Er det de ledige, der ikke vil arbejde eller arbejdsgiverne, der ikke vil have de ledige?

Virksomhederne skriger på arbejdskraft, og de ledige er for kræsne til at tage jobbene. Det er det indtryk, man får, når man følger den aktuelle debat om arbejdskraftmangel.  Og nu skal der strammes gevaldigt op, så de akutte rekrutteringsproblemer forsvinder, lyder det.

Jeg skal gerne indrømme, at nogle af de eksempler, der har været fremme i pressen også har rystet mig, men virkeligheden er måske en smule mere nuanceret end som så.

Faktisk er det glædeligt, at vi er kommet os så godt over coronakrisen, at der ligefrem er mangel på arbejdskraft i nogle sektorer. Det er en positiv udfordring, som kan og bør håndteres klogt. 

Og her er det altså vigtigt, at vi skelner mellem job, der ikke kan besættes, fordi de ledige ikke vil have dem, eller fordi arbejdsgiverne ikke vil have de ledige, de kan få. Og job, der ikke kan besættes, fordi der er flaskehalse på arbejdsmarkedet i form af, at der mangler folk med de rette kvalifikationer. F.eks. håndværkere, ingeniører, sygeplejersker og it-udviklere.

Det første problem burde kunne afhjælpes relativt hurtigt, mens det andet desværre kræver et længere sejt træk. Men begge problemer skyldes i høj grad mange års fejlmedicinering af indsatsen og forsømmelser på uddannelsesfronten. Fejlmedicineringen vender jeg tilbage til. 

Dynamisk dansk arbejdsmarked

Først vil jeg - med risiko for, at det bliver opfattet som bortforklaring – konstatere, at det danske arbejdsmarked er et af de mest dynamiske i verden, og at langt de fleste job besættes helt gnidningsløst.

Men når ledigheden som nu er faldende, er der endnu flere som skifter dagpenge ud med et job

Ca. 700.000 eller hver fjerde skifter job hvert år. Ca. 260.000 får dagpenge på et tidspunkt i løbet af et år. Så når der aktuelt er ca. 85.000 dagpengemodtagere, er det således ikke et billede af, at 85.000 går rundt i lang tid og vægrer sig mod at arbejde. Nye ledige kommer hele tiden til, fordi de bliver fyret, eller afslutter uddannelse uden job på hånden. Men når ledigheden som nu er faldende, er der endnu flere som skifter dagpenge ud med et job.

Knap så godt ser det ud på kontanthjælpsområdet. Her er det kun ca. 17.000 ud af i alt knap 100.000, som tæller med i ledighedsstatistikken. For den langt største gruppe, vurderer kommunerne, at de har så mange sociale, helbredsmæssige og personlige problemer, at de ikke vil være i stand til at komme i arbejde. Sådan har det været i årevis. Alle har begrædt det, men ingen har for alvor knækket nøden.

Er det så strammere rådighedsregler med større sanktioner, der skal løse de aktuelle rekrutteringsproblemer?  Her er svaret, at reglerne faktisk er ganske skrappe i forvejen. Hvis en dagpengemodtager afslår et formidlet job på overenskomstmæssige vilkår, som vedkommende kan bestride, så udløser det tre ugers karantæne, eller en bøde på godt 13.000 kr. Og sker det to gange, ryger dagpengeretten helt, indtil der er opnået 300 løntimer. Siger man sit job op uden gyldig grund, får man også tre ugers karantæne.

Formalia skal sikre retssikkerheden

Problemstillingen er her i alt sin enkelthed bevisets stilling. I et retssamfund kan man jo ikke stikke en bøde ud, hvis der ikke er konkret bevis for, at vedkommende faktisk har afslået et job, som de er formidlet til, og har fået tilbudt. 

Og det kræver altså, at arbejdsgiverne beder jobcentre eller a-kasser om at få anvist eller formidlet relevante kandidater til jobbet. Jobcentret skal anvende de regler, der er, og anvise jobbet til den ledige i stedet for bare at sende en kontaktliste til arbejdsgiveren. Og ikke mindst skal arbejdsgiveren melde tilbage, hvis den ledige siger nej tak til et job, som de kan varetage. Der er formalia knyttet til at anvise job, hvilket gør det mere bureaukratisk for jobcentret. Men formalia er der for at sikre retssikkerheden for den ledige. Og retssikkerheden skal man ikke give køb på.

Hvis den ledige selv har søgt et job, må man gerne sige nej tak, hvis man ikke passer til det, og hvis man i øvrigt er aktivt jobsøgende. Det sidste holdes der nidkært øje med, og der kan statueres manglende rådighed, hvis der ikke søges nok relevante job. Og det gav ironisk nok for kort tid siden klagehistorier i medierne fra virksomheder, som får en masse ansøgninger fra ledige, som ikke er tilstrækkeligt kvalificerede til de opslåede job.

I øvrigt må vi jo regne med, at en stor del af de 19.000 podere vender tilbage til deres tidlige beskæftigelse

Et andet lettere komisk eksempel er klager fra de barer og restauranter, som har haft svært ved at få deres tidligere medarbejdere tilbage, fordi de arbejder som coronapodere, hvor lønnen er højere. Her kunne de jo overveje at lægge en tier på kuvertprisen eller sætte ølprisen lidt op, så de kan give en bedre løn. Og mener de virkelig, at det er mere nødvendigt at lange øl over disken og stå i opvasken end at sikre, at folk kan testes for corona? I øvrigt må vi jo regne med, at en stor del af de 19.000 podere vender tilbage til deres tidlige beskæftigelse.

Udfordring med deltid og småjob

En udfordring er også, at mange af de job, der er svære at besætte, er på deltid og med arbejdstider, som f.eks. en enlig med små børn dårligt kan bestride. Men herudover er det et generelt problem, at dagpengereglerne ikke er fremmende.

I Danske A-kasser har vi netop lavet en stor evaluering af dagpengereformen, hvor vi peger på, at nogle af reglerne modarbejder ønsket om, at folk kan og vil tage småjob og job på nedsat tid. 

Der er en tidsbegrænsning på ret til supplerende dagpenge, hvorefter man ikke længere kan arbejde deltids i f.eks. 20 timer og få dagpenge i resten af tiden op til 37 timer. De såkaldte belægningsregler betyder, at hvis man har skæve arbejdstider og weekendarbejde, kan man blive modregnet mere i dagpenge, end man har tjent i deltidsjobbet. Og beregningsreglerne er sådan, at måneder med deltidsarbejde indgår, når man skal have genberegnet sin dagpengesats, hvilket kan betyde, at man går markant ned i dagpenge, hvis man tager alle de småjob, man kan få.

Men når det er sagt, er der uafviseligt for mange historier, hvor jobcentrene ikke har leveret varen, når virksomheder har henvendt sig.

Fra a-kasserne skal jeg hilse og sige, at de også har et godt samarbejde med mange virksomheder om at finde den rette arbejdskraft, og de formidler mange job

Omvendt er der også rigtig gode historier, som giver færre overskrifter. F.eks. var der forleden en HR-chef i en nordsjællandsk virksomhed, som blev interviewet i TV om, hvorvidt det var svært for dem at skaffe arbejdskraft. Hun forklarede, at det er det slet ikke, for de har et godt samarbejde med områdets jobcentre. Bl.a. Egedal kommune. De er gode til at finde egnede jobkandidater. Og hvis de ledige mangler kvalifikationer, oplæres de i virksomheden, eller der aftales et mere formaliseret opkvalificeringsforløb med jobcentret, som kan bevilge dette.

Fra a-kasserne skal jeg hilse og sige, at de også har et godt samarbejde med mange virksomheder om at finde den rette arbejdskraft, og de formidler mange job. Men de vil gerne ind på kroppen af mange flere virksomheder, så de også kan hjælpe dem.

Fejlmedicinering og forsømmelser

Når jeg tidligere skrev fejlmedicinering og forsømmelser, mener jeg, at den ureflekterede arbejdsudbudstænkning, der har hersket i de sidste mange år, har drejet indsatsen den gale vej. 

Man har troet på, at hvis man bare satte dagpengene ned, holdt de nyledige til ilden med en masse samtaler, og udsatte dem for noget aktivering, så skulle de nok blive mindre kræsne og hurtigt finde job. Og så ville man også få bugt med langtidsledighed.  Men i øvrigt er også den gode del af aktiveringsindsatsen - og herunder uddannelse af ledige - over årene beskåret med over to tredjedele.

Det, der efterhånden er tilbage, er ni samtaler i jobcenter og a-kasse i de første seks måneders ledighed kombineret med de korterevarende ulønnede praktikforløb, som man kan finde. Samtidig er bevillingerne til jobcentrene beskåret af flere omgange og skal nu have et nøk til for at finansiere Arne-reformen.

De, der bliver langtidsledige, gør man imidlertid ikke rigtig noget for. I stedet tror man på de økonomiske incitamenters helbredende kraft. Og under coronakrisen er langtidsledigheden faktisk blevet fordoblet fra omkring 15.000 til 30.000 dagpengeledige. Dem skulle man sætte noget i værk for, i stedet for de mange samtaler og ulønnet praktik i butikker for nyledige.

Der er brug for en ny prioritering af indsatsen med vægt på opkvalificering og en indsats for dem, der har gået ledige alt for længe. Og der er brug for at genopfinde en ordentlig arbejdsformidling og et tillidsfuldt samarbejde mellem virksomheder, jobcentre og a-kasser.

Personligt bekender jeg mig til det, som Poul Nyrup Rasmussen engang kaldte siciliansk arbejdsmarkedspolitik.

For måske kan man få en enkelt dovnerik ud af fjerene ved at gøre alle ledige fattigere. Men hvis prisen er, at det store flertal, der brænder efter et arbejde, skal fattiggøres, må der vælges en anden vej.

Svaret er, at de, der har gået for længe eller virker modvillige, skal have et ”tilbud de ikke kan afslå” – heraf det sicilianske! Men det skal være et fair tilbud om arbejde eller uddannelse – ikke ydmygende aktiveringsforløb.

For snart mange år siden fik de ledige et arbejdstilbud, når de var ved at miste dagpengeretten. Og kunne man ikke skaffe det i den private sektor, skulle den offentlige sektor finde et job i mindst syv måneder.

Mantraet bør være, at langtidsledige slet ikke skal have dagpenge eller kontanthjælp. De skal enten lave noget nyttigt eller lære noget nyttigt

Der var meget kritik af disse arbejdstilbud, hvor de faglige organisationer klagede over, at man tog ledige ind med den ene hånd, og fyrede ordinært ansatte med den anden hånd. Alt for få fik fodfæste på samme arbejdsplads bagefter, fordi demografien trak imod.

Men nu er vi faktisk i en god situation, fordi vi kommer til at mangle hænder mange steder. Og derfor er der god mening i at genopfinde arbejdstilbud i samarbejde med de faglige organisationer, så det går ordentligt til. De tanker i forhold til de alt for mange indvandrerkvinder på offentlig forsørgelse, som regeringen nu har luftet indholdet af, peger i den rigtige retning, hvis det er nyttigt arbejde, de skal udføre og ikke kun traditionel aktivering.

Mantraet bør være, at langtidsledige slet ikke skal have dagpenge eller kontanthjælp. De skal enten lave noget nyttigt eller lære noget nyttigt.

Og en sidegevinst kan jo være, at der bliver lidt flere, der byder ind på de job, som vi aktuelt hører, er svære at få besat.