Debat

Mange sanktioner er ikke det samme som kvalitet

AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk, har i Børsen svaret Kommunernes Landsforening, der mener, at a-kasserne ikke er konsekvente nok i deres rådighedsvurderinger og samtidig anfører, at kommunerne sanktionerer ledige kontanthjælpsmodtagere meget mere end a-kasserne sanktionerer deres ledige medlemmer.

Verner Sand Kirk

I Børsen skriver borgmestrene Erik Nielsen og Erik Fabrin fra Kommunernes Landsforening, at a-kasserne ikke er konsekvente nok i deres rådighedsvurderinger af ledige medlemmer og bruger argumentet om, at kommunerne sanktionerer 17,5 pct. af kontanthjælpsmodtagerne mens a-kasserne ”kun” sanktionerer 1,3 pct. af deres medlemmer

Men er mange sanktioner et udtryk for at man gør sit arbejde godt? Er det et udtryk for at a-kasserne ser gennem fingre med at ledige medlemmer ikke står til rådighed for et arbejde?

Nej selvfølgelig ikke!

20% fejl i kommunerne, 2% i a-kasserne

Det handler derimod om, at a-kasserne formår at vejlede medlemmerne om deres pligter og rettigheder således, at de netop står til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed ikke bliver sanktioneret. Kommunernes mange sanktioner er måske et udtryk for, at man ikke formår at vejlede de ledige borgere godt nok, ligesom det kan skyldes vilkårlighed og forkert sagsbehandling.

Arbejdsmarkedsstyrelsen fører jævnligt og nidkært tilsyn med både a-kasser og kommuner for at sikre, at der bliver sanktioneret korrekt, og at der ikke bliver lavet fejl. I styrelsens seneste rapport fra 2012 kan man læse, at når kommunerne rådighedsvurderer arbejdsmarkedsparate ledige, som modtager kontanthjælp, træffer kommunerne forkerte afgørelser i ca. 20% af tilfældene.

Til sammenligning viser samme tilsyn, at a-kasserne træffer forkerte afgørelser i kun 2% af rådighedsvurderingerne. Så det kan godt være, at kommunerne kan finde ud af at sanktionere – de formår bare ikke at gøre det korrekt.

Ingen konsekvens i kommunerne

Og når EN og EF postulerer, at a-kasserne ikke er konsekvente, burde de i stedet vende blikket mod kommunerne. Her kan de se, at der er meget stor forskel på, hvor meget kommunerne sanktionerer. I f.eks. Lemvig har ca. 49% af kontanthjælpsmodtagerne fået en sanktion – i Herning er det ca. 6%.

Til sammenligning varierer andelen af sanktionerede ledige i a-kasserne fra omkring 1% til ca. 7%

KL nævner i deres beskæftigelsespolitiske udspil, at man ønsker en kulegravning af a-kassernes rådighedsvurderinger. Det er helt fint med a-kasserne – vi er vant til løbende at blive kigget over skulderen og har intet imod det. Men skulle vi så ikke tage kommunernes rådighedsvurderinger med i øvelsen?

I AK-Samvirke har vi mange gode forslag til mere fornuftige og gennemskuelige procedurer, som kan skabe tillid til at det går rigtigt og retfærdigt til. Noget kunne tyde på, at der er brug for det.