Nyhed

Beskæftigelsesudvalget til debat om DAK’s evaluering af dagpengereformen

Julemåneden blev skudt godt i gang for Folketingets Beskæftigelsesudvalg, da medlemmerne besøgte Danske A-kasser den 1. december for at få en gennemgang og tage en debat af den evaluering af dagpengereformen, som DAK offentliggjorde i juni i år

Billede fra møde med BeU-udvalget om evaluering af dagpengereformen

Den seneste dagpengereform trådte i kraft i 2017 og skulle ifølge den politiske aftale evalueres i 2020. Den blev sidste år udskudt til 2021, men har endnu ikke set dagens lys.

Danske A-kasser besluttede allerede for to år siden at udarbejde en egen evaluering, der skulle være et positivt indspil og supplement til den officielle evaluering. Danske A-kassers evaluering blev offentliggjort i juni i år, hvor den også blev overrakt personligt til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

DAK stiller gerne op til flere møder

På mødet den 1. december med Beskæftigelsesudvalget deltog fra Danske A-kassers side blandt andet formand Eva Obdrup, næstformand Villy Dyhr og direktør Verner Sand Kirk. 

I månederne siden offentliggørelsen har vi allerede præsenteret den ved en række møder med forskellige interessenter, og vi stiller meget gerne op til flere
Eva Obdrup

Eva Obdrup siger, at andre interessenter på området, som ønsker en gennemgang og en debat af Danske A-kassers evaluering, er meget velkomne til at kontakte sekretariatet:
 
”Vi har lagt en stor indsats i arbejdet med vores indspil, og der er bred opbakning til det fra hele branchen. I månederne siden offentliggørelsen har vi allerede præsenteret den ved en række møder med forskellige interessenter, og vi stiller meget gerne op til flere. Indtil videre er der blevet taget godt imod vores evaluering og vores forslag til forbedringer, og det er vi naturligvis rigtig tilfredse med,” siger Eva Obdrup og fortsætter:
 
”Vi lægger ikke op til en stor omkalfatring af dagpengesystemet. Vi er gået konstruktivt til værks og har set på om det med reformen er lykkedes at nå i mål og opbygge det dagpengesystem, man ønskede. Og hvor det ikke – eller ikke helt – er lykkedes, har vi set på, hvad der skal til for at nå målet. Så når vi kalder det et positivt indspil, så er det en meget rammende betegnelse”.

Billede fra møde med BeU-udvalget om evaluering af dagpengereformen