DA skyr ingen midler i angreb på a-kasserne

Der er en værdikamp i gang om fordelingen af opgaverne på det danske arbejdsmarked. Det, som indtil videre har præget debatten, er, at jobcentrene har stået for skud og er blevet skoset for deres arbejde.

A-kasserne har bevidst valgt ikke at deltage i disse angreb mod jobcentrene. Vi er derimod helt opmærksomme på, at jobcentermedarbejderne gør deres bedste, men at opgaven er gigantisk og uhensigtsmæssige procedurekrav og finansieringssystemer står i vejen for at kunne løse opgaven tilfredsstillende.

Hele debatten om hvordan vi skal indrette vores arbejdsmarked har desværre taget en ideologisk drejning, som ikke er til gavn for nogen – hverken de ledige, a-kasserne, jobcentrene eller virksomhederne.

Ideologisk korstog

Forrest i det ideologiske korstog står Dansk Arbejdsgiverforening(DA). Igennem flere måneder har man produceret den ene dubiøse analyse efter den anden, hvor formålet har været helt klart: At sætte a-kassernes indsats i et så dårligt lys som overhovedet muligt.

DA’s korstog mod a-kasserne i almindelighed og beskæftigelsesindsatsen i særdeleshed er gift for arbejdsmarkedet. For ud over at gå efter a-kasserne har DA løbende gjort sig umage med at fremstille og mistænkeliggøre alle ledige som dovne mennesker, der ikke gider arbejde.

Hvordan den fremstilling bliver modtaget af DA’s egne medlemmer, virksomhederne, er svært at svare på. Men mon ikke det er kilde til løbende forundring for en del virksomheder, når de gang på gang hører deres egen interesseorganisation bliver ved med at nedgøre de ledige som uduelige, som dovne og som det nærmest ikke er værd at bruge uddannelse, opkvalificering eller tid på? Vi kan simpelthen ikke forestille os, at det er den virkelighed, virksomhederne møder.

Berygtede for deres analyser

DA’s syn på de ledige bærer præg af, at der i organisationen hersker et dogmatisk, førindustrielt syn på mennesket, hvor det at arbejde er et nødvendigt onde, som man helst vil slippe for. Men virkeligheden er nu engang, at de allerfleste mennesker ser deres arbejde som en del af deres identitet, hvad enten de er jurister, landsbrugsmedhjælpere eller sygeplejersker. Det skaber værdi, og det er et stort incitament for de allerfleste at være med i et dagligt fællesskab blandt kolleger, kunder og alle de andre relationer, vi har på vores arbejde.

DA er berygtede for de analyser, man løbende publicerer. For to år siden lavede man en analyse, der viste, at hver tredje kvinde på kontanthjælp vil ikke have et arbejde. Her viste det sig senere, at datagrundlaget var mikroskopiske 250 personer, som DA overfor medierne havde blæst op.

DA turnerer også med historien om, at der løbende er 10.000 ubesatte stillinger, fordi de ledige er for dovne til at ville arbejde. Tallene er egentlig Arbejdsmarkedsstyrelsens og handler om, at der i 10.000 tilfælde inden for et halvt år har været problemer med at rekruttere til konkrete job. Det har DA drejet, så det passer til fortællingen om den dovne ledige, men tallene siger intet om antallet af stillinger, der ikke kan besættes eller er blevet besat.

Ingen rekrutteringsproblemer

Virkeligheden er jo den omvendte. Der sker omkring 500.000 jobbesættelser hvert år. Og det vil sige, at der ingen rekrutteringsproblemer er i 96% af tilfældene. Netop det forhold, at det er let at rekruttere kvalificeret og motiveret arbejdskraft, gør jo, at vi kan tiltrække udenlandske investeringer til landet.

DA vendte i sommer på en tallerken og omfavner nu jobcentrene, som de nu mener, er det nye sort i arbejdsmarkedspolitikken. Hvor DA før ikke forpassede en chance for at kalde jobcentrene og deres medarbejdere for uduelige, har man i stedet valgt at bruge jobcentrene som redskab til at nedgøre a-kasserne.

F.eks. har man spurgt jobcentercheferne, om de mener, at de kender jobmulighederne bedre end a-kasserne. Størstedelen svarer naturligvis ja - for hvilke chefer vil ved deres fulde fem svare, at de ikke er gode nok til deres arbejde?

DA påstod også, at kun 4.800 ledige ville falde ud af systemet på grund af dagpengereformen. Kendsgerningen har vist sig, at AK-Samvirke fik ret i vores prognoser, og at over 30.000 ledige vil miste dagpengene i 2013.

Og senest kan man læse, at DA har spurgt et antal ledige om, de synes, at a-kassen har hjulpet dem til at få et job. Her må man bare sige: Man får svar, som man spørger. Hvis DA i stedet havde spurgt om de ledige medlemmer havde kunnet bruge den vejledning og rådgivning, de havde fået, ville besvarelserne med garanti have været anderledes. Sagen er jo, at den store jobomsætning, hvor ledige og arbejdsgivere selv finder hinanden, bl.a. skyldes god vejledning og rådgivning i a-kasser og jobcentre. Men det er DA ikke interesseret i vise, fordi man af ideologiske årsager tilsyneladende ønsker a-kasserne hen, hvor pebret gror.

DA vil flytte rådighedsvurderingen

I dag varetager a-kasserne administrationen af udbetalingen af dagpenge, herunder rådighedsvurderingen af de ledige. Forskellige politiske partier og DA har foreslået at flytte rådighedsvurderingen væk fra a-kasserne. Det svarer til at sige til f.eks. Codan eller Alm. Brand, at nu er det altså staten eller kommunerne, som skal vurdere, om kunderne skal have udbetalt forsikring, hvis deres hus brænder ned, eller deres bil bliver stjålet.

I dag må a-kasserne bøde, hvis de uberettiget har givet ledige dagpenge, eller hvis en klage over en negativ afgørelse i a-kassen underkendes i ankesystemet. Har man tænkt sig, at jobcentrene fremover skal hæfte for alle fejludbetalingerne?

Hvis man ser på fakta, fremgår det af Arbejdsmarkedsstyrelsens seneste rapport fra 2012, at når kommunerne rådighedsvurderer arbejdsmarkedsparate ledige, som modtager kontanthjælp, træffer kommunerne forkerte afgørelser i ca. 20% af tilfældene.

Til sammenligning viser samme tilsyn, at a-kasserne træffer forkerte afgørelser i kun 2% af rådighedsvurderingerne. A-kasserne rådighedsvurderer håndfast, ind imellem så håndfast, at Arbejdsmarkedsstyrelsen underkender os og giver et klagende medlem ret i, at vedkommende står til rådighed.

En flytning af rådighedsvurderingen til kommunerne også ville medføre en væsentlig forøgelse af opgaverne i den offentlige sektor og dermed også en forøgelse af de skattefinansierede udgifter på beskæftigelsesområdet. Når kommunerne tilføres nye opgaver, kompenseres de fuldt ud for varetagelsen af opgaven. I modsætning hertil må a-kasserne klare opgaven inden for de givne ressourcer eller hente pengene hos medlemmerne.

Et eksempel er den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, som er tillagt a-kasserne fra 1. januar 2014. Opgavevaretagelsen sker inden for det medlemsbetalte administrationsbidrag. Såfremt kommunerne skulle have varetaget opgaven, ville staten skulle have betalt kommunerne skattefinansierede offentlige midler for udførelsen.

Tårnhøj tilfredshed med a-kasserne

Vi vil appellere til, at debatten bygger på kendsgerninger og ikke ideologi. Og på den baggrund undrer det os, at DA vil mere offentlig sektor og højere skatter. Danskerne sætter pris på, at de kan forsikre sig imod arbejdsløshedshed og hele 2,2 mio. gør det.

Tilfredsheden med arbejdsløshedskasserne er tårnhøj. I Den Gode Samtale, som er et forsøg der omfatter syv a-kasser, er tilfredsheden med den behandling, de ledige får i a-kasserne, oppe på næsten 90%. Og i øvrigt en væsentlig forbedring i forhold til før forsøget. Kun 1% er utilfredse.

Med det in mente, kan vi med rette spørge os selv, hvad er DA’s rationale er. Umiddelbart kan vi kun komme frem til, at der må være tale om ideologi og et ønske om at svække a-kasserne og herigennem de faglige organisationer for at holde lønningerne nede.

DA forstår øjensynligt ikke, at a-kasserne hver dag kæmper en indædt konkurrencekamp med hinanden om medlemmerne og faktisk har gjort det i 11 år. Noget af det dyreste for a-kasserne er at have ledige medlemmer, og derfor gør vi naturligvis alt for at hjælpe medlemmerne i arbejde igen. For ledige medlemmer er dyre medlemmer.

Fremtidens danske arbejdsmarked vil præge dagsordenen fra nu af og de næste par år frem. Det er vigtige beslutninger, der skal træffes, og det er beslutninger, som får afgørende konsekvenser for stort set alle danskere i den arbejdsdygtige alder.

Vi kan derfor kun appellere til, at beslutninger omkring tilrettelæggelsen og rollefordelingen på det danske arbejdsmarked bliver truffet ud fra seriøse og objektive valg. Sagen er alt for vigtig til at være drevet af ideologi og magtkamp.