Ledighed. Skal vi til at udskamme de ældre?

Politik handler grundlæggende om fordeling af værdier – hvem der skal have penge, og hvem der skal betale. Og hvem der skal begunstiges, og hvem der skal bebyrdes både økonomisk og på anden vis.

Det er naturligvis helt legitimt, at partier og politikere har forskellige holdninger til denne fordeling.

Ligesom det er helt i orden, at de gennemfører deres politik, fordi de ideologisk går ind for den.

Men det er absolut ikke i orden, når voldsomt omfordelende reformer markedsføres med myter og udskamning af dem, de går ud over. Desværre er forslagene om at nedsætte dagpengesatsen for nyuddannede til 9.500 kr. pr måned (før skat) og en halvering af dagpengeperioden eksempler på dette.

Forslagene er kommet i halen på et par artikler og tv-indslag, hvor nogle nyuddannede akademikere fortalte, at de ikke havde lyst til at tage et job i Netto. Mediehistorier, der satte fut i forskellige politikeres påstande om, at dimittenderne over en kam går alt for længe og hygger sig på en dagpengesats på 13.800 kr. pr måned, og i øvrigt er alt for kræsne i deres jobsøgning.

Pisk i form af færre penge

Fra kommunalt hold har de store uddannelsesbyer, som København, klaget over, at dimittenderne udgør en alt for stor del af de ledige, og at de værger sig for at komme i arbejde. Ved lanceringen af forslaget gjorde beskæftigelsesministeren da også et stort nummer ud af, at de nu udgør 25 procent af alle ledige, og i stort tal melder sig ud af a-kassen, når de langt om længe går i arbejde. De ledige dimittender er altså ikke bare kræsne. De er også usolidariske. 

Kræsenheden skal bekæmpes med pisk i form af færre penge. Regeringen regner simpelthen med, at antallet af ledige dimittender vil falde fra 20.000 til 12.000, hvis de bare får nogle ordentlige økonomiske incitamenter til at arbejde. 

Myter og generaliseringer

Det alvorlige i disse udmeldinger og forslag er imidlertid, at de bygger på myter, generaliseringer og mærkværdigheder.

For virkeligheden er en hel anden og kan kort fortalt beskrives med følgende fakta:

•    Nyuddannede akademikere kommer stort set lige så hurtigt i arbejde som andre nyledige. 

•    Nyuddannede melder sig ikke ud af a-kasserne i stort tal, når de kommer i arbejde. Faktisk er der flere udmeldte blandt unge, der ikke har været ledige.

•    Der er ikke sket et fald i dimittendledigheden efter januar 2017, hvor dimittendsatsen blev sat ned med 2.000 kr. pr. måned og efterfølgende er udhulet yderligere gennem lav satsregulering. Selv om regnemodellerne tog fejl dengang, så hævder man, at en yderligere forringelse med 4.300 kr. nok skal få 8.000 flere i arbejde.

•    Det er mærkværdigt at problematisere, at dimittenderne udgør en betydelig del af alle ledige. Antallet af nyuddannede er steget i de senere år, og der er naturligvis flere jobsøgende blandt dem. Og når det generelle ledighedsniveau er faldet, er det simpel logik, at dimittenderne fylder relativt mere i statistikken, selv om antallet af ledige nyuddannede har været uændret i de seneste 10 år.

Analyse fra Danske A-kasser

En ny analyse fra Danske A-kasser beskæftiger sig med såkaldte overlevelseskurver, som er et mål for, hvor hurtigt ledige kommer i arbejde. Det er egentlig en mærkelig betegnelse, for de viser, hvor mange der fortsat er ledige på forskellige tidspunkter efter et påbegyndt ledighedsforløb, så i denne sammenhæng vil man helst ikke overleve.

Analysen er lavet for 2019, som er det seneste hele år uden corona. De seneste ledighedstal tyder faktisk på, at det aktuelt ser relativt bedre ud. Den dimensionering af uddannelsespladser, der gennem flere år er sket bl.a. inden for humanistiske fag, er nok begyndt at slå igennem.

Jeg erkender, at grafikken, som jeg har taget med her, kan være svær at aflæse, fordi kurverne over de forskellige a-kasser stort set ligger oven i hinanden. Men det er faktisk en pointe i sig selv, at der ikke er den store forskel på, hvor hurtigt de forskellige a-kassers medlemmer kommer i job. At det fx i denne sammenhæng er det samme, om du er HK’er eller akademiker.

Men hvis man tager forstørrelsesglasset frem, så viser figuren, at det i starten går lidt langsommere for akademikere end for gennemsnittet af alle, men at billedet senere vender.
 

En del af forklaringen på, at det går lidt langsommere i starten, end det gør for f.eks. faglærte og ufaglærte, er, at ansættelser af akademikere som hovedregel sker via jobopslag og en længere ansættelsesprocedure. Sådan er det også for store dele af HK’s og FTF-a’s medlemsgrupper. Og i disse to a-kasser forlader medlemmerne dagpengene helt i samme takt som akademikerne.

Efter et halvt år ligger Akademikernes A-kasse (djøf’ere, læger, ingeniører m.v.) og CA (fx civiløkonomer) på niveau med gennemsnittet, og efter et år faktisk bedre, mens magistre og journalister stadig ligger en smule dårligere. 

Det er værd at påpege, at hvis dovenheds- og kræsenhedsmyten og ikke efterspørgslen på arbejdsmarkedet var den rigtige forklaring på ledighedsperioden, så ville vi jo se det samme mønster for alle akademikere og ikke de variationer, der er mellem grupperne.

Skal de ældre også udskammes?

Når der ses på aldersgrupper, er det gennemgående billede i alle a-kasser, at jo ældre man er, når man bliver ledig, des længere tid tager det i gennemsnit, før man kommer i job igen. De 20-29-årige kommer hurtigst i arbejde, og de 50+årige tager længst tid om det.

Det hænger sammen med det paradoks, at mens de ældre heldigvis ikke længere står først, når der må fyres, så er deres chance for hurtigt at komme i job igen lavere end for de yngre. Det kan betegnes som en statistisk diskrimination ud fra alder hos arbejdsgivere, som antager, at de nok er ringere arbejdskraft.

Det er vigtigt at forstå, for hvad bliver ellers det næste? Måske vil Finansministeriets regnedrenge, Cepos m.fl. snart hævde, at de ældre også må have et motivationsproblem, som kan løses ved et forslag om, at dagpengene skal være lavere jo ældre, man er. Ligesom det ikke får unge i arbejde, vil det heller ikke hjælpe på de ældre.