’Dovne Robert’ er åbenbart blevet akademiker

Kan du huske ’Dovne Robert’?

For syv år siden blev han personificeringen af den ugidelige kontanthjælpsmodtager, der hellere ville nasse på samfundet end tage et job, og han blev flittigt brugt i en politisk kontekst til at skyde på niveauet af kontanthjælp, jobcentrene og hele systemet for arbejdsløse.

Nu er turen kommet til Emil. Han er akademiker, og har til Berlingske blandt andet udtalt: »Hvis jeg får et akademisk arbejde, er jeg nervøs for at udsætte mig selv for det samme som mine venner. De er helt færdige efter en lang arbejdsdag«.

Politikere og andre meningsdannere kaster sig frådende over ledige som Emil og bruger ham til deres politiske dagsordener. Præcis som med Dovne Robert. Fx har Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) netop været ude og tale om »luddovne« nyuddannede akademikere, som a-kasserne holder hånden over.

Det er ikke svært at forstå, at stemningen bliver pisket op, for det er vel de færreste, som ikke bliver bare lidt forargede over de holdninger, som Dovne Robert og Emil står for. Men problemet med at spænde de to mænd for en politisk vogn er, at de ikke er repræsentative. Overhovedet.

Lad os lade Dovne Robert hvile og i stedet se på, hvilken situation nyuddannede akademikere befinder sig i. Den fortælling, der kører om dem nu, er, at hvis de ikke lige kan finde drømmejobbet, vil de hellere gå på en dimittendsats på 13.489 kroner om måneden før skat. Men fortællingen holder ikke vand.

Kræsenhedsdiagnosen hviler bl.a. på, at ledigheden for personer med lange videregående uddannelser fra 2010 til 2018 er steget med 0,2 procentpoint, mens den generelle ledighedsprocent i samme periode er faldet med 2,2 procentpoint.

Og ifølge den herskende arbejdsudbudsteori skaber øget udbud automatisk øget efterspørgsel på arbejdskraft. Derfor bliver konklusionen hurtigt, at en uændret eller stigende ledighed i en beskæftigelsessituation, der generelt er gunstig, skyldes kræsenhed og dovenskab blandt akademikere.

Garneres det med et par cases som Emil, er de gode avishistorier hjemme, og den røde løber er rullet ud for udtalelser som dem fra Lonning-Skovgaard.

Men sagen er, at den kræsenhedsdiagnose, der sættes på dimittendledigheden, er forkert. At ledigheden for nyuddannede akademikere er uændret, selv om den er faldet for andre grupper, er nemlig ikke spor mærkeligt. Tværtimod kan man undre sig over, at ledigheden for nyuddannede akademikere ikke er steget.

For faktum er, at den årlige kandidatproduktion er omtrent fordoblet over de seneste 10 år. Med samfundsvidenskaberne i førertrøjen. At det ikke har fået dimittendledigheden til at eksplodere skyldes, at beskæftigelsen for personer med lange videregående uddannelser, ph.d.’ere og forskeruddannede er steget med cirka 125.000 siden 2010, og at nyuddannede akademikere netop afsøger alle beskæftigelsesmuligheder. F.eks. kan vi se, at flere private virksomheder – både store og små – har fundet ud af, at det er en god idé at ansætte akademikere, der kan tilføre dem nye, nyttige kompetencer.

I øvrigt er beskæftigelsen for personer med korte og mellemlange videregående uddannelser samt bachelorer steget med cirka 105.000. Imens beskæftigelsen for alle andre grupper faktisk er faldet. Det vil sige, at vi i Danmark også er en del af trenden med et stigende uddannelsesniveau blandt de beskæftigede. Her ligger vi nogenlunde på linje med gennemsnittet af OECD-lande.

Fortællingen om de dovne akademikere kan også nuanceres af statistikkerne, der viser, at langt de fleste er i arbejde straks eller kort efter afslutningen af deres uddannelse. Og af dem, der er ledige, kommer cirka halvdelen i arbejde inden for et halvt år. Efter et år er cirka to tredjedele af de ledige kommet i arbejde.

Men det ændrer ikke på, at det akademiske arbejdsmarked for nyuddannede er presset. Dels på grund af væksten i antallet af nyuddannede, dels fordi tilbagetrækningsalderen for senior-akademikere er stigende. Nutidens seniorer vil blive flere år på arbejdsmarkedet, end de tidligere generationer ville, og det frigør selvfølgelig færre jobåbninger til nyuddannede.

Desværre synger mange jobcenterchefer og altså nu også den øverste chef for jobcentrene i København med på sangen om de dovne nyuddannede akademikere. Gruppen udgør jo en stigende andel af den samlede ledighed, og de søger ikke bredt nok, siger de. Men man skal da ikke være matematikprofessor for at regne ud, at når ledigheden falder for andre grupper, så bliver akademikernes andel af dem, der er tilbage, højere.

Og til jobcentre, der støder på akademikere, som virker modvillige, vil jeg blot sige, at de da bare skal have formidlet et konkret job. For alle har faktisk pligt til at tage mod såkaldt ’passende arbejde’. Det vil sige et arbejde, man kan bestride.

Men virkeligheden er jo nok den, at jobcenteret i første omgang henviser en ufaglært eller en butiksuddannet og ikke en antropolog eller en cand.scient.pol., hvis Netto beder om hjælp til at finde en kassemedarbejder.

Når jeg spørger de akademiske a-kasser om den påståede kræsenhed, siger de, at især de langtidsledige er decideret desperate efter at få et eller andet arbejde. Men når de søger et ufaglært job, bliver de som regel afvist, fordi arbejdsgiveren godt ved, at de mister dem igen, lige så snart det lykkes at finde et job, hvor de kan bruge deres uddannelse. Så den gamle sang om, at akademikerne tror, at de er for fine til et job i Netto, er en anelse skinger.

Og hvis man spørger i fagforbundet HK, får man også en lidt anden historie end den om de dovne akademikere. De oplever nemlig stigende konkurrence fra akademikere, der søger og får traditionelle kontorjob.

Et andet yndet element af kræsenhedsdiagnosen er, at akademikerne trækker den alt for længe på dagpenge, inden de for alvor lægger sig i selen for at få et job. Ofte henvises der i den sammenhæng til, at de kommer i job, når de står til at miste dagpengeretten. Men sagen er, at selv om der heldigvis er langt færre end tidligere, der mister dagpengeretten, skete det altså for over 900 fra de akademiske a-kasser i det seneste år. Er der virkelig nogen, der tror, at det skyldes kræsenhed?

Når de mister dagpengene, vil nogle af dem kunne få kontanthjælp. Men mange står uden indkomst. For man kan ikke få kontanthjælp, hvis man har en ægtefælle, der arbejder, eller har en rørig formue over 10.000 kr.

Jeg påstår ikke, at det går ufatteligt godt med akademikernes ledighed og beskæftigelse. Jeg mener snarere, at det er ufatteligt, at det trods alt er gået så godt, som det er. Og jeg hører til dem, der mener, vi skal have uddannet flere dygtige håndværkere og gerne færre af de typer akademikere, som vi helt sikkert får et stigende overskud af. F.eks. fra de samfundsvidenskabelige uddannelser.

I de seneste mange år er manglen på håndværkere i Danmark hovedsageligt blevet afhjulpet af udenlandsk arbejdskraft. Fra 2008 til 2018 steg antallet af udlændinge med job i Danmark med omkring 100.000 (fuldtids)personer. En god del af dem er kommet, fordi vi ikke selv uddanner faglærte nok. Det kunne jo være, at vi i Danmark skulle gøre mere for at kanalisere de unge over på erhvervsuddannelserne og sikre dem praktikpladser i stedet for, at gymnasiet og derefter universitetet så ofte bliver de unges førstevalg.

På den måde ville vi kunne afhjælpe det stigende kandidatoverskud, og vi ville kunne slippe for komplet afsporede og usande dagsordener, som den om de luddovne nyuddannede akademikere. Én svale gør ingen sommer, men én Robert eller Emil gør altså heller ikke en hel gruppe ledige dovne eller kræsne.