Danske A-kasser går i rette med KL: Er økonomiske incitamenter det nye sort?

Fra kommunal side fremføres ofte det argument, at a-kasserne bør have de samme incitamenter som kommunerne, før det er forsvarligt at overlade dem mere af beskæftigelsesindsatsen for deres egne medlemmer.

Et sådant incitament skulle i givet fald bestå i, at a-kassekontingentet skal være højere, jo højere ledigheden er i den enkelte a-kasse. Filosofien i dette er, at hvis en journalist skulle betale fem gange så meget i kontingent som en sygeplejerske, så ville journalisternes a-kasse nok anstrenge sig mere for at få dem i arbejde.

Nu er det imidlertid sådan, at a-kasserne faktisk har en økonomisk tilskyndelse til at få ledigheden ned, fordi den del af kontingentet, der bruges til at drive a-kassen (administrationsbidraget), betales fuldt ud af a-kassens medlemmer og er en konkurrenceparameter mellem a-kasserne.

Læs notat fra Danske A-kasser om økonomiske incitamenter

Forskellen mellem dyreste og billigste a-kasse er knap 1000 kr. årligt, som dels kan skyldes forskel i ledighed, forskel i andel ledighedsberørte, serviceniveauet over for de ledige og selvfølgelig omkostningseffektivitet.

Administrationsbidraget opkræves fra alle, men bruges jo kun på de ledige. Så hvis ledigheden falder, kan kontingentet sænkes.  

Konsekvenserne af at lave yderligere økonomiske incitamenter i a-kassefinansieringen er undersøgt for mange år siden.

Da Henning Dyremose i sin tid var arbejdsminister, ønskede man at få analyseret fordele og ulemper ved netop at differentiere kontingentet i forhold til ledigheden. Det skete i ”Hvidbogen om arbejdsmarkedets strukturproblemer” (som i øvrigt var grøn) i 1989.

Konklusionen var, at det var en rigtig skidt ide, og at de hårdest ramte kasser ville gå fallit og få massiv medlemsflugt, hvis man gjorde det med betydelig styrke. I dag, hvor der er frit a-kassevalg, vil det desuden være svært at dæmme op for a-kasse-skift. – Hvis man da ikke vil tillade ”billige” a-kasser at nægte optagelse af personer med stor ledighedsrisiko.

Incitamenter i den kommunale medfinansiering

Kommunerne har umiddelbart via den såkaldte refusionstrappe (fejlagtigt kaldet medfinansiering af dagpengene) et betydeligt økonomisk incitament. Men det er et godt spørgsmål, om dette system gør mere gavn end skade, som det er indrettet.

Der er tale om et nulsumsspil mellem alle kommuner, hvor de med den ene hånd/ én algoritme får penge fra Staten, som med den anden hånd/ en anden algoritme kræves ind igen i forhold til antal borgere på ydelser og ydelsernes varighed.

Hvis de effektfuldt investerer i f.eks. færre ledige eller færre syge, kan de høste en økonomisk gevinst, hvis det virker.

Hjørring er det eksempel, vi hele tiden hører om, når der tales om dette. Men de fleste har brugt de færre processuelle og kvantitative krav til indsatsen, der er i dag i forhold til tidligere, til at skære ned i aktiverings- og uddannelsesindsatsen for de forsikrede ledige.

Hvis en kommune får en god ide, eller har en investeringsstrategi, der virker, får de mest ud af den, hvis de andre kommuner ikke gør det samme. For hvis alle gør det samme, og det faktisk virker, så napper staten gevinsten via udligningsmekanismen. – Den sikre besparelse er at spare på udgifterne, ikke at investere innovativt.

Refusionsmekanismen har også som grundantagelse, at det er jobcentrets skyld, hvis ledigheden stiger. Og så får de en dummebøde, så de måske kan lære det.

Et eksempel er, at når slagteriet lukker i Sæby, så udløses der en dummebøde via refusionssystemet til Frederikshavns Kommune. – Som om de ikke i forvejen var ramt hårdt nok af færre skatteindtægter m.v., når flere bliver ledige.

Tilskynder til noget uklogt

Et yderligere kritikpunkt mod indretningen af systemet er, at det indeholder der, der i fagsprog kaldes perverse incitamenter. Det vil sige, at man reelt tilskynder til noget, som er uklogt eller i strid med sund fornuft. Eller endnu værre, at man bøjer reglerne, som det for eksempel skete for et par  år siden, da en sønderjysk kommune ville give flere sanktioner alene for at spare på ydelserne.

For selv om arbejdsmarkedet går på tværs af kommunegrænserne, har den enkelte kommune en kraftig økonomisk tilskyndelse til at sikre beskæftigelse af egne borgere, fremfor eventuelt bedre kvalificerede, der bare bor i ”Rødovre i stedet for Hvidovre”.

Det kan også undre, at refusionen er i procent og ikke i kroner pr ydelsesmodtager. For det giver jo en tilskyndelse til at holde borgerne længst muligt på den billigste ydelse. Eller til at få dem over på den billigste ydelse.

Måske er det en medvirkende forklaring på, at ressourceforløb og arbejdsafklaringer på lave ydelser er trukket unødigt i langdrag. Og måske kan det forklare, hvorfor langtidsledige dagpengemodtagere ofte har fået lov til blot at gå planken ud. For så sparer kommunen enten forskellen mellem refusion af dagpenge og kontanthjælp. Eller de sparer det hele, fordi mange ikke vil være berettiget til kontanthjælp, for eksempel fordi de har en lille opsparing eller en ægtefælle i arbejde.