Det mener Radikale Venstre

Syv hurtige til Samira Nawa

Op til folketingsvalget stiller Danske A-kasser beskæftigelsesordførerne for de forskellige partier en række spørgsmål om, hvad de vil på dagpenge- og beskæftigelsesområdet. Her svarer Samira Nawa, beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre 

Samira Nawa beskæftigelsesordfører Radikale Venstre

1.    Hvad mener du, er de største styrker ved dagpengesystemet? 

”Vores arbejdsmarked er verdenskendt, fordi det er meget velfungerende og fleksibelt. Dagpengesystemet er det sikkerhedsnet for den enkelte, det er forudsætningen for fleksibiliteten på arbejdsmarkedet”.  

2.    Hvad mener du, er de største udfordringer ved dagpengesystemet? 

”Langt hen ad vejen fungerer vores dagpengesystem godt, og vi er generelt gode til at få folk i job, hvis de bliver ledige. Men en del oplever, at der er for meget bureaukrati, kontrol og mistillid”. 

3.    Hvordan ’løser’ vi bedst disse udfordringer? 

”Jeg tror, vi i mange år har været alt for ivrige efter at lave regler på Christiansborg – ikke mindst på beskæftigelsespolitikken. Det skal vi rydde op i, og vi skal sætte beskæftigelsesindsatsen mere fri, så forløbene kan tilpasses den enkelte. Vi skal have et system, der er meningsfuldt for både de ledige og medarbejderne”. 

4.    Hvad mener du om dagpengenes niveau? 

”Jeg mener, at dagpengenes niveau er tilpas”.  

5.    Det hævdes jævnligt (blandt andet fra Finansministeriets side), at selv en lille stigning i dagpengenes niveau vil gøre, at mange flere vil lade være med at arbejde – hvad mener du om det? 

”Der er helt oplagt en balance mellem ydelsesniveauet og incitamentet til at tage et arbejde, men jeg har ikke nogen holdning til størrelsesordenen af Finansministeriets skøn”. 

6.    Mener du, at der skal ændres på indsatsen/ rettigheder og pligter for de forsikrede ledige, og i givet fald hvordan? 

”Der skal ikke ændres på, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men jeg tror, vi er alt for detaljerede i vores krav til, hvordan man skal stå til rådighed. Har vi f.eks. brug for en hel side i bekendtgørelse om aktiv beskæftigelsespolitik til at bestemme, hvordan og hvornår der registreres CV-oplysninger? Jeg tror godt, vi kan luge ud i nogle regler, og lade mere være op til samarbejdet mellem sagsbehandler og den ledige”.  

7.    Hvad mener du om rollefordelingen mellem jobcentre og a-kasser?

”Regeringen har sammen med aftalekredsen bag tidlig pension besluttet at give A-kasserne et større ansvar for kontaktforløbet i de første tre måneder. Det bliver interessant at se, om det giver bedre resultater og måske også større tilfredshed for de ledige”.
 

Op til valget

Folketingsvalget nærmer sig, og derfor sætter Danske A-kasser fokus på, hvad de forskellige politiske partier vil på dagpenge- og beskæftigelsesområdet.

Her svarer beskæftigelsesordfører Samira Nawa fra Radikale Venstre på syv hurtige fra Danske A-kasser.

Læs hvad andre politikere og hvad a-kasserne ønsker efter et valg