Medlemsudvikling

3 ud af 4 er medlem af en a-kasse

A-kasserne har godt 2.1 millioner medlemmer ifølge de nyeste tal. Ca. en fjerdedel på arbejdsmarkedet er fortsat ikke forsikrede.

Menneskemængde set fra oven

I marts 2013 var 2,12 millioner dagpengeforsikrede på arbejdsmarkedet. Det viser AK-Samvirkes seneste notat om medlemsudviklingen i a-kasserne. Det svarer til, at ca. 72 procent af arbejdsstyrken har forsikret sig i en a-kasse.

Faktisk er andelen nogle procent højere og ligger på 75 procent, hvis man medtager de godt 95.000 elever og studerende m.fl., som er fritaget for at betale kontingent, indtil de er færdige med deres uddannelse. Det er dog ikke alle kontingentfritagede, som er en del af arbejdsstyrken.

Dermed er andelen af danskere på arbejdsmarkedet, som ikke har forsikret sig i en a-kasse, godt en fjerdedel – en andel, som ikke har forandret sig gennem de sidste fire år.

Tendensen fortsætter

Notatet viser også medlemsudviklingen i landets 27 a-kasser fra marts 2012 til marts 2013. Deler man a-kasserne op på hovedområder, er det generelle billede, at LO-kasserne mister medlemmer. Der er dog flere af de mindre LO a-kasser, som i løbet af det seneste år har fået flere medlemmer.

A-kasserne på FTF og AC-området og a-kasserne udenfor hovedorganisationerne har alle oplevet medlemsfremgang.

 

Michel Klos, Danske A-kasser, Sort/Hvid

Michel Klos

Chefkonsulent
20180553