Kampen for bedre dagpenge er også kampen mod Finansministeriets regnemodeller

Dagpengesystemet er over en lang årrække gradvist blevet markant forringet. Skive for skive er der skåret af dagpengene, som var det en salami. Og kniven er også nu og i årene frem hvæsset og i fuld sving. Satsen forringes med ca. en procent årligt i år og i de kommende tre år, samtidig med at forskellen mellem dagpenge og løn øges via højere beskæftigelsesfradrag.

Denne udvikling er baggrundstæppet for, at der er sket en vækst i antallet af faglige organisationer, som via kollektive tillægsforsikringer ønsker at sikre deres medlemmer en mere rimelig dækning. Men man skal her være opmærksom på, at det kun er grupper med en lav ledighedsprocent, der har denne mulighed. For de fleste a-kasser er det ikke en reel mulighed.

Det er også baggrundstæppet for, at fire fagforbund lige nu kører en fælles kampagne for at få stoppet udhulingen af satserne og helst få genoprettet til en rimelig kompensationsgrad.

Udhulingen af kompensationsgraden er dels sket ved, at der er indført beskæftigelsesfradrag, som man netop ikke får gavn af som ledig, og som derfor er et middel til at øge forskellen mellem løn og dagpenge.

Derudover er dagpengene over en lang årrække blevet reguleret med typisk 0,3 procent mindre end lønudviklingen og disse penge er tilgået det såkaldte satspuljesystem. Beskæringen årligt med 0,3 procent fortsætter for dagpenge, men går nu ikke længere til satspuljerne. I stedet indbetales pengene på en ny obligatorisk pension i ATP, så de ledige trods alt får reguleringen, når de engang går på pension.

Den væsentligste udhuling af dagpenge m.v. nu og i de næste tre år stammer imidlertid fra skattereformen i 2012, hvor man for bl.a. at finansiere topskattelettelser besluttede at ”mindre-regulere” alle overførselsindkomster med yderligere 5,2 procent.

Af disse 5,2 procent udmøntes 4x 0,75 procent i 2020- 2023. Og det betyder, at ydelserne i den nye regerings første valgperiode kommer til at halte yderligere 3 procent bagefter.

I den offentlige debat hævdes, at det bliver frygteligt dyrt at stoppe denne udhuling. Men det mener jeg altså ikke. Medmindre man da vælger at regne med ”dynamiske effekter” på den måde, de gør i Finansministeriet.

Finansieringen af dagpengene fungerer således, at den største del af a-kassernes medlemskontingent er det såkaldte statsbidrag på godt 4000 kr. årligt. De sendes direkte i statskassen, hvor a-kassen hæver pengene, når de udbetaler dagpenge til ledige.

Dette medlemskontingent på godt 8 mia. kr. i alt, kan dække en ledighedsprocent på ca. 2,6. Hvis ledigheden er højere dækker statskassen/skatteyderne resten.

Da ledigheden pt. er ca. 3,7 procent, betaler medlemmerne direkte 2,6/3,7 = 70 procent af dagpengene. Staten betaler således udregnet 30 procent.

Og det kræver jo ikke de store matematiske evner at regne ud, at med 15 mia. i årlige dagpengeudgifter, så vil det koste statskassen 135 millioner kr. at undlade en beskæring af satserne med i alt 3 procent.
Ovenikøbet vil det være billigere, hvis bedre satser fører til, at flere vælger at forsikre sig.

For staten sparer faktisk samlet set penge, når flere forsikrer sig, selvom staten umiddelbart betragtet giver tilskud til dagpengesystemet. Det skyldes, at stor andel af de ikke-forsikrede alternativt vil have ret til kontanthjælp, som er ren skatteyderfinansieret. Det har Finansministeriet beregnet betydningen af. Som det ses i dette link, er dagpengene således en overskudsforretning for staten, hvilket jo ikke ligefrem er det, der plejer at fremgå af den offentlige debat.

Og faktisk kan man udlede af finansministeriets svar til folketinget, at vi skal helt op på en ledighed på 6,2 procent, før statskassen begynder at betale til dagpengene.

Men hvis man med uændret medlemstal hæver dagpengesatsen, som vi og andre mener, man bør, ja så koster det selvfølgelig noget. Nemlig jvf. den simple brøkregning øverst i denne mail 30 procent af udgiften.

Men finansministeriet vil helt sikkert hævde, at det vil være en udgift i milliardklassen at stoppe udhulingen af dagpengene.

Grunden til dette er, at man siden Bjarne Corydon blev finansminister, begyndte at indregne ”dynamiske effekter” eller såkaldte negative arbejdsudbudseffekter.

I regnemodellerne har man indbygget antagelser om, at selv en marginal forbedring af ydelserne vil resultere i en udbredt kollektiv dovenskab, hvor færre ledige reelt ønsker et job. Og hvor dem der har arbejde, bliver mindre bange for at miste det. Derved stiger lønpresset, og beskæftigelsen vil falde, siger de.

I disse regnemodeller indgår overhovedet ikke, at der også er positive arbejdsudbudseffekter af at sikre en rimelig forsørgelse under ledighed. F.eks. ved, at man har en økonomisk grundtryghed, som betyder at man kan have fuldt fokus på at finde et nyt job, og ikke samtidig skal frygte at gå fra hus og hjem.

Et af de mere groteske eksempler på konsekvenserne af arbejdsudbudstænkningen er fra 2015. Her vedtog man, at nogle få hundrede, der røg ud af dagpengesystemet uden at kunne få kontanthjælp, blev sikret en kontanthjælpslignende ydelse i nogle få måneder.

Selve ydelsen anslog man til at ville koste 10-15 millioner, men finansministeriets regneregler indregnede en negativ arbejdsudbudseffekt på over 500 millioner kr., som blev finansieret i finansloven. Det netop fordi regnemodellen antog, at det ville påvirke hele befolkningens arbejdsvilje og resultere i lavere beskæftigelse og faldende skatteindtægter.

Et andet eksempel på den blinde tro på arbejdsudbudseffekter var, da dagpengereformen med halvering af dagpengeperioden trådte i kraft fra 2013.

Finansministeriet og førende økonomer havde beregnet, at ”kun” nogle få tusinde ville miste dagpengeretten. Fordi, antog de, at udsigten til at miste dagpengene ville få de ledige til at blive mindre kræsne, lette sig fra sofaen og finde et arbejde.

I danske a-kasser regnede vi også på det, og kunne se, at mindst 25-30.000 ville ryge ud. Virkeligheden blev, at 37.500 mistede dagpengeretten i 2013.

Hvad er så alternativet til finansministeriets regnemodeller? Ja det er at holde op med at regne postulerede dynamiske effekter med i den konkrete finansiering. Dette så være udgangspunktet for, at politikerne for alvor kan sætte ind med en genopretning af vores fælles, unikke og solidariske dagpengesystem.