Hårdere krav til dagpengemodtagere, nej tak!
Diskussionen om hårdere krav til dagpengemodtagere er gennem de seneste år dukket op ad flere omgange. Derfor har YouGov på vegne af A-kassernes brancheorganisation AK-samvirke spurgt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning om deres syn på at stille hårdere krav til dagpengemodtagere. Konklusionen er klar: Det store flertal af danskerne ønsker ikke skærpelser og meget få har tiltro til hårdere kravs positive effekter
![Mennesker der går](/files/styles/landscape_thin_01/public/media/colourbox529350_1_0.jpg?h=935f78ac&itok=-97RKz3J)
Et stort flertal af danskerne vender sig imod hårdere krav til dagpengemodtagere (26% for, 61% imod, 13% ved ikke). Oveni er der en udpræget mistillid til, at skrappere krav til dagpengemodtagere gør nogen positiv forskel. Kun 28% af danskerne tror, at hårdere krav vil få flere i arbejde, 57% har ikke nogen tiltro til en beskæftigelseseffekt, mens 15 % ikke har gjort deres stilling op. Målingen er foretaget af YouGov for AK-Samvirke i august 2016.
- Danskerne ønsker ikke og tror ikke på hårdere krav til dagpengemodtagerne – og det med god grund. Langt de fleste dagpengemodtagere søger med lys og lygte efter nyt job og de få, der forsøger at snyde på vægten, dem kommer a-kasserne allerede efter i dag. Det har talrige tilsyn dokumenteret, siger Torben Poulsen, der er formand for AK-Samvirke.
Hårdere krav gør mere skade end gavn
AK-Samvirkes måling viser også, at danskerne oplever, at de krav, der stilles i dag, medfører en kontrol, der ikke er fair overfor flertallet af dagpengemodtagere. 77% mener således, at de nuværende krav medfører urimelig meget kontrol af de mange, der gerne vil i arbejde. 15% er uenige, mens 9% er i tvivl.
- Ifølge OECD er de danske krav til dagpengemodtagere blandt de absolut strengeste i Europa. Det har selvfølgelig konsekvenser for oplevelsen af systemet. Vi skal hele tiden holde balancen, hvor vi ikke accepterer snyd, men heller ikke unødigt mistænkeliggøre alle. Det er i virkeligheden i alles interesse, hvis vi skal have et velfungerende arbejdsmarked, siger AK-Samvirkes formand Torben Poulsen.
Konkrete stramninger afvises markant
Målingen viser også, at nogle af de konkrete stramninger, der har været oppe i den offentlige debat i 2016 blankt afvises af flertallet.
Der er stor modvilje mod at stille krav om at søge arbejde med mere end 3 timers daglig transporttid, som minimumskravet er for ny-ledige i dag. (2% for, 94% imod, 4% ved ikke). Faktisk mener et anseeligt flertal (60%), at endda det nuværende minimumskrav på 3 timers daglig transporttid er for skrapt.
Der er ligeledes en markant modvilje til at stille skrappere krav til personer, der netop er blevet færdige med deres uddannelse – såkaldte dimittender – end til andre grupper i dagpengesystemet (22% for, 64% imod og 13% ved ikke).
![Michel Klos, Danske A-kasser, Sort/Hvid](/files/styles/landscape_thin_01/public/media/images/Medarbejdere/Michel.jpg?h=04d92ac6&itok=y5usGwPO)