Medlemsudvikling

Fortsat høj organisationsgrad i a-kasserne

AK-Samvirkes nye medlemsstatistik viser, at det fortsat er 7 ud af 10 på arbejdsmarkedet, der er medlem af en a-kasse.

Tre personer til møde

Det har altid været en god idé at være medlem af en a-kasse. AK-Samvirkes nyeste medlemsstatistik viser, at på trods af reform af både dagpenge og efterløn, er 7 ud af 10 på arbejdsmarkedet fortsat forsikret i en a-kasse.

Statistikken viser, at der i juni 2014 var 2.133.400 dagpengeforsikrede. Det er ca. 7.700 flere medlemmer end året før. Udviklingen siden 2009 viser, at andelen af arbejdsstyrken der er forsikret, har ligget stabilt på 70-71 procent i de sidste fem år.

Naturligvis koster det noget at være medlem af en a-kasse. Men er du blot ledig i gennemsnit én uge om året, så er dit kontingent tjent hjem igen
Torben Poulsen, formand for AK-Samvirke

 

A-kassemedlemsskab kan være god forretning

Det glæder Torben Poulsen, der er formand for AK-Samvirke:

”Tallene viser, at de fleste godt kan se det fornuftige i at være medlem af en a-kasse. Konkret betyder et medlemskab, at du er sikret op til 17.600 kr. om måneden før skat, hvis du mister dit job. Det er langt mere, end hvad du kan få på kontanthjælp – hvis du altså overhovedet er berettiget,” siger Torben Poulsen og understreger:

”Naturligvis koster det noget at være medlem af en a-kasse. Men er du blot ledig i gennemsnit én uge om året, så er dit kontingent tjent hjem igen. Oveni det får du en professionel a-kasse i ryggen, som kan give dig kvalificeret hjælp og vejledning i din jobsøgning, hvis du bliver ledig.”

AC-kasser får flest nye medlemmer

Fra juni 2013 til juni 2014 har de AC-relaterede a-kasser haft en medlemsfremgang på 4,5 procent. Den største fremgang havde CA’s A-kasse med 6,9 procent.

Også FTF-kasserne har haft fremgang i medlemsantallet. Her er fremgangen på 1 procent, og DSA er den a-kasse, der har haft den største fremgang med 2,6 procent.

De LO-relaterede a-kasser har omvendt mistet medlemmer. Siden juni 2013 har a-kasserne samlet mistet 1,9 procent af medlemmerne. Det er dog ikke alle a-kasser på LO-området, der mister medlemmer. Socialpædagogernes A-kasse, Teknikernes A-kasse og Min A-kasse har haft medlemsfremgang.

A-kasserne uden for hovedorganisationerne har haft en samlet medlemsfremgang på 1,1 procent. Størst fremgang har Business Danmarks a-kasse haft med 8 procent.

Michel Klos, Danske A-kasser, Sort/Hvid

Michel Klos

Chefkonsulent
46 971 705