Nyhed

EU-beslutning sætter dansk dagpengesystem under pres

Står det til EU-Parlamentets beskæftigelsesudvalg skal det fremover kun kræve en dags arbejde i Danmark, for at polakker, rumænere og andre EU/EØS-borgere får ret til danske dagpenge. Vi åbner en ladeport, siger Torben Poulsen, formand for Danske A-kasser

EU flag

Den 20. november lagde EU-parlamentet sig fast på sin holdning til revideringen af EU’s forordning om social sikring, der skal garantere, at EU-borgere kan flytte rundt i unionen og samtidig have ret til sociale ydelser.

Og står det til EU-Parlamentets beskæftigelsesudvalg skal det fremover kun kræve en dags arbejde i Danmark, for at polakker, rumænere og andre EU/EØS-borgere får ret til danske dagpenge.

I juni i år besluttede Ministerrådet, at de mener, at EU-borgere i fremtiden kun skal arbejde en måned i et andet land for at få ret til dagpenge. Men nu ønsker parlamentet altså, at det skal være endnu nemmere at opnå dagpenge i et andet land. I øjeblikket kræver det i Danmark godt to måneders fuldtidsarbejde indenfor tre måneder at opnå dagpenge.

Derudover vedtog parlamentsudvalget, at det fremover bør være muligt at tage dagpengene med sig ud af landet i seks måneder. Ministerrådet sagde tre, som også er reglen i Danmark i dag.

Vi åbner en ladeport

Torben Poulsen, der er formand for Danske A-kasser, mener, at det danske dagpengesystem kommer voldsomt under pres, hvis parlamentet får sin vilje igennem

- Forslaget betyder jo, at udenlandske arbejdstagere kan få ret til dagpenge i Danmark efter blot en dags arbejde, og at de så umiddelbart efter kan tage disse dagpenge med sig til hjemlandet i seks måneder – og det er jo sådan, at de danske dagpenge er meget mere værd i de fleste andre lande. Vi ved f.eks. at pengene er ti gange mere værd i Bulgarien end i Danmark. Så det kræver jo ikke meget fantasi at forestille sig, hvilken ladeport vi åbner her. Jeg mener virkelig, at det danske dagpengesystem vil komme alvorligt under pres, siger Torben Poulsen.

Også Heidi Rønne, der er international konsulent i FTF og som har fulgt sagen tæt, er meget bekymret for, hvad disse EU-beslutninger vil have af effekt på det danske dagpengesystem:

- Den ene dags optjening og muligheden for at eksportere dagpenge i seks måneder er i sig selv meget bekymrende tiltag. Og når man så fra politisk hold vil forsøge at dæmme op for de problemer tiltagene medfører, så er jeg bange for, at man indfører forringelser, der rammer alle. Det skete f.eks. på SU-området. Da man gerne ville stoppe østeuropæeres adgang til den ydelse, så indførte man forringelser for alle, siger Heidi Rønne.

Torben Poulsen peger også på, at det er dybt paradoksalt, at regeringen og Dansk Folkeparti samtidig er ved at indføre et opholdskrav i det danske dagpengesystem – et krav der egentlig skal dæmme op for tredjelandsborgeres adgang til danske dagpenge, men som rammer en masse danske a-kassemedlemmer, der har opholdt sig i udlandet.

- Så imens pengekassen åbnes på vid gab for EU-borgere, så får to andre grupper gjort et dramatisk indhug i deres ret til dagpenge. Det drejer sig om danskere, der har været uden for EU/EØS i mere end et år, og det drejer sig om tredjelandsborgere, som arbejder i Danmark og har meldt sig ind i en a-kasse. Det er en meget bekymrende udvikling for vores fælles dagpengesystem, siger Torben Poulsen og understreger, at der i forvejen er flere værn mod, at tredjelandsborgere kan få dagpenge uden at have en tilknytning til det danske arbejdsmarked.