Det mener Venstre

Syv hurtige til Hans Andersen

Op til folketingsvalget stiller Danske A-kasser beskæftigelsesordførerne for de forskellige partier en række spørgsmål om, hvad de vil på dagpenge- og beskæftigelsesområdet. Her svarer Hans Andersen, beskæftigelsesordfører for Venstre

Hans Andersen beskæftigelsesordfører for Venstre


1.    Hvad mener du, er de største styrker ved dagpengesystemet?

”Det er, at det leverer både tryghed og fleksibilitet. Vi har et godt og stærkt dagpengesystem, som sikrer et stærkt sikkerhedsnet, hvis man i en periode er uden arbejde. Men som også er fleksibelt, og som også er tilpasset dagens arbejdsmarked”. 

2.    Hvad mener du, er de største udfordringer ved dagpengesystemet?

”Jeg er bekymret for, at regeringen har hævet dagpengesatsen, så det er blevet mindre attraktivt at tage et arbejde. Med regeringens forhøjelse af dagpengesatsen er der 140.000 personer, der vil tjene mindre ved at gå på arbejde, end de kan få i dagpenge. Det er et problem”. 

3.    Hvordan ’løser’ vi bedst disse udfordringer?

”Det gør vi ved at tilbagerulle de højere ydelser, som regeringen har givet. Jeg ser hellere, at man bruger de penge til at give målrettede skattelettelser til folk i arbejde, så det bliver endnu mere attraktivt at tage et arbejde". 

4.    Hvad mener du om dagpengenes niveau?

”Jeg mener, at det er et problem, at regeringen har hævet dagpengesatsen ved at indføre et ekstra dagpengetilskud de første tre måneder i ledighedsperioden. For det gør det mindre attraktivt at arbejde. Jeg mener, at vi skal afskaffe de højere dagpenge, som regeringen har indført”. 

5.    Det hævdes jævnligt (blandt andet fra Finansministeriets side), at selv en lille stigning i dagpengenes niveau vil gøre, at mange flere vil lade være med at arbejde – hvad mener du om det?

”Hæver man dagpengeniveauet – og ydelserne i øvrigt – gør man det mindre attraktivt at arbejde, og det vil desværre fastholde flere i et liv uden for arbejdsmarkedet”. 

6.    Mener du, at der skal ændres på indsatsen/ rettigheder og pligter for de forsikrede ledige, og i givet fald hvordan?

”Venstre har fremlagt et udspil til en helt ny beskæftigelsesindsats, hvor vi blandt andet vil afskaffe jobcentrene. Vi vil starte forfra med at lave en helt ny beskæftigelsesindsats. Den indsats skal hvile på seks principper, hvoraf det ene princip handler om at sikre, at den enkelte ledige skal have frit valg”. 

7.    Hvad mener du om rollefordelingen mellem jobcentre og a-kasser?

” Venstre foreslår at nedlægge jobcentrene. Vi vil skabe en ny beskæftigelsesindsats, som hviler på seks principper. Venstre ønsker en indsats, hvor den ledige kan vælge, hvem der bedst kan hjælpe den ledige i job. Om det skal være en privat leverandør, A-kassen eller den offentlige instans, der kommer til at stå i stedet for de nuværende jobcentre. Det skal være op til den enkelte ledige”. 
 

Op til valget

Folketingsvalget nærmer sig, og derfor sætter Danske A-kasser fokus på, hvad de forskellige politiske partier vil på dagpenge- og beskæftigelsesområdet.

Her svarer beskæftigelsesordfører Hans Andersen fra Venstre på syv hurtige fra Danske A-kasser.

Læs hvad andre politikere og hvad a-kasserne ønsker efter et valg