To dage med fokus på AI og fremtidens beskæftigelsesindsats
Hvor langt er a-kasserne i dag, og hvor skal de hen i fremtiden? De spørgsmål blev besvaret på Danske A-kassers årskonference – både da temaet var ’kunstig intelligens’ og da det handlede om beskæftigelsesindsatsen
Danske A-kassers 21 medlems-a-kasser var samlet den 2. og 3. maj til årskonference på Frederiksdal i Kongens Lyngby. Temaerne for konferencen var ’Perspektiver på AI i fremtiden og i a-kasserne’ og ’A-kasserne og beskæftigelsesindsatsen – nu og fremover’.
Eva Obdrup (billedet), formand for Danske A-kasser, bød velkommen til de cirka 70 deltagere, som primært talte de øverste ledelser i a-kasserne. Hun var også – sammen med næstformand Villy Dyhr – moderator på debatterne i løbet af de to dage, konferencen varede.
På konferencens første dag var temaet AI og her gav to eksterne oplægsholdere deres bud på, hvilke udfordringer og potentialer, der er for samfundet generelt og a-kasserne specifikt. Først gav Brian Nygaard Oswald, cand.jur og AI-ekspert den helt store overflyvning i forhold til, hvordan kunstig intelligens er ved at revolutionere samfundet.
Senere på dagen gav ceo André Rogaczewski fra Netcompany (billedet) sit bud på, hvordan a-kasserne griber AI-potentialet. Ligesom han blandt andet kom ind på, hvordan AI grundlæggende vil ændre kravene til vores arbejdsstyrke og hele arbejdsmarkedet generelt.
Hvert tema blev sat i perspektiv af oplægsholdere fra a-kasserne. På konferencens første dag holdt adm. direktør Lars Mortensen fra Lærernes A-kasse; adm. direktør Kasper Kyed fra FTFa og direktør Hans Peter Messerschmidt Andersen fra Magistrenes A-kasse (billedet) oplæg om, hvor langt de hver især er med at gøre brug af kunstig intelligens i deres a-kasser, og hvilke forventninger de har til AI.
På andendagen blev temaet om beskæftigelsesindsatsen skudt i gang af indlæg af Irene Falkenberg Baltzer, chef for vejledning & jobformidling i Teknikernes A-kasse; Birgitte Holst Pedersen, Job- og karrierechef i Lederne A-kasse samt Souria El-Idrissi, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i BUPL-A. De tre fortalte om deres erfaringer med det nye kontaktforløb, som betyder at a-kasserne siden 1. januar i år har haft ansvaret for egne medlemmer i de første tre måneders ledighed.
Oplæggene var et godt afsæt til den efterfølgende paneldebat med beskæftigelsesordførerne fra en række af folketingets partier. Debatten handlede om fremtidens beskæftigelsesindsats og blandt andet hvilken rolle a-kasserne skal have i den.