Analyse

Ny rapport analyserer nordiske dagpengesystemer

En ny rapport fra AK-Samvirke analyserer dagpengesystemerne i de nordiske lande. Dagpengereformen har betydet, at det danske dagpengesystem er blevet voldsomt forringet i forhold til de øvrige nordiske lande. AK-Samvirke opfordrer til, at det såkaldte genoptjeningskrav bliver lempet.

Da den forrige regering halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningskravet, var argumentet, at det ville bringe Danmark på niveau med de øvrige nordiske lande.

Nu viser en ny rapport fra AK-Samvirke imidlertid, at dagpengereformen forringede dagpengesystemet i sådan en grad, at Danmark nu ligger langt under de øvrige nordiske lande, når man ser på, hvor generøst systemet er.

Langt under nordisk niveau

”Rapporten viser, at både finner og svenskerne har langt nemmere ved at få ret til dagpenge end danskerne. De skal simpelthen arbejde langt færre timer for at kunne få dagpenge,” fortæller Michel Klos, som er arbejdsmarkedspolitisk konsulent i AK-Samvirke, og understreger:

”Dagpengereformen har ikke bragt Danmark på niveau med de øvrige nordiske lande. Tværtimod har reformen barberet både dagpengelængde og genoptjeningskravet ned i sådan en grad, at vi ligger langt under de lande, vi kan sammenligne os med.”

Fordoblet genoptjeningskrav

Årsagen er blandt andet, at genoptjeningskravet, som er det antal timer, man skal arbejde for at få ret til en ny dagpengeperiode, er fordoblet fra 962 timer til 1924 timer inden for tre år.

Sagt på en anden måde er det blevet dobbelt så svært at få ret til dagpenge, som før reformen. Når selve dagpengeperioden samtidig er blevet halveret fra fire til to år, betyder det alt i alt, at hele dagpengesystemet er blevet voldsomt forringet.

Reelt er dagpengerettighederne skåret med tre fjerdedele og ikke kun halveret.

Fire gange skrappere end i Sverige

Sammenligner man med f.eks. Sverige, der har sammenlignelige dagpengesystemer, er det tydeligt, at genoptjeningskravet er fire gange så stort i Danmark som i Sverige.

Direktør i AK-Samvirke, Verner Sand Kirk, siger i en kommentar til rapporten, at det må give stof til eftertanke hos de ansvarlige politikere, og han opfordrer til, at trepartsforhandlingerne bliver brugt til som minimum at rulle arbejdskravet tilbage til 962 timer igen:

”Jeg er overbevist om, at politikerne har forringet dagpengesystemet mere, end de rent faktisk går og forestiller sig. Halveringen af dagpengeperioden vil i sig selv resultere i at mange vil miste dagpengeretten. Oveni betyder fordoblingen af genoptjeningskravet, at rigtig mange danskere ikke vil kunne optjene timer nok til generhverve ret til dagpenge,” siger Verner Sand Kirk og opfordrer:

”Kravet skal derfor ned på 962 timer igen. Hvis det ikke sker, er konsekvensen, at tusindvis af ledige hver måned vil miste deres dagpenge og dermed stå helt uden forsørgelsesgrundlag.”

For at se den fulde effekt af dagpengereformen, skal man se dagpengelængden i forhold til hvor lang tid det tager at få ret til dagpenge.