Historisk skift med en nedgradering af arbejdsmarkedspolitikken

De to arbejdsmarkedsforskere og professorer på Aalborg Universitet, Flemming Larsen og Thomas Bredgaard, har studeret dansk arbejdsmarkedspolitik i flere årtier. Og deres opfattelse er, at der igennem alle årene har været en generel opbakning til arbejdsmarkedspolitikken. En opbakning der nu smuldrer. Eller som Thomas Bredgaard siger det kort: ”Diskursen er virkelig skiftet nu”.

I den lidt længere udgave beskriver han udviklingen sådan her:

”I alle de år, hvor jeg har studeret dansk arbejdsmarkedspolitik, så har der på en eller anden måde været opbakning til området. Selvfølgelig har der været kritik, men grundlæggende har man betragtet arbejdsmarkedspolitikken, som et område man investerede ressourcer i, og som der kom noget output ud af i form af et mere velfungerende arbejdsmarked. Men den diskurs er virkelig skiftet nu, hvor området er blevet et spareobjekt, og hvor man er meget konkret omkring, at jobcentrene skal nedlægges,” forklarer Thomas Bredgaard, der ser det som et udtryk for, at den negative politiske retorik er flyttet ind i midten af dansk politik:

”Førhen så man mere denne her retorik ude på fløjene. Men nu er det ikke bare sådan, at man vil spare på området, men jeg opfatter det også sådan – fx når jeg læser regeringsgrundlaget – at området er blevet nedgraderet i forhold til andre politikområder. Og jeg må sige, at det er første gang, jeg oplever sådan en nedgradering af området i alle de år, hvor jeg har studeret det”.

Bekymrende besparelser

Thomas Bredgaard siger, at det er igennem de seneste år, man har kunnet se konturerne til en ændret og mere negativ italesættelse af beskæftigelsessystemet og hele arbejdsmarkedspolitikken.

”Arne-pensionen blev jo også finansieret med besparelser i beskæftigelsessystemet. Så det er en vej, man har begivet sig ind på, hvor man fra politisk side har givet medløb til denne her offentlige kritik af beskæftigelsessystemet. Men jeg synes ikke, det er en saglig kritik, når man ser på det som jobcentrene har leveret. Det er snarere en politisk og nogle gange ideologisk kritik, som man bruger til at begrunde nogle ret store besparelser på området,” siger han. 

Flemming Larsen er enig, og ser med bekymring på udviklingen henimod, at jobcentrene og beskæftigelsessystemet mere bredt er blevet prygelknabe. 

”Det er jo ikke kun, fordi det er unfair, at jobcentrene får prygl for at udføre noget, som andre politisk har besluttet. Det bekymrende er også, at man laver koblingen mellem at kritisere og derfor nedlægge jobcentrene og så i samme moment sige, at så kan vi sikkert også spare en masse penge på området. Og tre milliarder er altså mange penge på det her område. Med sådan et indgreb ændrer man nærmest årtiers forståelse af, hvor vigtig den aktive arbejdsmarkedspolitik har været for hele vores arbejdsmarkedsmodel og flexicuritymodellen,” siger Flemming Larsen.

Et system i kryds-pres

På spørgsmålet, om hvad sådan en ændring i retorikken udspringer af, nævner Flemming Larsen, at der igennem flere år har været et enormt kryds-pres på systemet.
 

De to typer historier siger jo noget om den spænding, der er i det her system – på den ene side noget om manglende kontrol, hvor systemet bliver enormt udskældt og så det modsatte.

Et pres som han mener kan eksemplificeres ved nogle af de mediehistorier og dokumentarudsendelser, der er blevet bragt de seneste år. 

”Historier der er vendt fuldstændig forskelligt. Nærmest 180 grader. Først var der Fattig-Carina og Dovne-Robert, som eksempler på, at der slet ikke er kontrol med noget som helst; at folk kan gå i systemet i årevis uden at der bliver stillet krav, og at man lever i sus og dus på de ydelser, man får. I den kategori er der også alle de historier med arbejdsgivere, der ikke kan få medarbejdere og med kritik af at folk ikke står nok til rådighed for arbejdsmarkedet. Og så pludselig vender det 180 grader til en anden type historier,” siger Flemming Larsen og uddyber:

”Det er historier om, at man sender folk med svære psykiatriske diagnoser og angst og den slags rundt i systemet med krav om, at de skal arbejde lige meget hvad. Det seneste er dokumentarserien ’Håbløst Arbejde’. De to typer historier siger jo noget om den spænding, der er i det her system – på den ene side noget om manglende kontrol, hvor systemet bliver enormt udskældt og så det modsatte. Og når der så bredt i befolkningen er blevet tegnet det her billede af nogle enormt upopulære jobcentre og et dårligt system, så går der valgkamp i den, og det bliver en meget let løsning at sige, at vi nedlægger de upopulære jobcentre og starter forfra med at give en masse frihed. Og når det hele alligevel er oppe i luften, så kobler man det med, at der nok også kan spares,” siger Flemming Larsen.

De to professorer er enige i, at politikerne skal være meget varsomme med at tro, at der kan spares penge ved at sætte systemet mere frit og fx lægge op til øget brug af private aktører. De siger, at politikere jævnligt har troet, at der var den kobling, men at historien har bevist det modsatte.

Læs mere om dette i artiklen Professorer: Regeringen har paradoksale ønsker til beskæftigelsessystemet 

Brug for substans og lovændringer

Thomas Bredgaard og Flemming Larsen mener, at der på beskæftigelsesområdet er en stor mangel på substans og kvalificerede diskussioner af, hvad de egentlige problemer og udfordringer er.

Der mangler viden om beskæftigelsespolitik og beskæftigelsesindsatser blandt politikere på Christiansborg.

”Der mangler viden om beskæftigelsespolitik og beskæftigelsesindsatser blandt politikere på Christiansborg. I praksis er ansvaret uddelegeret til kommunerne, som har ansvaret for at implementere lovgivningen og som altså også får al kritikken, hvis noget ikke virker. Men det, vi har brug for, er nogle politikere, der tør se på, hvad der virkelig er galt og som tør ændre grundlæggende på egen lovgivning, hvis de vil ændre grundlæggende på alt det, som de skyder på,” siger Thomas Bredgaard.

Som et eksempel på, at politikerne skal gribe i egen barm, før de skyder skylden på ’systemet’, nævner Flemming Larsen igen tv-dokumentaren ’Håbløst arbejde’.

”Alle, der har set de her udsendelser, kan jo se, hvor fuldstændigt vanvittigt det er, når syge bliver jagtet rundt i systemet af kommunerne. Men det mest vanvittige er jo i virkeligheden, at alt, hvad de her kommuner gør, det er blevet godkendt i Ankestyrelsen. Men det bliver ikke nævnt i udsendelsen, selv om det jo siger noget om, at kommunerne sådan set bare implementerer lovgivningen. Så kan man selvfølgelig diskutere, om kommunerne ikke burde have set stort på lovgivningen. Men den vigtigste diskussion er vel, om man ikke bør ændre grundlæggende på den lovgivning, som gør, at syge behandles sådan. Den diskussion burde vores politikere turde tage,” siger Flemming Larsen og fortsætter:

”Politikerne bør først og fremmest se på at sanere i egne regler og se på, hvad der giver mening. Fx burde de se på sygedagpengelovgivningen, hvor der er så meget, der ender med slet ikke at give mening for nogen parter. Heller ikke dem, der sidder med det – de sidder og får ondt i maven over, at skulle træffe nogle beslutninger, fordi de skal følge lovgivningen. Og det er fuldstændig absurd for borgerne. Eksempelvis når borgerne skal raskmeldes, selv om sagsbehandlerne godt kan se, at der er mange andre ting udover deres sygdom, som vi gøre det svært for dem at arbejde.”

Ingen lavthængende frugter

De to professorer tror ikke på, at der kan findes tre milliarder ved at fjerne bureaukrati i systemet – og de tror heller ikke på, at opbygningen af systemet for alvor vil blive ændret.

”Politikerne kommer ikke til at nedlægge det hele. De kommer til at pille logoerne ned og fjerne de gulvtæpper, der står jobcenter på, men opgaven bliver der jo, og så kan vi kalde jobcentrene noget andet. Men det bekymrende er den spareøvelse, hvor de tror, de kan spare tre milliarder kroner på bureaukrati. Det tror jeg simpelthen ikke på. Så er vi i hvert fald igen tilbage ved, at politikerne virkelig skal sanere i egen lovgivning. Og alligevel vil det være svært at finde tre milliarder kroner. For det er altså ikke sådan, at der er en masse lavthængende frugter – man har jo talt om at fjerne bøvl og bureaukrati i årevis. Fx med frikommuner og LAB-lov. Så jeg kan da godt være bange for, at det ender med et blodbad, hvis politikerne virkelig mener, der skal findes tre milliarder,” siger Flemming Larsen.

Thomas Bredgaard er enig – og er bange for, at der bliver skåret i aktiviteterne og tilbuddene til borgerne, hvis der virkelig skal spares penge. 

”Og i virkeligheden burde man jo tilføre systemet nogle flere ressourcer i stedet for at spare, for fra forskningen ved vi, at de sagsbehandlere, der har mindre sagsmængder, har en langt bedre kvalitet i deres sagsbehandling og de får nogle bedre resultater. Så en del af de problemer vi ser, skyldes også, at sagsmængderne er for store blandt sagsbehandlerne, og de skyldes, at sagsbehandlere simpelthen er for dårligt uddannet til opgaven. Og det er jo netop ikke problemer, der kan spares væk, men problemer der skal løses ved at gøre det stik modsatte”.