Kompetenceløft

Nye uddannelser til a-kassemedarbejdere

Nu kan a-kassemedarbejdere tage skræddersyede uddannelsesforløb i kommunikation og virksomhedssamarbejde. Uddannelserne udbydes af Københavns Professionshøjskole og er udviklet i samarbejde med Danske A-kasser

Tina Nielsen fra KP på Dialogmøde

'Vi glæder os til at starte nogle forløb, som I både kan bruge til yderligere opkvalificering af allerede dygtige medarbejdere og til onboarding af nye medarbejdere til branchen,' sagde videreuddannelsesleder Tina Nielsen på Dialogmødet med a-kasserne.

Fra 1. januar har a-kasserne overtaget ansvaret for kontaktforløbet for egne ledige i de første tre måneder. Det vil sige, at a-kasserne nu skal hjælpe egne ledige med at finde job. Ligesom a-kasserne kan hjælpe arbejdsgiverne med rekruttering og jobformidling af ledige medlemmer.

Det er ikke ukendt terræn for a-kasserne, da der også tidligere er sket masser af jobformidling og virksomhedsservice i branchen. 

Og nu kan a-kassemedarbejderne ovenikøbet få nye redskaber i værktøjskassen og slebet de gamle på to nye uddannelsesforløb på Københavns Professionshøjskole. Forløbene, der udbydes som en del af både akademi- og diplomuddannelse i beskæftigelse, er udarbejdet i samarbejde med Danske A-kasser og a-kasserne. 

Dem vil jeg gerne anbefale a-kasserne at bruge, og forløbene er blevet endnu mere relevante efter, at a-kasserne har overtaget ansvaret for kontaktforløbet med de ledige i de første tre måneder.
Verner Sand Kirk

Akademiuddannelsen og diplomuddannelsen i beskæftigelse er begge kompetencegivende videreuddannelser. A-kassemedarbejdere kan frit vælge at tage et eller begge forløb.

Start i april

Uddannelsesforløbet i ’Kommunikation, motivation og vejledning i beskæftigelsesindsatsen’ begynder allerede i april i år, og der er tilmeldingsfrist den 12. marts. Du kan læse mere og tilmelde dig her

Forløbet ’Virksomhedssamarbejde i beskæftigelsesindsatsen’ starter første gang i efteråret, og der er tilmeldingsfrist i august. Du kan læse mere her

Tæt samarbejde med branchen

Ideen til de nye uddannelsesforløb opstod hos Københavns Professionshøjskole, der i den forbindelse henvendte sig til Danske A-kasser. Siden har de to parter været i dialog for blandt andet at få afdækket behovene i branchen. 

A-kasserne har også været involveret for at sikre, at uddannelsesforløbene kommer til at indeholde lige præcis det, som medarbejderne har brug for. Den forventningsafstemning skete ved et dialogmøde på Københavns Professionshøjskole den 9. februar i år, hvor repræsentanter fra a-kasserne kunne komme med kommentarer og ønsker til forløbene. 

Lasse Hansen fra KP på Dialogmøde
På dialogmødet med a-kasserne spurgte adjunkt Lasse S. Hansen blandt andet ind til forventningerne fra gæsterne fra a-kasserne.

Her blev der for eksempel spurgt ind til fleksibiliteten i den geografiske afholdelse af undervisningen, da der jo er a-kassemedarbejdere over hele landet.

Vi synes simpelthen, at det er et megaspændende samarbejde, vi har gang i med at få udviklet jeres branche til ’A-kasserne 2.0.
Tina Nielsen

Her var meldingen fra videreuddannelsesleder Tina Nielsen fra Københavns Professionshøjskole, at skolen har mulighed for at udbyde uddannelsesforløbene over hele landet, og at der også kan oprettes hold udelukkende med deltagere fra én a-kasse – eller et par stykker, hvis nogen vil slå sig sammen lokalt.

”Vi er fleksible og flytter os gerne,” sagde Tina Nielsen, der også understregede, at hun og hendes kollegaer ser meget frem til, at uddannelsesforløbene går i gang:

”Vi synes simpelthen, at det er et megaspændende samarbejde, vi har gang i med at få udviklet jeres branche til ’A-kasserne 2.0.’ Vi glæder os både til at gøre jer endnu dygtigere, og til at starte nogle forløb, som I kan bruge både til yderligere opkvalificering af allerede dygtige medarbejdere og til onboarding af nye medarbejdere til branchen”.

Fedt med højt niveau

De a-kasserepræsentanter, der deltog på mødet, gav også udtryk for, at de så frem til samarbejdet. Afdelings- og beskæftigelseschef Conny Helgesen Hass fra Krifa sagde:

”Jeg synes, det er ret godt ramt af professionshøjskolen. Vores karrierevejledere har en coachuddannelse, og det er aldrig skidt at få genbesøgt redskaberne og få nogle nye. Og så er det fedt, at uddannelserne er på så højt et niveau,” sagde hun på dialogmødet.

Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser, deltog også i dialogmødet. Han mener, at professionshøjskolen har fået udviklet to meget relevante forløb:

”Dem vil jeg gerne anbefale a-kasserne at bruge, og forløbene er blevet endnu mere relevante efter, at a-kasserne har overtaget ansvaret for kontaktforløbet med de ledige i de første tre måneder”.
 

Fakta om pris og omfang

Et forløb i foråret 2024 koster 13.340 kroner pr. deltager

Et forløb i efteråret 2024 koster 13.600 kroner pr. deltager

Et kompetencegivende forløb har syv undervisningsgange plus træning, vejledning og eksamen

Forløbene kan også rekvireres af enkelte eller flere a-kasser sammen.

Der kan ansøges om 10.000, - kr. pr deltager fra Omstillingsfonden

Spørgsmål vedr. tilmelding og Omstillingsfonden – Kontakt KP’s studieservice på: evu@kp.dk

Spørgsmål vedr. forløbene og mulige aftaler - Kontakt chefkonsulent Ole Mølholm på omje@kp.dk eller tlf.: 24296415