledigheden på et procentpoint, men jeg siger, at man dæleme skal være varsom, når man ændrer ved beskæftigelsespolitikken, fordi den typisk flytter rigtig mange milliarder. Og jeg siger, at en lille stigning i den strukturelle ledighed hurtigt fører til, at indtægten fra de planlagte besparelser er helt forsvundet. Så politikerne skal tænke sig rigtig godt om, inden de begynder at spare, for det er simpelthen så risikabelt,” siger Michael Rosholm, der forklarer den strukturelle ledighed som den gennemsnitlige ledighed hen over en konjunkturcyklus – altså det niveau, som ledigheden svinger omkring.

Besparelser på de mest effektive redskaber

Michael Rosholm mener ikke blot, at besparelser på tre milliarder - ud af et samlet budget på området på omkring 11 milliarder kroner - er et meget stort og bekymrende beløb. Hans bekymring er også vokset, efter han for nylig har læst det, der stod med småt i en note til en tabel.

Det var først for nylig, at jeg så i en fodnote til en tabel, at disse elementer er klassificeret under administrationsudgifter, fordi de ikke kan udskilles.

Han forklarer, at udmeldingen fra regeringen er, at pengene skal spares på administrationen, og det der har forstærket hans bekymring er, at alle samtaler med borgere og alle udgifter til virksomhedskontakt er inkluderet i administrationsomkostningerne.

”De to elementer er netop det mest effektive i beskæftigelsesindsatsen. Derfor bekymrer det mig, at man vil spare på det. Og det kommer bag på mig, for det var først for nylig, at jeg så i en fodnote til en tabel, at disse elementer er klassificeret under administrationsudgifter, fordi de ikke kan udskilles. Det vil sige, at administrationsudgifter – som vist samlet set er på fem-seks milliarder - består af tre elementer, som er borgerkontakt, virksomhedskontakt og ren administration. Hvis man så går ind og skærer halvdelen væk som jo er planen med besparelsen på tre milliarder, så er det svært at forestille sig, at det ikke kommer til at forringe de to bedste redskaber, vi har til at nedbringe ledigheden,” siger Michael Rosholm.

Han henviser til en række tyske undersøgelser, der har vist, at når der skrues op for borgerkontakten og virksomhedskontakten, så sænkes den strukturelle ledighed.

”Og her ser vi altså ind i, at regeringen vil gøre det modsatte, og det bekymrer mig. Medmindre de kan pinpointe besparelserne, så de udelukkende rammer det administrative, men det har jeg svært ved at forestille mig, for jobcentrene – eller hvad de kommer til at hedde – skal jo også administrere”.

Læs også: Hvordan hjælpes ledige bedst i arbejde?

Fornuftige resultater for a-kasserne

Formuleringen i regeringsgrundlaget, om at jobcentrene skal nedlægges, vækker også opmærksomhed hos Michael Rosholm, for som han siger, så er det et tiltag, der kan gå begge veje:

”Politikerne kommer naturligvis aldrig til at nedlægge jobcentrene. Det kan godt være, de kommer til at omdøbe dem og lægge dem i et andet regi, men der vil jo stadig være et sted, hvor borgere uden arbejde skal gå hen for at få hjælp. Og hvis man lægger indsatsen tilbage i statsligt regi, som med arbejdsformidlingerne i 2000-2007, så fred med det. Det mener jeg ikke, vi kan have noget imod. Men det, der kan bekymre mig, er, hvis man begynder at udstykke indsatsen til alle mulige andre aktører. Jeg bekymrer mig ikke så meget om a-kasserne, for de har allerede med a-kasseforsøget vist, at de kan håndtere at have de forsikrede ledige de første tre måneder af ledighedsperioden – det har jeg selv været med til at evaluere, hvor de foreløbige resultater ser fornuftige ud. Men derudover taler man jo om at lægge dele af indsatsen over i Socialforvaltningerne og andre steder, og der er det, man skal begynde at passe på, medmindre man vil gøre helt op med den silo-tankegang, vi har i dag,” siger Michael Rosholm. 

Behov for færre ydelser og proceskrav

Men professoren mener faktisk ikke selv, at der er behov for det helt store opgør og for at brænde hele systemet ned og bygge det op på ny. For som nævnt er det hans opfattelse, at det nuværende system er ganske velfungerende. Hans gode råd til politikerne handler i stedet om at lave ydelsesforenklinger og at ensarte proceskravene.

Et langt stykke hen ad vejen blev kravene jo indført for at holde jobcentrene i ørerne, så man sikrede, at de gjorde det, der var mest effektivt.

Det vil skabe et enklere system og derigennem kan det også føre til besparelser.
Michael Rosholm mener, at de omkring 13 forskellige ydelser, der i dag er på området, bør omlægges til maksimalt to eller tre forskellige slags ydelser. 

”Og så bør proceskravene også forenkles meget, og de bør være ens på tværs af alle ydelser. Stort set i hvert fald. Et langt stykke hen ad vejen blev kravene jo indført for at holde jobcentrene i ørerne, så man sikrede, at de gjorde det, der var mest effektivt. Og det var der behov for for 20 år siden. Men nu har jobcentrene jo lært det, så man kan godt skrue ned for proceskravene og så fx nøjes med at sige, at der skal holdes minimum fire samtaler om året, der skal tilbydes noget aktivering og eventuelt et par krav til. Samtidig kan man droppe mange andre proceskrav, da man jo tit hører, at jobkonsulenterne bruger halvdelen eller mere af deres tid på at taste og sikre at tingene er overholdt i stedet for at have borger- og virksomhedskontakt,” siger Michael Rosholm, der mener, at forenkling vil hjælpe de ledige og jobcentrene meget.

”Og også a-kasserne. Jeg kender ikke så meget til a-kasselovgivningen, som til lovgivningen for jobcentrene. Men det hele er jo en del af beskæftigelseslovgivningen, og den er kompleks og trænger generelt til sanering”.

Pengene bør blive i systemet

Selv om Michael Rosholm mener, at der kan spares nogle ressourcer ved at forenkle ydelsessystemet og proceskravene, så tror han ikke på, at der kan findes tre milliarder på den konto.

Vi ved jo fra relativt mange projekter, at det kan lykkes at få også langvarigt ledige i beskæftigelse, hvis man går investeringsvejen.

Og samtidig mener han også, at de sparede ressourcer – uanset beløbet – bør blive i systemet til at hjælpe borgere i beskæftigelse.

”Vi ved jo fra relativt mange projekter, at det kan lykkes at få også langvarigt ledige i beskæftigelse, hvis man går investeringsvejen. Det har de fx gjort med succes i beskæftigelsesindsatsen i Århus, hvor de har investeret i flere virksomhedskonsulenter og derigennem fået borgerne i beskæftigelse,” siger han og fortsætter:

”Og der er forskning fra fx AE, der viser, at de folk, der kommer ud på arbejdsmarkedet i en højkonjunktur – altså nogle af de allermest udsatte ledige – de faktisk bliver der i stor udstrækning. Også når konjunkturerne vender igen. Så det vil sige, at når først de ledige får foden indenfor, så kan det faktisk godt lade sig gøre at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det handler lige om at komme i gang, finde det rigtige match og så bygge på med fx støtte og opkvalificering. Det kræver bare en investering i jobcentrene, men det er så det, man ikke er villig til at foretage. Jeg mener jo, de skulle droppe spareøvelsen og i stedet finde ekstra ressourcer ved at lave nogle forenklinger hist og her - i stedet for at smide babyen ud med badevandet”. 

Man har sejret sig ihjel

Michael Rosholm mener, det er et paradoks, at man netop er ved at smide babyen ud med badevandet og nedgradere beskæftigelsespolitikken samtidig med, at man i Danmark altid bryster sig af den danske flexicurity-model.

”Politikerne rejser jo rundt i verden og profilerer sig med den danske flexicurity-model og roser sig selv til skyerne i EU-regi. Og EU roser os i øvrigt også for vores beskæftigelsesindsats. Men hvorfor Søren vil man så smide den på møddingen? Det har jeg svært ved at forstå!”

Hvis han selv skal forsøge at besvare spørgsmålet på, hvorfor politikerne behandler beskæftigelsespolitikken, som de gør, så har han to skud fra hoften:

”For det første har man måske sejret sig selv ihjel. Forstået sådan at beskæftigelsespolitikken er blevet så effektiv, at den ikke længere er et issue. Vi er blevet så vant til, at ledigheden er lav og at den aldrig rigtig er et problem længere. Selv under finanskrisen og covid 19-krisen så vi ikke voldsomme stigninger i ledigheden, og bagefter så vi, at ledigheden lynhurtigt faldt tilbage på samme niveau som før kriserne. Så beskæftigelsespolitikken er ikke længere et debatemne, som den var dengang den ikke virkede,” siger Michael Rosholm og går videre til hans andet bud på, hvorfor der er sket en nedgradering af beskæftigelsespolitikken: 

”Det, der så er kommet fokus på i debatten, er i stedet indsatsen for de svage grupper, hvor systemet simpelthen er blevet alt for umenneskeligt. De udsatte grupper er blevet prygelknabe og mantraet har været, at de skal piskes i stedet for at hjælpes. Og det har givet en masse negativ omtale af jobcentrene, hvor vi blandt andet har set de her mediehistorier, hvor borgere skal have installeret en seng på arbejdspladsen, fordi de kun kan arbejde i 10 minutter, før de skal ligge ned i en time. Det er jo helt groteske situationer, vi ser, men det er jo langt hen ad vejen på grund af lovgivningen fra Christiansborg. Men i stedet for, at politikerne bare tager ansvaret for det, så hælder de hele beskæftigelsespolitikken ned af brættet.”