DAK på høring

Mere ansvar til a-kasserne og mere uddannelse til de ledige

Det går godt med at få de forsikrede ledige i arbejde, mens mange i jobcentrene, som fx er syge, får en uværdig behandling. Det problem kan blandt andet løses ved at give a-kasserne mere ansvar for de forsikrede ledige, så jobcentrene kan bruge ressourcerne på en ordentlig behandling af de borgere, som har andre problemer end ledighed. Det sagde Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser, ved en høring i Folketingets Beskæftigelsesudvalg

Høring i BEU om fremtidens beskæftigelsessystem

Fra venstre ses vicedirektør i DA Erik Simonsen, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening Signe Færch, direktør i Danske A-kasser Verner Sand Kirk, næstformand i HK Kommunal Pia Lund Jeppesen, professor ved Aalborg Universitet Thomas Bredgaard, formand for Ekspertgruppen og professor Claus Thustrup Kreiner og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Danmark har den laveste langtidsledighed i Europa, og det går rigtig godt med at få de forsikrede ledige i arbejde. Det kunne DAK-direktør Verner Sand Kirk fortælle de fremmødte politikere og eksperter ved Beskæftigelsesudvalgets høring om fremtidens beskæftigelsessystem, der blev afholdt den 8. november.

Ifølge Sand Kirk er den primære forklaring på, at der ikke er endnu flere i job i Danmark, at der fx ikke er uddannet nok håndværkere og nok til at løfte den offentlige velfærd. 

Der har simpelthen været for mange historier om, at de fik en uværdig behandling. At systemet i sin iver for at pushe folk i arbejde har givet for mange en uværdig behandling.
Verner Sand Kirk


Han opfodrede også politikere og eksperter til at huske på, at den kritik, der de seneste år har været af beskæftigelsessystemet og jobcentrene, helt overvejende har handlet om den behandling, der er givet til de 80 procent af jobcentrenes ’kunder’, som er på kontanthjælp, syge, under jobafklaring, i ressourceforløb eller lignende.

”Der har simpelthen været for mange historier om, at de fik en uværdig behandling. At systemet i sin iver for at pushe folk i arbejde har givet for mange en uværdig behandling. Jeg mener, det gik galt dengang man begyndte at tale om beskæftigelsessystemet og én indgang – altså hvor man begyndte at tro, at alle bare skal hjælpes i arbejde i en fart. I det samme system fik vi altså nogle, der er klar til at gå i arbejde, så snart der er et job, og andre hvis liv er gået spåner på den ene eller anden måde. Der tror jeg, at man skal spole lidt tilbage og igen begynde at tænke i, at der for store grupper er en socialfaglig indsats, der kommer før det med at få et job hurtigst muligt,” sagde Verner Sand Kirk, der også havde et løsningsforslag med til den problematik.

Mere ansvar til a-kasserne

Først og fremmest nævnte han, at et større ansvar til a-kasserne kan frigive nogle ressourcer i jobcentrene, så de kan give de borgere, som har andre problemer end ledighed, en mere ordentlig og værdig behandling.

Fra årsskiftet får vi langt om længe en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem jobcentre og a-kasser.
Verner Sand Kirk

Men han tilføjede også, at lovene og reglerne skal følge med på området, da problemet med den uværdige behandling i høj grad skyldes, at jobcentrene skal følge de centralt fastsatte regler. 

”Fra årsskiftet får vi langt om længe en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem jobcentre og a-kasser, hvor man som ledig i de første tre måneder kun skal gå hen i sin a-kasse, fordi man antager, at det hovedsageligt handler om kvalificeret vejledning til at finde et job. Og går der så længere tid, så skal man hen i jobcenteret. Det er rigtig fornuftigt, og vi mener, at man med fordel kan udvide a-kassernes ansvar til i hvert fald seks måneder”.

Verner Sand Kirk refererede i den forbindelse til de forskellige undersøgelser, der er lavet af henholdsvis a-kasserne og jobcentrenes indsats med at få ledige i arbejde.

”Lidt afhængig af hvordan man laver de effekt-analyser, når man frem til, at a-kasserne gør det lidt bedre eller lidt ringere end jobcentrene, men i det store hele lige så godt. Og når man så tænker ind, at jobcentrene - med et øget ansvar til a-kasserne - kan få frigjort nogle ressourcer til andre grupper end de forsikrede ledige, så kan man også overveje om a-kasserne kan tage mere end de seks måneder. Man skal bare være opmærksom på, at a-kasserne også har noget økonomi, der skal hænge sammen, så man kan ikke bare sige, at a-kasserne betaler for alt det, vi sparer henne i jobcenteret. Det skal hænge sammen”.

Det går ufatteligt godt… og dog

Selv om Verner Sand Kirk holdt fast i, at det er gået ufattelig godt med ledighedsudviklingen i Danmark siden Finanskrisen, så fremhævede han også nogle opmærksomhedspunkter ved at dykke lidt længere ned i tallene. For som han gjorde de fremmødte opmærksom på, så er hele fremgangen i beskæftigelsen siden krisen båret af seniorer (borgere på 60 år og over) og udenlandske statsborgere, som det også ses af grafikken her:

Grafik over beskæftigelsesfremgangen siden 2008


”Også selv om man i pressen kan få indtryk af, at det går skidt for seniorerne på arbejdsmarkedet, og at det er meget svært for arbejdsgiverne at få udenlandsk arbejdskraft. Her bør man nok kigge lidt mere på tallene, for det, der i virkeligheden er bekymrende, er, at hvis man ser på den såkaldte kernearbejdskraft– altså danske statsborgere under 60 år – så er der slet ikke kommet flere i arbejde siden krisen,” sagde Verner Sand Kirk og fremhævede i den forbindelse et andet bekymringspunkt.

Nemlig det at aktiveringsomfanget i Danmark er faldet voldsomt over de seneste år.

”Vi kan se, at i takt med, at man har indført hele samtaleregimet, så har man sparet drastisk på uddannelse og anden aktivering til forsikrede ledige. Det er faktisk reduceret med tre fjerdedele over relativt få år. Så vil nogle måske spørge, hvorfor mange danske professorer går rundt og siger, at vi har en hyperaktiv arbejdsmarkedspolitik, når det ser sådan ud for de forsikrede ledige,” sagde Verner Sand Kirk og kom selv med et bud på, hvorfor de siger det:

”Svaret er langt hen ad vejen, at fleksjobordningen bliver talt med som aktiv arbejdsmarkedspolitik, når Beskæftigelsesministeriet indberetter til OECDs statistikker. Men selv om fleksjobordningen er god nok, så kan man vel næppe kalde det aktiv arbejdsmarkedspolitik i klassisk forstand, at man udbetaler tilskud til de timer en borger ikke kan arbejde! For det er jo faktisk sådan, at jo færre timer borgeren arbejder i fleksjob, jo større er tilskuddet og jo mere tæller det som aktiv arbejdsmarkedspolitik. Så jeg mener, at fleksjobordningen burde tages ud af statistikkerne, hvis man vil have et reelt billede af omfanget”.

Uddannelse til både beskæftigede og ledige

Derudover talte Verner Sand Kirk for at indføre flere uddannelsesrettigheder og muligheder til de ledige. Og at lade a-kasserne visitere de ledige til uddannelse, hvis de har rettigheder og behov for det. 

”Og når man måler på om uddannelse af ledige virker, så skal man huske at se det i den rigtige kontekst. For hvis man uddanner nogle af de allersvageste i en periode med høj ledighed, så er det ikke sikkert, at det er så tydeligt at uddannelse hjælper. Men til gengæld kan man konstatere, at hvis man hele tiden uddanner nok, så står man ikke og mangler kompetencer den dag, jobbene kommer. Jeg vil sige, at det i høj grad var det, man gjorde i 90’erne. Altså var gode til at holde arbejdsstyrkens kvalifikationer ved lige, så da jobbene kom, så kunne de også blive besat. Det er sådan man skal se på uddannelse og måle på indsatsen – langsigtet,” forklarede Verner Sand Kirk:

”Og så skal man se uddannelse af beskæftigede og ledige i en sammenhæng. Man skal jo ikke kun satse på at løfte de aller-dårligste ledige. Man skal uddanne både de ledige og beskæftigede, der er tættest på at have de kompetencer, man har brug for. Så får man også en skorstenseffekt eller træk-effekt. For når beskæftigede opkvalificeres til andre job, bliver der ledige job, som andre kan få”.

 

Verner Sand Kirk, Danske A-kasser, Sort/hvid

Verner Sand Kirk

Direktør
46971701

Se høringen

Folketinget sendte direkte fra høringen i Beskæftigelsesudvalget.

Gense hele høringen her

 

Oplægsholderne ved høringen i Beskæftigelsesudvalget

Claus Thustrup Kreiner, formand for Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats og professor i økonomi ved Københavns Universitet.

Thomas Bredgaard, professor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet.

Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal.

Verner Sand Kirk, direktør i Danske A-kasser.

Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune og formand for KL's Arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg

Jens-Kristian Lütken, beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune.

Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening.

Erik Simonsen, vicedirektør for Beskæftigelses og arbejdskraft i Dansk Arbejdsgiverforening.

Ane Halsboe-Jørgensen, beskæftigelsesmiinister.