Nyhed

Finsk minister fik inspiration i Danske A-kasser

Den finske beskæftigelsesminister Arto Satonen har netop besøgt Danske A-kasser, hvor han blandt andet hørte om det danske flexicuritysystem og samarbejdet mellem a-kasser og jobcentre 

Den finske beskæftigelsesminister med delegation

Fra venstre ses Minister Counsellor fra den finske ambassade, Rae Lescellius; Under-Secretary of State, Elina Pylkkänen, chefkonsulent Michel Klos, beskæftigelsesminister Arto Satonen, direktør Verner Sand Kirk samt ambassadør Harri Kämäräinen.

For anden gang på en måned fik Danske A-kasser i dag besøg fra Finland. Denne gang var det den finske beskæftigelsesminister Arto Satonen, der sammen med en mindre delegation, kom for at få viden og inspiration, inden politikerne i Finland skal indføre reformer på både dagpenge- og beskæftigelsesområdet.

Delegationen talte blandt andet Finlands ambassadør i Danmark, Harri Kämäräinen og Under-Secretary of State, Elina Pylkkänen.

Dagsformen for den danske model

Det var brancheorganisationens direktør Verner Sand Kirk og chefkonsulent Michel Klos, der holdt oplæg og debatterede med de finske gæster.

De to oplægsholdere gennemgik blandt andet den aktuelle beskæftigelses- og ledighedssituation i Danmark og dagsformen for den danske flexicuritymodel. 

I den forbindelse kom Verner Sand Kirk blandt andet ind på, at dagpengenes dækningsgrad er blevet forringet markant over årene, og at der også er blevet skåret så kraftigt i uddannelses- og aktiveringsindsatsen, at den aktive beskæftigelsespolitik slet ikke er så aktiv endda.

Derudover fik den finske delegation en indføring i, hvordan samarbejdet mellem a-kasser og jobcentre er skruet sammen – nu og efter den 1. januar 2024.

I starten af oktober var Beskæftigelses- og ligestillingsudvalget fra det finske parlament også på besøg i Danske A-kasser – her var dagsordenen nogenlunde den samme.

Læs mere om det tidligere besøg her