Foretræde for BEU

DAK havde evaluering og løsningsforslag med til foretræde for BEU

Danske A-kassers evaluering af dagpengereformen er blevet endnu mere aktuel med de nye, store ændringer af dagpengesystemet, der er på vej. Det fortalte DAK blandt andet ved et foretræde for Beskæftigelsesudvalget torsdag

Delegation fra DAK efter foretræde for BEU

DAK's formand Eva Obdrup, vicedirektør Karen Louise Riis og direktør Verner Sand Kirk efter foretrædet for Beskæftigelsesudvalget.

Torsdag den 16. marts havde Danske A-kasser (DAK) foretræde for Folketingets Beskæftigelsesudvalg (BEU). Emnet var den evaluering af dagpengereformen, som Danske A-kasser offentliggjorde i forsommeren sidste år, som et indspil til den officielle evaluering, der kommer fra Beskæftigelsesministeriet senere. 

Fra DAK deltog blandt andet formand Eva Obdrup, direktør Verner Sand Kirk og vicedirektør Karen Louise Riis. Ved foretrædet var der BEU-medlemmer med fra Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Venstre.

Et af budskaberne fra DAK var, at det kan give udfordringer, at der nu er nye, store ændringer af dagpengesystemet på vej med den politiske aftale om en ny reformpakke for dansk økonomi – men også at udfordringerne kan undgås:

”Vi ser ind i, at disse ændringer vil kunne forstærke nogle af de problemer og uhensigtsmæssigheder, vi har peget på i vores evaluering af dagpengereformen.  Og at vi igen ser, at flere ændringer ikke ligger i tråd med de grundlæggende principper, som systemet bygger på. Dermed bliver systemet heller ikke mere gennemskueligt eller nemmere at administrere. Det er en meget vigtig pointe, som politikerne bør tage med sig videre i processen nu,” forklarer Eva Obdrup.

DAK har forslag til løsninger

Et eksempel på en uhensigtsmæssighed opstår i forbindelse med det nye beskæftigelsestillæg, der gør det muligt at få op til 23.000 kr. om måneden i dagpenge i de første tre måneder, dog højst 90 pct. af tidligere indkomst. Men det er kun de medlemmer, der får beregnet en højere sats end den maksimale sats, der kan få tillægget. Alle dem, der får beregnet en lavere sats, for eksempel fordi de utilsigtet og urimeligt bliver ramt af beregningsreglerne, kan ikke få del i det nye tillæg. Og beregningen af det nye beskæftigelsestillæg vil følge de gældende beregningsregler – for nogle med meget lave tillæg til følge.  

”Men her er det altså Danske A-kassers opfattelse, at vi forholdsvis nemt kan rette op på de uhensigtsmæssigheder, der ligger i beregningsreglerne. Vi har allerede i vores evaluering peget på en række forslag, der netop vil løse de fleste satsberegningsproblemer,” siger Eva Obdrup. 

Tiden er kommet til at se på supplerende dagpenge

Det følger derudover af aftalen om en ny reformpakke, at dimittender skal hurtigere i job, og at deres dagpengeperiode derfor skal nedsættes til et år inden for to år. Fremover vil dimittenderne få behov for at kunne tage alle typer af job, f.eks. vikariater, småjob, freelanceopgaver mv., i hele deres dagpengeperiode uden begrænsninger, bl.a. for ikke at falde ud af dagpengesystemet. Dimittenderne vil hermed kunne blive ramt af tidsbegrænsningen for de supplerende dagpenge. Og så kan de slet ikke få dagpenge i de uger, de er i job. Er der tale om job på få timer, må de takke nej – for ellers kommer de til at betale for at være i job. 

”Blandt andet derfor mener vi, at tiden nu er kommet til at tale om, hvorvidt der stadig er en grund til at have en begrænsning i retten til supplerende dagpenge. Om ikke andet bør tidsbegrænsningen for supplerende dagpenge for dimittenderne afskaffes, når de kun har ret til ét års dagpenge,” siger Eva Obdrup og fortsætter: 

”Danske A-kasser vil gerne bidrage til at nå politiske intentioner og målsætninger – men de kan nås på mange måder. Det gælder også ift. dagpengedelen i den nye reformpakke for dansk økonomi, hvor vi ser, at alt for meget bliver alt for svært – både at gennemskue og at administrere – uden at der er en god grund til det”. 

Ved foretrædet fortalte Danske A-kasser også, at brancheorganisationen har et høringssvar til lovforslaget, der udmønter dagpengedelen af reformpakken, på vej, og at der også der peges på, hvordan de politiske mål bedst omsættes til virkelighed. Delegationen fra Danske A-kasser var meget tilfredse efter mødet med Beskæftigelsesudvalget. 

”Vi synes, at udvalget var meget engagerede og stillede interesserede og uddybende spørgsmål om supplerende dagpenge og beregningsreglerne. Og så gav flere i udvalget udtryk for, at de – lige som os – gerne vil passe på dagpengesystemet, og derfor gerne vil have løst disse problemer. Så vi kan kun være tilfredse indtil videre,” siger Eva Obdrup. 


 

Efter foretrædet har BEU stillet tre spørgsmål til ministeren:

Spørgsmål 222
Vil ministeren oplyse, hvad det vil koste at forlænge perioden med ret til
supplerende dagpenge, så den blev hhv. 1 år og 2 år?

Spørgsmål 223
Vil ministeren oplyse, hvad tidshorisonten er for evalueringen af
dagpengereformen?

Spørgsmål 224
Vil ministeren oplyse, hvornår ministeren forventer, at gennemskrivningen af
dagpengeloven er færdig?