Nyhed

Europamestre: Danske ledige er hurtigst tilbage i job

Danmark kan bryste sig af en flot 1. plads i EU sammenhæng, når der konkurreres på at få ledige hurtigt tilbage i job. Mere end hver tredje dansker, som var ledig i 2. kvartal af 2016, var således kommet i job i 3. kvartal - og det er rekord i EU. Det viser nye tal fra Eurostat

Person der svejser

37,4 % af de mennesker, der var ledige i 2. kvartal af 2016, var tilbage i job i 3. kvartal 2016 i Danmark. Oveni kan Danmark bryste sig af at have den laveste langtidsledighed i EU. Danmark kan dermed kåres som Europamester i at få ledige hurtigt tilbage i job.

- Vi har et virkeligt stærkt set-up på det danske arbejdsmarked. Det dokumenterer tallene fra Eurostat. I intet andet land i EU er så mange ledige så hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, som de er i Danmark. Og ingen andre EU lande har så få langtidsledige, siger Verner Sand Kirk, der er direktør i a-kassernes brancheorganisation, Danske A-kasser.

Verner Sand Kirk medgiver gerne, at den lave ledighed er en medvirkende faktor, men det er ikke nok alene:

- Den lave ledighed i Danmark gør det selvfølgelig nemmere at vende hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet. Men det sker bare ikke af sig selv. Vi har i Danmark et stærkt beskæftigelsessystem, der støtter op om den enkeltes jobjagt og hjælper virksomhederne med at finde den kvalificerede arbejdskraft, der efterspørges, siger Verner Sand Kirk.

På trods af den europæiske topplacering er der fortsat plads til forbedring:

- Vi kan sagtens gøre det endnu bedre. Vi burde investere mere i opkvalificering af ledige. Det er gået den forkerte vej de sidste par år. Dermed risikerer vi at ende i et paradoks, hvor der både er ledige hænder og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal uddannelsesindsatsen styrkes. Det er den rigtige investering for den enkelte og for samfundet som sådan, siger Verner Sand Kirk.

 

 

Michel Klos, Danske A-kasser, Sort/Hvid

Michel Klos

Chefkonsulent
20180553

Dokumenter