Det mener Socialdemokratiet

Syv hurtige til Henrik Møller

Op til folketingsvalget stiller Danske A-kasser beskæftigelsesordførerne for de forskellige partier en række spørgsmål om, hvad de vil på dagpenge- og beskæftigelsesområdet. Her svarer Henrik Møller, beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet 

Henrik Møller fra Socialdemokratiet

1.    Hvad mener du, er de største styrker ved dagpengesystemet?

”Det er, at vi kan bevare flexicuritymodellen, hvor virksomhederne ikke er stramt bundet op på ansættelsen. Men at der til gengæld - gennem dagpengesystemet - er en økonomisk tryghed i en periode, hvis der opstår ledighed. Det giver tryghed, og et samfund, der er omstillingsparat”.

2.    Hvad mener du, er de største udfordringer ved dagpengesystemet?

”Det er, at dækningsgraden er for lav, i forhold til den løn folk modtager. Det betyder, at mange tager lønforsikring, og det kan på sigt være en trussel mod hele dagpengesystemet. Så manglende opbakning/tilslutning til dagpengesystemet på grund af for dårlig dækning er for mig den største trussel”.

3.    Hvordan ’løser’ vi bedst disse udfordringer?

”Ved at sikre en mere fornuftig dækning, hvilket også var årsagen til, at regeringen og et flertal har besluttet at lade dagpengene stige i de første tre måneder. Det er en af løsningerne ved udfordringerne”.

4.   Hvad mener du om dagpengenes niveau?

"Den seneste stigning de første tre måneder er et skridt i den rigtige retning. Men ingen tvivl om at der er plads til forbedringer”.

5.   Det hævdes jævnligt (bl.a fra Finansministeriets side), at selv en lille stigning i dagpengenes niveau vil gøre, at mange flere vil lade være med at arbejde – hvad mener du om det?

”Jeg kan alene ikke lave om på Finansministeriets regnemodeller. Jeg er ikke enig, og jeg mener, at det er et teoretisk regnestykke. Logikken er jo, at flere vil tage arbejde, hvis bare vi satte dagpengene ned - altså en slags elendighedsteori om at hvis bare vi sænker ydelserne nok, så vil folk tage et arbejde. Det er ikke en teori, jeg deler. Jeg mener, at vi gennem de sidste tre år har modbevist det. Vi har i dag den højeste beskæftigelse set i mange år og den laveste langtidsledighed”.

6.    Mener du, at der skal ændres på indsatsen/ rettigheder og pligter for de forsikrede ledige, og i givet fald hvordan?

”Jeg mener, at de første seks måneders ledighed bør ligge i a-kassen og ikke i jobcenteret. Og at a-kasserne skal have friere hænder, hvad angår samtaler og dokumentation”.

7.    Hvad mener du om rollefordelingen mellem jobcentre og a-kasser?

”Vi har nu besluttet, at a-kasserne tager sig af de første tre måneders ledighed. Det ser jeg meget frem til erfaringerne med. Som sagt så mener jeg, at a-kasserne bør have de første seks måneder”.


 

Op til valget

Folketingsvalget nærmer sig, og derfor sætter Danske A-kasser fokus på, hvad de forskellige politiske partier vil på dagpenge- og beskæftigelsesområdet. Her svarer beskæftigelsesordfører Henrik Møller på syv hurtige fra Danske A-kasser.

Læs hvad andre politikere og hvad a-kasserne ønsker efter valget