Jobformidling

Hjælp fra A-kassen fik bugt med direktørens fordomme

Lasse Thomsen, der er grundlægger og direktør i robot-virksomheden LT Automation, indrømmer gerne, at han indtil for nylig havde mange fordomme om dagpengeledige og a-kasser. Men et vellykket Talent Attraction-forløb med Akademikernes A-kasse fik bugt med fordommene og skaffede Lasse Thomsen de medarbejdere, som han stod og manglede  

Talent Attratction-forløb hos LT Automation

CEO Lasse Thomsen, LT Automation ApS (øverst til højre) flankeret af interesserede kandidater rundt om virksomhedens mødebord. Foto: LT Automation.

LT Automation i Aalborg bygger robotter til blandt andet industrivirksomheder og hospitaler. For nylig fik virksomheden en meget stor ordre – faktisk den største i dens 10-årige levetid.

For virksomheden skal udstyre fire nye svenske hospitaler med robotteknologi. Og sådan en stor ordre kræver ifølge Lasse Thomsen – direktør i LT Automation – at virksomheden ret hurtigt skal mande op med nye medarbejdere.

Virksomheden gik fra fem ansatte i august 2021 til 20 ansatte nu – og den skal nok ansætte 10 mere i den nærmeste fremtid. Og heldigvis endte opmandingen med at gå godt. Blandt andet takket være Akademikernes A-kasse. Men Lasse Thomsen startede med de værste anelser, da han til at begynde med forsøgte at rekruttere via de sædvanlige kanaler.

Virksomheden skulle fx bruge en projektleder – en stilling, hvor ansøgerne kan have meget forskellig baggrund. Det skrev Lasse Thomsen også i det jobopslag, som han formulerede og som sædvanlig slog op via Jobindex, virksomhedens hjemmeside samt LinkedIn og Facebook. 

”Til at begynde med blev jeg ret glad og overrasket, for vi fik hele 80 ansøgninger til den projektlederstilling. Da jeg altid har travlt med møder fra morgen til fyraften, måtte jeg sidde om aftenen og læse alle ansøgningerne igennem – og så blev jeg irriteret i stedet for glad. For ud af 80 ansøgninger, så var der kun to, der måske lige kunne bruges,” forklarer Lasse Thomsen.

Ingen forhåbninger

Direktøren forklarer, at der derefter gik en periode, hvor han var temmelig irriteret og meget i tvivl om, hvordan han skulle skaffe medarbejdere til de tre ledige stillinger, som han havde på det tidspunkt. 

Jeg var nødt til at prøve alt, så jeg hev fat i a-kassen og sagde, at det hastede ​​​​
Lasse Thomsen

Udover projektlederen manglede virksomheden også en programmør til robotter og en mekanisk konstruktør. Og Lasse Thomsen nåede faktisk at være i kontakt med en række rekrutteringsbureauer, fordi han overvejede at gå den vej. Men så hørte han om Talent Attraction-forløbene, hvor Akademikernes A-kasse hjælper med at matche arbejdsgivere med deres medlemmer.

”Så tog jeg fat i a-kassen, men jeg må indrømme, at jeg egentlig ikke regnede med, at de kunne hjælpe. Skal jeg være helt ærlig, så var min holdning, at lige netop a-kassens ledige er dem, der ikke gider lave noget – fordi de kan gå på dagpenge i stedet. Den holdning havde jeg simpelthen, og jeg kender mange, der har den. Jeg havde altså ingen forhåbninger til a-kassen, men hvad skulle jeg gøre? Jeg var nødt til at prøve alt, så jeg hev fat i a-kassen og sagde, at det hastede. Selv om jeg tænkte, at a-kasser og hastesager ikke lige hang sammen”.

Lasse Thomsen satte kontaktpersonen i a-kassen ind i hvilke profiler, han manglede, og der blev i fællesskab udarbejdet materiale om stillingerne samt invitation og program til en Talent Attraction-dag i virksomheden. Derefter skulle a-kassen til at kontakte potentielle medlemmer. 

”Jeg tænkte bare ’held og lykke’ – hvordan vil I dog få fat i alle jeres medlemmer,” siger Lasse Thomsen. 

Som at få guld mellem hænderne

A-kassen brugte to uger på at kontakte medlemmer, screene dem mv. Og derefter stod de med 11 kandidater, som umiddelbart var interesserede i jobbene og som gerne ville deltage i en Talent Attraction-dag hos den nordjyske virksomhed.

Da så halvdelen havde præsenteret sig, så tænkte jeg, at det var fuldstændigt fantastisk – det var simpelthen det rene guld, jeg havde fået mellem hænderne
Lasse Thomsen

Den 14. september 2021 klokken 10 slog LT Automation så dørene op for interesserede kandidater. Lasse Thomsen indrømmer, at han stadig på det tidspunkt havde sine fordomme.

”Jeg regnede faktisk ikke med, at der kom nogen på trods af, at jeg havde fået at vide, at i hvert fald 11 personer var interesserede. Men de kom jo så alle sammen, og jeg startede med at bede dem om at præsentere sig selv helt kort. Og da så halvdelen havde præsenteret sig, så tænkte jeg, at det var fuldstændigt fantastisk – det var simpelthen det rene guld, jeg havde fået mellem hænderne. Jeg måtte derfor bede om en kort pause og hev straks min partner og teknisk chef Anders Kjergaard Madsen ud fra et møde, fordi han bare skulle være med til resten af forløbet. Og så kørte vi speeddating med dem alle 11 resten af dagen – det var virkelig vildt,” siger Lasse Thomsen.

Lasse Thomsen og Anders Kjergaard Madsen var enige om, at de i princippet kunne have ansat alle 11, da de både var meget kvalificerede og engagerede. De endte med kun at ansætte to, fordi de helt tilfældigt ad anden vej pludselig fik en ansøgning til stillingen som mekanisk konstruktør fra en person med mere erfaring, end dem der var mødt op til Talent Attraction-dagen. 

”Men vi havde det simpelthen, som om vi havde fundet guld. Og jeg vil sige, at det ændrede mit syn på både a-kassen og de ledige i a-kassen. De 11 personer passede hver især helt perfekt til en af de tre forskellige profiler, vi søgte. A-kassen havde virkelig formået at finde nogle gode kandidater – og så var de ovenikøbet meget engagerede. De ville alle sammen rigtig gerne arbejde hos os”. 

Selvskreven til stillingen

Det a-kasse-medlem, der endte med at blive ansat som projektleder hos LT Automation, var 29-årige Malik Kruse Gaardbo. Han er oprindeligt uddannet fysioterapeut og har bygget oven på med en kandidatgrad i Klinisk videnskab og teknologi, der handler om teknologi, organisation og projektledelse inden for sundhedssektoren.

Malik er jo perfekt til vores virksomhed. Både på grund af hans overbygning med projektledelse mv inden for sundhedssektoren, og også fordi han med sin oprindelige uddannelse er virkelig godt inde i sundhedssektorens sprog og måder at tænke på
Lasse Thomsen

Så med Lasse Thomsens ord var Malik næsten selvskreven til stillingen, selv om direktøren aldrig ville have tænkt på at annoncere efter en fysioterapeut i stillingsopslaget. 

Malik er jo perfekt til vores virksomhed. Både på grund af hans overbygning med projektledelse mv inden for sundhedssektoren, og også fordi han med sin oprindelige uddannelse er virkelig godt inde i sundhedssektorens sprog og måder at tænke på. I kan jo selv forestille jer, hvordan det går, hvis vi sender en ingeniør hen på Skejby Sygehus for at tale med nogen på Patologisk Afdeling – det går i hvert fald bedre, hvis det er én, der taler sproget,” forklarer Lasse Thomsen.

Vil gerne hjælpe så mange som muligt

Malik Kruse Gaardbo er også meget begejstret for matchet mellem ham selv og robotvirksomheden, selv om han siger, at hans forløb omkring Talent Attraction var lidt anderledes, end de andre deltageres, fordi han faktisk selv havde spottet TA-dagen via LinkedIn.

Så jeg henvendte mig selv, fordi jeg gerne ville med til dagen hos LT Automation, men man kan sige, at TA-dagen slet ikke havde været der uden min a-kasse”.

Jeg ville gerne arbejde med noget styring og projektarbejde, og så trak det også i mig at kunne lave nogle løsninger, der kan hjælpe flere og ramme bredere end at hjælpe et enkelt menneske ad gangen ​​​​
Malik Kruse Gaardbo

Jobbet hos robotvirksomheden passer godt til de forventninger og jobønsker, der fulgte med Malik Kruse Gaardbos begrundelse for at tage en kandidatgrad i Klinisk videnskab og teknologi.

”Jeg tog overbygningen for at komme til at arbejde med nogle mere håndfaste og hårde værdier og gå lidt væk fra de bløde værdier. Jeg ville gerne arbejde med noget styring og projektarbejde, og så trak det også i mig at kunne lave nogle løsninger, der kan hjælpe flere og ramme bredere end at hjælpe et enkelt menneske ad gangen.  Da jeg var fysioterapeut, sad jeg ’one-to-one’ med en patient. Det var også mega- fedt, men det er ikke så effektivt, hvis man gerne vil hjælpe så mange mennesker som muligt. Og det kan jeg netop i mit job hos LT Automation,” forklarer Malik Kruse Gaardbo, der gik ledig i 2,5 måned efter, at kandidatgraden var i hus.

”Jeg var egentlig rimelig rolig, mens jeg ledte efter job. Jeg har jo lidt erfaring fra arbejdsmarkedet før, da jeg nåede at arbejde som fysioterapeut i et par år. Så derfor følte jeg mig godt klædt på i forhold til hele ansættelsesprocessen med at skrive jobansøgninger, gå til samtaler mv. Så jeg var ikke så nervøs for det. Jeg kan forestille mig, at det er sværere, når man kommer ud som helt nyuddannet”.

LT Automation vil bruge a-kassen igen

Hvad angår Lasse Thomsen, så er han slet ikke i tvivl om, at han vil bruge a-kassen igen, når han mangler folk. Men lige nu er det kun en økonomichef og en anden chef han mangler, så der vil han gå andre veje.

”Men så snart jeg skal bruge programmører og den slags medarbejdere igen, så vil jeg henvende mig til a-kassen. For at få 11 kvalificerede og interesserede kandidater via den vej er jo langt bedre end at få 80 ansøgninger via de sædvanlige kanaler, som jeg ikke kunne bruge til noget. Det er jo en gave for mig, at der sidder folk i a-kassen, der finder og screener folk til os – og som er med til at arrangere og gøre reklame for sådan en Talent Attraction-dag”.


 

Sådan matcher AKA medlemmer og arbejdsgivere

I Akademikernes A-kasse arbejder de med en særlig rekrutteringsindsats, som de kalder ’Akademikernes Rekruttering’. Indsatsen hjælper medlemmer i konkrete jobs gennem et stærkt samarbejde med erhvervslivet. Akademikernes Rekruttering matcher medlemmer med relevante jobs, som kommer fra virksomheder fra hele landet og fra forskellige brancher. 

Indsatsen drejer sig fx både om håndholdte rekrutteringsprocesser, og om det de kalder Talent Attraction-events, som er grupperekruttering, hvor virksomheden møder et kandidatfelt på otte til 12 personer på en gang. Ved sådanne events kommer flere kandidater end ellers i dialog med virksomheden.

En Talent Attraction-dag kan forløbe lidt forskelligt. Nogle gange er det speeddating, mellem virksomhed og kandidater, der er omdrejningspunktet, og nogle gange bliver kandidaterne sat til at løse opgaver eller cases - i grupper - så virksomheden kan få indblik i deres kompetencer mv.

A-kassens fokus er at øge det gensidige kendskab for både virksomheder og kandidater. Virksomhederne får øje på nye uddannelsesretninger, og kandidaterne får øje på nye jobmuligheder, fx de mange fordele, der kan være ved at blive ansat i en lille eller mellemstor virksomhed. 

Jobformidling og virksomhedsservice

A-kasserne er gode til jobformidling og virksomhedsservice. Det har Danske A-kasser sat fokus på i en række artikler, som du kan finde her.