Sund fornuft, ikke en punisk krig

Når man følger debatten om, hvem der skal stå for kontaktforløbet med ledige i de første måneder af et ledighedsforløb, får man let det indtryk, at der er udbrudt krig mellem jobcentrene og a-kasserne om magten over indsatsen.
 
Men sådan ser jeg det ikke, og sådan er det slet ikke. Faktisk er der de fleste steder i den praktiske dagligdag et rigtig godt lokalt samarbejde mellem jobcentre og a-kasser.
 
Diskussionen og overvejelserne handler såmænd bare om, hvordan vi udnytter de samlede ressourcer bedst mulig til gavn for de ledige.
 
Baggrunden er, at jobcentrene i dag har så mange opgaver og udfordringer, at det er vanskeligt for dem at løfte eller løse dem alle. Ud over at holde en masse samtaler med dagpengeledige i det første halve år af et ledighedsforløb, er de udfordret i forhold til de mange i kontanthjælpssystemet, som ofte har massive problemer, og hvor det kræver en omfattende indsats at få dem ud på arbejdsmarkedet. Dertil kommer, at langtidsledigheden er mere end fordoblet under coronaen.

Et tilbud fra a-kasserne

Og netop langtidsledigheden er underprioriteret i det nuværende samtaleregime, hvor der skal afholdes ni samtaler i jobcentre og a-kasser i de første seks måneder af ledighedsforløbet. Men efter seks måneder gøres der meget lidt og der er kun få krav til kontaktforløbet og til at gøre noget effektivt i forhold til ordentlig aktiveringsindsats og opkvalificering. Vi kan også konstatere, at uddannelses- og aktiveringsindsatsen er reduceret meget kraftigt over de senere år i troen på, at blot de ledige holdes til ilden med en masse samtaler, så kommer flere hurtigere i arbejde igen.
 
Det er i det lys, at vi i a-kasserne tilbyder at stå for en større del af kontaktforløbet med udgangspunkt i det såkaldte a-kasseforsøg, hvor ni a-kasser står for kontakten i de første tre måneder. Vi kender vore medlemmer og deres jobmuligheder. Og vi kan også vejlede dem, hvis deres kompetencer trænger til en opdatering, eller hvis et sporskifte til en anden branche er det rigtige.
 
Sagen er jo, at langt de fleste ledige alene har brug for vejledning og støtte i deres jobsøgning i den første del af deres ledighedsforløb, ligesom de kan have brug for hjælp til at se mulighederne for opkvalificering i form af kurser og uddannelse.
 
Langt de fleste ledige kommer hurtigt i arbejde igen. Efter tre måneder er over halvdelen i arbejde. Og efter seks måneder er det omkring to tredjedele.
 
Men der er jo desværre også en del ledige, for hvem man allerede tidligt i forløbet kan se, at der er brug for mere end vejledning og jobsøgning. Og da det er jobcentrene, der bevilliger uddannelse og aktivering, vil a-kasserne selvfølgelig – mens de har ansvaret for kontaktforløbet – skulle visitere til en tidlig indsats i jobcentret. Og meget gerne tage en dialog om, hvad der kan og bør gøres for at forebygge langtidsledighed. Er der tale om uddannelsesmuligheder, der reelt er rettighedsbaserede for de ledige, vil det dog være fornuftigt og mindre bureaukratisk, at a-kassen kan visitere direkte.

Fortsat samarbejde mellem jobcentre og virksomheder

I en artikel i NB for nylig gav formanden for KLs arbejdsmarkedsudvalg Thomas Kastrup-Larsen udtryk for frygt for, at en flytning af det tidlige kontaktforløb vil underminere jobcentrenes samarbejde med virksomhederne og gøre det umuligt at rekruttere nyledige fra jobcentrene.
 
Det har jeg imidlertid svært ved at se. For det første er jobformidling ikke hovedaktiviteten i jobcentrene – desværre efterspørger virksomhederne i alt for lille udstrækning hjælp til jobformidling både i jobcentre og a-kasser. Er der et formidlingsbehov, vil det stadig stå jobcentrene frit for enten selv at udsøge egnede ledige til jobbet via de lediges CV eller tage fat i a-kassen og bede denne om at stå for formidlingen. 
 
For det andet ændrer en flytning af kontaktforløbet ikke ved, at der stadig skal være et samarbejde jobcentre og virksomheder imellem. Men i det fremtidige samarbejde skal der fokuseres mere på at få virksomhederne til at tage de ledige, særligt de langtidsledige, ind i forløb med et reelt jobperspektiv og udsigt til ordinær ansættelse, fremfor at tage nyledige ind i mange af de korterevarende gratis praktikforløb, som har været i vækst de seneste år – måske fordi det er det billigste.

Inspiration fra ’Den gode samtale’

Der kan også være grund til at revurdere kvaliteten i indsatsen og give plads til en mere individuel tilgang, hvor der tages afsæt i den enkelte lediges ønsker og behov. Der er god inspiration at hente i det projekt, der hed ”Den gode samtale”. Et projekt som desværre afgik ved døden, da Carsten Koch udvalgets rapport førte til det nuværende standardiserede og stive samtalesystem.
 
I ”Den gode samtale” var udgangspunktet en tro på, at langt de fleste ledige faktisk gerne ville have et arbejde. Men at de ledige kunne have brug for forskellige jobstøttetiltag og indsatser til at komme tilbage i arbejde. Derfor udviklede de deltagende a-kasser en række forskellige vejledningstilbud, som man i øvrigt kunne orientere sig om digitalt og selv booke sig til. Nogle tilbud rettede sig mod ledige, som havde brug for hjælp til kompetenceafklaring og til at se deres uddannelsesmuligheder. Nogle rettede sig mod ledige, som ønskede hjælp til at udsøge relevante job i de mange jobdatabaser og søge job på nye måder. Eller ønskede hjælp til at skrive en god ansøgning. Og atter andre mod ledige der havde brug for coaching i forhold til at kunne gennemføre en god ansættelsessamtale.
 
Det er det, der skal til. En differentieret indsats, hvor vi ser den enkelte og dennes ønsker og behov – og hvor vi selvfølgelig arbejder tæt sammen med jobcenteret, hvis der skal noget andet end vejledning om jobsøgning til.
 
Vi i a-kasserne er klar til at løfte en større del af indsatsen end i det nuværende samtaleregime. Og vi ser også frem til, at der kan komme mere kvalitet og ikke bare kvantitet i indsatsen. Vi opfatter ikke jobcentrene som konkurrenter, men som de gode samarbejdspartnere, de faktisk er, de fleste steder i den praktiske hverdag.