Replik fra en mørkemand

Det er problematisk, at DA og førende eksperter ikke har tænkt over, at der kan være en banal logisk matematisk forklaring på, at langtidsledigheden i mange a-kasser er faldet noget det seneste års tid. Det skriver Verner Sand Kirk i et debatindlæg i dag.

Dansk Arbejdsgiverforening, DA, har fundet ud af, at antallet af langtidsledige er faldet det seneste år. Uagtet, at der faktisk er tale om en stigning for især nogle a-kasser for offentligt ansatte, konkluderer DA m.fl. frejdigt, at de færre langtidsledige skyldes, at dagpengestramningerne har fået de langtidsledige til i stort tal at lette sig fra sofaen og gå i arbejde.

DAs nyhedsbrev Agenda mente, at den faldende langtidsledighed dokumenterer, at AK-Samvirke og andre ”bekymrede” er nogle mørkemænd. Supporteret af et par ”økonomiske eksperter” fulgte Weekendavisen op i en artikel med overskriften ”Pisken virker”.

Matematisk forklaring på faldende langtidsledighed

Det er problematisk, at DA og førende eksperter ikke har tænkt over, at der kan være en banal logisk matematisk forklaring på, at langtidsledigheden i mange a-kasser er faldet noget det seneste års tid, selvom den samlede ledighed har ligget nogenlunde konstant.

Når ledigheden som efter finanskrisen i 2008 stiger kraftigt over en kortere periode på grund af fyringer, bliver der mange flere korttidsledige. Derimod påvirkes langtidsledigheden ikke umiddelbart. Men der skabes en ”bølge” som efterfølgende resulterer i mange flere langtidsledige.

Bølgeeffekt

Et år efter vil der være mange flere med et års ledighed, og efter 2 år mange flere med 2 års ledighed osv. Bølgen vil således fortsætte, men blive gradvist mindre, fordi der jo hele tiden kommer nogen af dem i arbejde.

Når ledigheden, som det er sket, stabiliserer sig på omkring 165.000, følger det med logisk nødvendighed, at antallet af korttidsledige også stabiliserer sig på et lidt lavere niveau end topniveauet lige efter finanskrisen, men på et højere niveau en før krisen.

Tidsforskydelser

Dette efterfølgende fald i korttidsledigheden vil så med tidsforskydning resultere i faldende langtidsledighed. Der sker altså det, at først stiger korttidsledigheden, og derefter stiger langtidsledigheden tidsforskudt. Samtidig med at langtidsledigheden stiger, falder korttidsledigheden igen noget, og det fører efterfølgende til at langtidsledigheden falder.

Efter nogle år vil et permanent højere ledighedsniveau resultere i, at både langtidsledigheden og korttidsledigheden er højere end før krisen, men begge tal vil være lavere end toppunktet undervejs.

Arbejdsgivere foretrækker korttidsledige

Det er også logisk, at det største fald i langtidsledighed det seneste år er inden for de områder, hvor langtidsledigheden forud er steget først og mest. Det gælder tydeligt for især 3F, men også håndværksfagene. Langtidsledigheden for disse grupper toppede primo 2011 og er herefter faldet og stabiliseret på et lidt lavere niveau.

Denne mekanisme kan dog forstyrres af, at der også er en tendens til, at nogle arbejdsgivere hellere vil ansætte kortidsledige end langtidsledige, Når ledigheden bliver høj, så bliver der så mange kortidsledige at vælge imellem, at arbejdsgivere ud fra en sådan ”statistisk diskrimination” helt kan fravælge langtidsledige ved besættelse af nye job.

Hovedsagelig jobcirkulation blandt korttidsledige

På områder, hvor denne tendens er fremherskende, er der således risiko for, at langtidsledigheden ikke falder, men tværtimod stiger, fordi det meste af jobcirkulationen foregår blandt korttidsledige.

Man kunne forledes til at tro, at dette måske er en del af forklaringen på, at der ikke er indtrådt et fald i langtidsledigheden inden for det offentlige. Tværtimod er der, som det ses i figurerne nedenfor, tale om fortsat stigning.

De offentlige områder følger ikke med (endnu)

En mere nærliggende forklaring på den fortsatte stigning i langtidsledigheden er, at det hænger sammen med, at den samlede ledighed inden for disse ”offentlige” a-kasser faktisk har været fortsat jævnt stigende frem til nu. Der er altså ikke, som for de private områder, tale om en relativ hurtig kraftig stigning efterfulgt af en efterfølgende stabilisering eller et mindre fald i den samlede ledighed. Og derfor virker mekanismen i retning af faldende langtidsledighed heller ikke for de offentlige områder (endnu).

Jeg håber de læsere, som er nået hertil, har syntes om det lille statistikkursus, og at de fremover vil se med større skepsis på mange at de fordomsbaserede forklaringer, der florerer i dagpengedebatten.