Samarbejde

Jobcentre bliver klogere på a-kasseregler

Jobcenter Ballerup har brugt en kursusdag på at blive klogere på a-kasseregler. Det er en del af AK-Samvirkes arbejde for at styrke samarbejdet og forståelsen mellem a-kasser og jobcentre. Læs hvad medarbejderne mener om det.

Skilt hvor der står jobcenter

AK-Samvirke startede i efteråret en omfattende undervisningsturné. Målet er at få styrket samarbejdet mellem a-kasser og jobcentre ved at styrke viden og forståelse for, hvordan man hver især arbejder. Indsatsen udspringer af den første akutpakke.

Et af de jobcentre hvor AK-Samvirke har været på kursusbesøg er Jobcenter Ballerup. Men hvad har kursisterne egentligt fået ud af, at sætte en dag af til at høre om a-kasseregler?

Tilfredshed rundt om bordet

Der er blandt deltagerne bred enighed om, at undervisningen har været til stor gavn, og at det har givet en grundlæggende forståelse af det komplicerede lovstof. Afdelingsleder Berit Bertelsen fortæller:

“Vi fik samlet set en god opdatering, ny viden og vi blev alle meget klogere på kursusindholdet og hvordan det kan hjælpe os i hverdagen”. Det er arbejdsmarkedsrådgiver Mathilde Midjord enig i og følger op: ”Vi fik et rigtig godt helhedsoverblik over lovstoffet omkring a-kasseregler og det var en god opdatering.”

Jeg håber ikke det bliver sidste gang at vi får sådan et forløb, fordi vi har brug for vedligeholdelse i den slags lovstof
Flemming Lindholm, Arbejdsmarkedskonsulent

 

 

God pris for nødvendig viden

I følge Berit Bertelsen har kurset givet en nødvendig elementær viden, som de ikke kunne være foruden. Derfor har prisen på kurset også haft afgørende betydning:

“Det var en god pris i forhold til at få en underviser ud til os. Helt enkelt skulle vi enten selv bruge tid på at ”boge” den, eller vi skulle have viden serveret på et kursus, da det er nødvendigt for os”. Arbejdsmarkedskonsulent Flemming Lindholm bakker op:

”Jeg håber ikke det bliver sidste gang at vi får sådan et forløb, fordi vi har brug for vedligeholdelse i den slags lovstof.”

Stærke undervisningskompetencer

Deltagerne er meget tilfredse med undervisningen og måden at formidle det til tider komplicerede stof. Mathilde Midjord udtrykker det således:

“Gitte Aabye fra AK-Samvirke gjorde det rigtig godt. Hun havde begge ben på jorden, og hun var nem at forstå - en rigtig god formidler.”

Det er Flemming Lindholm enig i og tilføjer:

“Det var rigtig rart, at det hele ikke blev alt for teoretisk, men blev forklaret ud fra en praktisk vinkel, som gjorde det nemmere at forholde sig til.”

 

Emne