Psykolog efterlyser beskæftigelsessystem med plads til at se og lytte til den enkelte ledige

Privatpraktiserende psykolog Lone Nørgaard har haft overenskomst med Sygesikringen i snart 25 år, og derfor har hun gennem årene haft mange klienter, der har fået en henvisning fra lægen på grund af fx stress, depression eller angst. En stor del af dem har været ledige – og mange deciderede sygemeldte.

Selv om mange af klienterne har det virkelig skidt, så er Lone Nørgaards indtryk, at langt størstedelen helst vil arbejde. 

”Det er jo sådan, at vores arbejde og uddannelse udadtil signalerer, hvem vi er. Det giver os dermed identitet. Det, vi beskæftiger os med til daglig på arbejdsmarkedet, har stor betydning for vores selvværd, selvtillid og selvforståelse. Og gennem vores arbejde får vi mulighed for at bruge, udfolde og udvikle forskellige faglige og personlige sider af os selv, alt afhængig af, hvilken slags arbejde vi har. Så når du mister dit arbejde, mister du også en del af din identitet. Også fordi vi i vores samfund bliver målt rigtig meget på, hvad man er god til og mindre på, hvem man er,” siger Lone Nørgaard og peger på, at denne målestok fx viser sig allerede i den indledende bemærkning, når vi møder nye mennesker og falder i snak:

Hele det fokus afspejler, hvordan vi har opbygget vores samfund og hele vores uddannelsessystem – hvor der fra starten er fokus på, hvad man er god til, og hvad man skal være

”Mange har jo prøvet at møde nye mennesker og som noget af det første få spørgsmålet: ’hvad er du?’ eller ’hvad laver du?’. Altså hvor det første, der bliver spurgt ind til, er, hvilket arbejde du har, og hvad din uddannelse er. Og hele det fokus afspejler, hvordan vi har opbygget vores samfund og hele vores uddannelsessystem – hvor der fra starten er fokus på, hvad man er god til, og hvad man skal være. Og derfor bliver det hele livet meget vigtigt for langt de fleste mennesker at være noget i kraft af at have et job”.

Svær erkendelse at man ikke kan arbejde

Lone Nørgaard siger, at hun får denne pointe understreget i mødet med de sygemeldte i hendes klinik. For i mødet med dem oplever psykologen, at langt den største udfordring, de har, det er at erkende, at de ikke kan arbejde:

”Det er det allersværeste for denne her gruppe. Og det viser jo det modsatte af, at de helst ikke vil arbejde. Når de først begynder at erkende, at det faktisk er rigtigt, at de ikke kan arbejde, så får de mere ro på. Når de har erkendt, at det ikke er deres vilje, men deres krop, der styrer, så begynder det først for alvor at gå fremad. Men der er ofte langt hen til erkendelsen. De skal simpelthen kunne tage ind, at: ’ja – det er rigtigt, at jeg ikke kan holde til det. At hver gang jeg prøver, så får jeg et smask. At hver gang jeg har forsøgt bare lidt, så koster det mig tre dage i sengen, fordi jeg går helt fra hinanden’. Men hvis der er nogen, der tror, at det falder de sygemeldte let at erkende det, så må de tro om igen. For så er vi tilbage ved det med identiteten igen – det er lidt af deres gamle identitet, som de skal opgive. Og det er altså svært”.

Udover identitetstabet, så er der ifølge Lone Nørgaard en række andre faktorer, der kan stresse voldsomt, når man bliver ledig. 

De bliver jo puttet ind i en pølsemaskine, hvor folk hiver og flår i dem fra forskellige sider, og der er alle mulige forskellige krav til dem​​​​​

”Der er naturligvis al utrygheden omkring økonomi, og om man nogensinde får et job igen – det stresser. Og i sig selv kan alle de - ofte både uoverskuelige og uforståelige krav – som ledige skal prøve at leve op til også stresse meget. Og de kan ikke mindst udfordre de sygemeldte. De bliver jo puttet ind i en pølsemaskine, hvor folk hiver og flår i dem fra forskellige sider, og der er alle mulige forskellige krav til dem. Og der er mange meninger om, hvad der er godt for dem – både de ledige og de sygemeldte. Altså i stedet for, at nogen virkelig sætter sig ind i, hvad det er for et menneske, de har over for sig. Der er alt for mange hurtige løsninger, og hvis folk så ikke rigtig kender sig selv og samtidig synes, det er en autoritet – som må have meget erfaring - de har over for sig, så går det hurtigt op i hat og briller.”

Kasser og statistikker

Lone Nørgaard siger, at hun desværre har set mange eksempler på, at en indsats gør mere skade end gavn, og at det primært skyldes, at ’systemet’ kræver, at mennesker skal passe ind i kasser, statistikker og rigid lovgivning i stedet for at blive behandlet som individer, som der rent faktisk bliver lyttet til.

”Det hænder fra tid til anden, at sygemeldte får at vide, at nu må det være på tide, at de kommer i fx jobprøvning, for nu skal de op på hesten igen, fordi de har være sygemeldte så og så længe. Og det er meget tydeligt for mig, at udmeldingen mest kommer, fordi man har besluttet i dagens Danmark, at man kun kan være syg i højst 26 uger. At det er statistik og lovgivning, der driver det hele. Det betyder, at der måske ikke er rum for, at sagsbehandleren stikker en finger i jorden for at finde ud af, hvad det er for et menneske, vedkommende har over for sig. Og når det kører sådan på samlebånd, så er der alt for mange eksempler på, at mennesker igen og igen oplever endnu et nederlag og må konstatere, at denne her arbejdsprøvning kunne jeg heller ikke magte,” siger Lone Nørgaard og understreger, at hun ikke kritiserer de enkelte sagsbehandlere men de rammer, som de har at arbejde inden for.

Lone Nørgaard har igennem tiden fået sat sig godt ind i lovgivningen på området og fået erfaring med, hvad systemet gerne vil have af oplysninger, og hvordan retorikken i systemet er. Så hun kan for det første hjælpe sine klienter med at manøvrere rundt i det ellers meget uoverskuelige område. Derudover kan hun hjælpe dem med at finde ud af, hvem de egentlig selv er.

Hvis jeg har klienter med stress, så kan det være meget uoverskueligt for dem at vurdere, hvor de er i deres egen proces

”Først og fremmest hjælper jeg dem med at få bygget et solidt fundament at stå på, ved at de kender lidt mere til, hvem de virkelig er, og hvad de har brug for. Og så kan jeg fx hjælpe dem med at se lyspunkterne og få dem formidlet videre til systemet på den rigtige måde. Hvis jeg har klienter med stress, så kan det være meget uoverskueligt for dem at vurdere, hvor de er i deres egen proces. Jeg kan fx gøre dem opmærksom på, at de kan sige videre til sagsbehandleren, at nu kan de faktisk læse en hel artikel, og det kunne de ikke for tre måneder siden. Men jeg kan også hjælpe dem til selv at se, at når de stadig ikke kan se tv eller læse en hel bog, så er det nok ikke lige nu, systemet skal presse på. Så jeg synes, jeg kan hjælpe klienterne med at konkretisere deres egen situation og se lyspunkterne og fremgangen, men samtidig også holde fast i hvem de er, og hvornår de skal sige fra.”

Tal med dem, det handler om

Hvis vi skal nå derhen, hvor Lone Nørgaard ser færre ledige og sygemeldte klienter med stress mv., så mener hun for det første, at hele beskæftigelsessystemet skal laves om, så der bliver tænkt mindre i administration af kasser og statistikker og mere i, hvad det enkelte menneske står med af udfordringer.

”Vi skal simpelthen have et system, hvor vi ikke kun taler om og til dem, vi skal hjælpe, men med dem vi skal hjælpe. Sagsbehandlerne i jobcentrene – og politikerne for den sags skyld – skal lytte mere til de mennesker, det handler om. Og så skal vi give helt konkret og brugbar hjælp til dem. Jeg havde en ledig klient for nylig, som er med i en forsøgsordning, hvor hun ikke behøver at have noget med jobcenteret at gøre i de første måneder af sin ledighed. Hun skal kun tale med a-kassen, og hun har det som en fisk i vandet, fordi hun oplever, at den støttede hende gevaldigt med ideer til, hvordan hun kom i job, hvad hun kunne gøre for at få erfaring osv. Hun oplever, at det er muligt for hende at udvikle sig inden for nogle rammer, hvor hun ikke hele tiden bliver dunket i hovedet med regler og paragraffer. Hun synes virkelig, det er meget støttende,” siger Lone Nørgaard og fortsætter:

”Og igen vil jeg sige, at jeg ikke skyder på medarbejderne i jobcentrene, men på de regler som de er sat til at forvalte. Jeg oplevede, at det var de mange rigide krav, som min klient synes, det er befriende at slippe for”.

Psykologen understreger, at det også er nødvendigt med et skift i tilgangen til de ledige i den retorik, der bruges.

”Retorikken er jo også præget af skæld ud, formaninger og løftede pegefingre i stedet for, at ledige omtales som en gruppe, der har brug for støtte i større eller mindre omfang for at komme ud på arbejdsmarkedet for første gang eller tilbage på arbejdsmarkedet. Og en gruppe som i bund og grund gerne vil arbejde.”

Skab mere robuste mennesker

Udover at systemet og retorikken om ledige bør ændres, så mener Lone Nørgaard også, at der ville være langt færre triste sager og skæbner, hvis vi i samfundet og uddannelsessystemet fokuserede mere på at skabe robuste mennesker, der kender sig selv og ved, at de er noget i kraft af, hvem de er og ikke kun, hvad de kan.

Vi har skabt et samfund, hvor vi glorificerer det at være oppe i tankerne i stedet for at være i kontakt med, hvad vi mærker

”I vores skolesystem i dag er der jo ikke ret mange fag, hvor du bruger kroppen, og hvor du skal mærke efter og finde ud af, hvad der er godt for dig. De fleste fag handler om at forfine det med at bruge hovedet. Og jeg tror også, at det er årsagen til meget stress i dag – at alt foregår oppe i hjernen. Folk tror, de er deres tanker, men det er fuldstændig skævt. Vi har skabt et samfund, hvor vi glorificerer det at være oppe i tankerne i stedet for at være i kontakt med, hvad vi mærker,” siger Lone Nørgaard og fortsætter:
”Jeg har kun hørt om én lærer nogensinde, som virkelig lagde vægt på, at børnene også skulle mærke sig selv og gjorde det til en dyd i klassen at arbejde med det. Og der kunne man se, hvordan børnene virkelig voksede af det, fordi de fik en anden gennemslagskraft og hvilede mere i sig selv.”

Vi skal lære at konflikte

Udover at skolesystemet burde hjælpe os til at kende os selv bedre, så mener Lone Nørgaard også, at det burde bibringe alle en anden og meget væsentlig kompetence, der ville gøre os mennesker langt mere robuste og i stand til at kende vores behov og give udtryk for dem på en hensigtsmæssig måde. Og det er kompetencen ’at konflikte’:

”Jeg har altid syntes, at det har været en mangel i skolen – ja helt nede på institutionsniveau – at man ikke lærer børn at tackle konflikter på en god måde. For hvis vi kan lære at konflikte, så ville hele verden se fuldstændig anderledes ud. For en konflikt er jo sjældent noget med, at nogen tager fejl eller at nogle skal vinde over andre. Men sådan kommer rigtig mange til at gribe konflikter an, fordi vi ikke har lært andet. Vi har lært at smide argumenter i hovedet på hinanden og lade være med at lytte. Men hvis man konflikter på en hensigtsmæssig måde, - hvor begge parter kan være der og lære at forstå hinanden, så vi får alle nuancerne med - så ville alle blive mere robuste og mange problemer blive løst. Og i forhold til vores emne her, så ville samspillet mellem sagsbehandleren og borgeren blive bedre. Lige som den politiske debat – når man fx taler om de ledige – ville blive mere nuanceret.”