Fordele ved at a-kasserne styrkes

Der er potentiale i at lade a-kasserne få en større rolle i beskæftigelsesindsatsen. Det siger professor Flemming Larsen fra Aalborg Universitet. Helt grundlæggende mener han, at et større ansvar til a-kasserne vil gøre vilkårene for a-kasser og kommuner mere ens, og dermed vil der blive skabt bedre muligheder for nogle andre typer partnerskaber i forhold til at være det implementerende element i beskæftigelsessystemet.

”Jeg kan se flere fordele ved, at a-kasserne får en større rolle. For det første kan de få en mere naturlig måde at indgå alliancer og partnerskaber med kommunerne på, fordi de i højere grad vil sidde med de samme problematikker. Det gør de jo allerede lidt i dag, men hvis a-kasserne overtager en større del af opgaveporteføljen, kommer de to parter endnu mere i samme båd, kan man sige. Rammerne for arbejdet vil i langt højere grad være de samme for a-kasser som for kommuner, så jeg forestiller mig, at man i højere grad vil opleve, at man kan lave alliancer og også sammen kan forsøge at få lavet nogle andre typer vilkår,” siger Flemming Larsen, der også peger på, at mere ens vilkår og styrkede partnerskaber vil kunne nedtone den gamle konflikt fra kommunaliseringen i 2009, som han mener stadig ulmer. 

”I hvert fald kan man sige, at der er nogle gamle sår og konflikter tilbage fra kommunaliseringen af området, som jeg tror, man kan komme videre fra, hvis a-kasserne får et større ansvar og bliver mere ligestillede med kommunerne”.

Fordel med kendskab til medlemmer

Med den politiske aftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen (del II) fra juni sidste år får a-kasserne fra 2024 overdraget ansvaret for egne ledige i de første tre måneder. Et ansvar som a-kasserne ser frem til at løfte, og som de gerne ser udvidet til fx seks måneder. 

Men som Flemming Larsens kollega – professor Thomas Bredgaard - peger på, så afslører regeringsgrundlaget ikke, hvordan det skal forstås, at a-kasser – og private leverandører – skal have en større rolle i indsatsen for dem, der kun i korte perioder er uden arbejde.

Der er slet ingen tvivl om fordelen ved at give a-kasserne en større rolle. De kender jo deres medlemmer bedst, og de kender medlemmernes del-arbejdsmarkeder rigtig godt.

Han peger dog på, at a-kassernes helt store fordel kommer af deres store kendskab til medlemmerne.

”Der er slet ingen tvivl om fordelen ved at give a-kasserne en større rolle. De kender jo deres medlemmer bedst, og de kender medlemmernes del-arbejdsmarkeder rigtig godt. Det taler for, at de kan lave nogle gode jobmatch mellem de ledige og arbejdsgiverne. Og så vidt jeg ved, har der også været gode erfaringer med de her kontaktforløb og samtaler, som a-kasserne forsøgsmæssigt har gennemført med deres medlemmer. Det er jo et godt argument for at bruge a-kasserne i den sammenhæng,” siger Thomas Bredgaard.

Han understreger også, at vi endnu har til gode at se, om politikerne mener, at a-kasserne skal byde på opgaverne på lige fod med private aktører i en decideret udlicitering, eller om der snarere er tale om en form for udvidet ’leverandøraftale’, hvor a-kasserne får mere monopol på at levere nogle bestemte opgaver til deres medlemmer. 

A-kasser er vant til balancegangen

Ifølge Flemming Larsen er der en meget stor forskel på a-kasser og andre aktører, som derfor ikke kan sidestilles. Udover a-kasserne fungerer som en udbyder af en forsikringsordning, så drives de - i lighed med fagforeningerne - også som medlemsorganisationer, og derudover har de også myndighedsopgaver.

Tre ’organisationslogikker’, som ifølge Flemming Larsen gør, at de arbejder på en helt anden måde end andre private aktører. 

Først og fremmest gør dette krydspres på a-kasserne, at de er meget forskellige fra andre aktører.

Professoren henviser til sin kollega lektor Stine Rasmussen fra Aalborg Universitet, der i sin tid skrev ph.d.-afhandling om a-kasserne og der brugte Kurt Klaudis (professor i offentlig organisation og ledelse) opdeling af organisationslogikker som henholdsvis logik 1: Offentlige/myndighed (stat), logik 2: Privat markedsdreven logik (marked) og 3: Medlemsorganisations-logik (civilsamfund). 

”A-kasserne er med myndighedsopgaver, forsikringsdelen og traditionen fra fagbevægelsen med medlemmer drevet af alle tre logikker, men den sidste - med medlemmerne - er så stærk, at a-kasserne adskiller sig fra logikken hos andre aktører, hvilket også præger den måde man tænker marked og myndighedsopgaver på. Sidste logik er i øvrigt også nogle gange blevet brugt mod a-kasserne i forhold til at sige, at de ikke kan udøve myndighedsopgaver – fx om rådighed - i forhold til egne medlemmer. Og den er blevet brugt som argument for, at staten bruger alle mulige kneb til at få a-kasserne til at være mere markedsaktører og mindre medlemsorganisationer. Men først og fremmest gør dette krydspres på a-kasserne, at de er meget forskellige fra andre aktører,” siger Flemming Larsen, der peger på, at historien netop har vist, at a-kasserne kan være i dette krydspres – eller klare balancegangen, som han siger:

”Det er jo en virkelig interessant diskussion hos a-kasserne selv – det her med, hvordan man både kan tage flere myndighedsopgaver og stadig kan være organisationer, der servicerer medlemmerne. Men det positive er, at a-kasserne jo allerede har vist, at denne her balancegang godt kan lade sig gøre. For er der nogen, der er blevet presset, så er det faktisk a-kasserne – med frihedsbrev og enorm fokus på benchmarking af administrationsomkostninger og sanktioneringsgrader og om man nu lever op til at tjekke rådighed osv. Samtidig med at det hele tiden er noget med at bevare sin fordel som medlemsorganisation – det med at have den særlige indgang til de ledige, der kommer ind. At bevare den anden type relation end der er i en traditionel offentlig myndighed. Så a-kasserne er jo vant til at være i det her krydsfelt, og det er jo også en fordel i forhold til at få en større rolle. Derudover er de jo til en vis grad også vant til indbyrdes konkurrence. Så jeg tænker, at a-kasserne har en masse erfaring med sig”. 

Bevar mobiliteten

Selv om Thomas Bredgaard som nævnt peger på, at den indlysende fordel ved at lade a-kasserne får mere ansvar er, at de kender deres ledige medlemmer godt, så er det netop også det med, at a-kasserne er medlemsorganisationer, som – ifølge professoren – bør være et opmærksomhedspunkt. 

”Mange a-kasser er jo organiseret efter faggrænser, så hvis man tildeler a-kasserne flere opgaver med jobformidling, skal man finde nogle løsninger, hvor man sikrer, at man kan bevare mobiliteten over faggrænser, som jo er til stor nytte for det danske arbejdsmarked,” siger Thomas Bredgaard.

For hver gang a-kasserne skal lave noget mere – også dengang med den store velfærdsaftale hvor a-kasserne fik en større rolle – er det som om finansieringen ikke rigtig følger med.

Flemming Larsen peger på et andet opmærksomhedspunkt – som dog kun er for a-kasserne selv:

”En udfordring kan jo være finansieringen af det. Her kan a-kasserne ende med at føle sig presset, fordi de så gerne vil det her med mere ansvar, men at der jo også er grænser for, hvor meget de kan gøre gratis. For hver gang a-kasserne skal lave noget mere – også dengang med den store velfærdsaftale hvor a-kasserne fik en større rolle – er det som om finansieringen ikke rigtig følger med. Men det er jo et internt spørgsmål for a-kasserne, hvor balancepunktet for det er. Der er vel også en forventning om, at de får finansieret noget af deres indsats på et tidspunkt!”.

Nej tak til stor udlicitering

Begge professorer håber, at det ikke er en stor udlicitering og fri konkurrence mellem private leverandører og a-kasser, som regeringsgrundlaget lægger op til. For som Flemming Larsen siger:

”Hvis a-kasserne skal ud at konkurrere på et marked med private aktører, så er det døden. Det er der ingen, der får ret meget ud af – måske kun de private aktører. For det er svært at balancere det her, fordi man hele tiden er nødt til at minimere sine omkostninger for, at det kan lade sig gøre. Og det er svært for a-kasserne, fordi det presser det forhold, at de også er medlemsorganisationer. For jo mere man skal lave billige løsninger, standardisering og dermed dårlige løsninger og i virkeligheden noget, der ikke er særligt meningsfuldt for dem, man har med at gøre, jo sværere er det jo at opretholde sin status som medlemsorganisation.”

Det er Thomas Bredgaard enig i, og han understreger, at erfaringerne fra 00’erne også skræmmer her:

”Det vi så med udliciteringen i 00’erne var jo, at det hovedsageligt bliver prisen, der er konkurrenceparameteret, fordi det er rigtig svært at konkurrere på og måle på kvalitet. Så jeg tror, det er en ulempe for a-kasserne, hvis der er lagt op til sådan et marked, der er meget fokuseret på prisen, fordi de så skal ud og underbyde nogle private leverandører, og de derfor ikke kan fastholde den kvalitet, man gerne vil tilbyde sine medlemmer,” siger Thomas Bredgaard og fortsætter:

”Kerneargumentet for a-kasserne må være, at de kender deres medlemmer bedst og deres brancher og arbejdsmarked, men det er jo netop også medlemsdelen, der så begrænser, at man kan kaste sig ind i en vild konkurrence. Men nu må vi jo se, hvad politikerne vil. Det kan vi jo ikke se nok om i regeringsgrundlaget”.