Nyhed

Vi er 2.692 personer fra at nå en historisk milepæl

Antallet af lønmodtagere i Danmark har aldrig været højere. Det seneste tal – fra juli – viste, at der er 2.997.308 lønmodtagere. DAK-direktør Verner Sand Kirk siger, at fremgangen er båret af seniorer, der arbejder længere, og udenlandske statsborgere 

To personer der hopper

I juli var der 2.997.308 lønmodtagere i Danmark. Hvilket er det højeste antal lønmodtagere nogensinde. 

Derudover skal man huske på, at selvstændige ikke er med i dette tal, så derfor tøver Verner Sand Kirk, direktør for Danske A-kasser, ikke med at sige, at det faktisk går imponerende godt med beskæftigelsen i Danmark.

”Jeg tror, vi runder de tre millioner lønmodtagere i næste måned. Og oveni det tal skal man jo lægge de selvstændige for at få det fulde billede af, hvor godt det går med beskæftigelsen. Man må sige, at vi forbavsende hurtigt har overvundet den stigning i ledigheden, som blev affødt af coronakrisen. Ledigheden er faktisk lavere end før krisen, og også langtidsledigheden er utrolig lav,” siger Verner Sand Kirk.

Grafik over antal lønmodtagere 2023

Ikke ren jubel

Men DAK-direktøren siger, at tallene ikke dækker over en ren jubel-historie, for hvis man dykker ned i dem, viser det sig, at hele beskæftigelsesfremgangen er båret af seniorer, der bliver længere i arbejde, og af udenlandsk arbejdskraft. Derudover fremhæver han det faktum, at der stadig er ledighed i Danmark, og at den kan svinge mellem en og fem procent afhængig af a-kasserne og hvilke brancher, de dækker.

”Der er flere forskellige forklaringer på denne spredning mellem brancher. Men først og fremmest afspejler det jo, at jobbene bliver besat, når de er der – hvis vi da har sørget for, at der er uddannet nok, der kan bestride jobbene,” siger Verner Sand Kirk og fortsætter:

”Men når der så er ledighed for danskere under 60 år, så får jeg da lyst til at spørge, om det mon kan tænkes, at den mangel på arbejdskraft, der er på forskellige områder, og som søges dækket af udenlandsk arbejdskraft, ville være mindre, hvis politikerne ikke havde skåret så meget i uddannelsesindsatsen?”.

Verner Sand Kirk henviser til, at aktiveringsomfanget – inklusive uddannelse – i de senere år er beskåret med omkring tre fjerdedele. Han håber, at netop uddannelsesmuligheder for ledige er noget af det, som regeringens ekspertgruppe vedrørende et nyt beskæftigelsessystem vil se på.

Læs i øvrigt interviewet med formanden for ekspertgruppen her