Finanslov

Glædelig forlængelse af dagpengeperioden

Finanslovsaftalen sikrede at alle, der opbruger den to-årige dagpengeperiode i andet halvår 2012, får forlænget dagpengeretten. Det giver det nødvendige pusterum til at rette varigt op på de problemer, dagpengeforringelserne kommer til at skabe i 2013, mener AK-Samvirke

Aftalen mellem regeringen og Enhedslisten er nu på plads. Mest markant i aftalen er, at man nu forlænger dagpengeperioden med op til et halvt år for alle ledige, der opbruger dagpengeretten i andet halvår 2012.

Ind til weekendens aftale var det ellers kun de ledige, der var blevet ledige før den 1. juli 2010, som fik forlænget deres dagpengeperiode med op til et halvt år. Nu er det også ledige, som er blevet ledige efter 1. juli 2010, som kan få glæde af forlængelsen af den midlertidige dagpengeperiode.

Lydhørhed for argumenterne

I AK-Samvirke er der tilfredshed med aftalen. Aftalen er en håndsrækning til de titusindvis af ledige, som ellers risikerede at miste dagpengene efter 1. juli næste år:

”Vi er naturligvis glade for, at regeringen har lyttet, når AK-Samvirke har peget på, at dagpengereformen ville betyde, at titusindvis af ledige risikerede at stå uden forsørgelsesgrundlag til sommer. Nu kommer aftalen til at gælde for alle ledige, så det er naturligvis noget, a-kasserne er tilfredse med på de lediges vegne,” siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke.

Vi skal ikke glemme, at dagpengereformen stadig vil få voldsomme konsekvenser
Verner Sand Kirk

 

Han peger samtidig på, at den midlertidige forlængelse af dagpengeperioden blot er en udskydelse af dagpengestramningernes konsekvenser. Men nu er der et nyt håb om, at trepartsforhandlingerne til foråret kan resultere i et varigt og bæredygtigt dagpengesystem.

Problemerne kommer i 2013

Regeringens aftale tager nemlig kun hånd om de ledige, som mister dagpengeretten i perioden fra den 1. juli 2012 til den 31. december 2012. Når den midlertidige dagpengeforlængelse slutter, vil der være rigtig mange ledige, som herefter løbende vil falde ud af dagpengesystemet:

”Vi skal ikke glemme, at dagpengereformen stadig vil få voldsomme konsekvenser. I de analyser, vitidligere har lavet, medfører halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjeningskravet, at der løbende vil være mellem 1.500 og 2.000 ledige, som hver måned mister retten til dagpenge fra nytår 2013,” slår Verner Sand Kirk fast.

Læs videre nedenfor og få et overblik over de enkelte elementer i regeringens og Enhedslistens aftale.

Overblik over aftalen


1. Forlængelse af dagpengeperioden med et halvt år for alle, der falder i 2. halvår 2012 – dog maksimalt 208 uger i alt.

2. Bedre vilkår for ledige. Bedre muligheder for uddannelse og opkvalificering samt en bedre aktivering, som bringer ledige i job.

3. Flere uddannelsesrettigheder til ufaglærte og faglærte. Afskaffelse af prisloftet for alle kurser til og med erhvervsuddannelsesniveauet, herunder samtlige AMU-kurser. I kraft 1. april 2012.

4. Mulighed for ”opkvalificeringsjob” til ledige ufaglærte og faglærte. Ledige ufaglærte og faglærte samt ledige med forældet uddannelse med minimum tre måneders ledighed (Én måned for unge under 30 år) kan få tilskud til uddannelse i op til seks uger ved ustøttet job. Forlængelse af eksisterende forsøg frem til 1.8.2012.

5. Flere midler til jobrotation. Bevillingen til jobrotation øges med 20 mio. kr. i 2012.

6. Styrket indsats for ledige ordblinde og læse- og skrivesvage. Pulje på 25 mio. kr. i 2012.

7. Styrkelse af varslingsindsatsen og den supplerende varslingsindsats. Varslingspuljerne tilføres yderligere 20 mio. kr. i 2012.

8. Bedre muligheder for uddannelse for ufaglærte ledige. Midlertidig forsøgsordning, hvor ufaglærte ledige i første ledighedsperiode kan få tilbud om uddannelse i mere end 6 uger, forlænges frem til 1.8.2013.

9. Udredning af om løntilskud og virksomhedspraktik erstatter ordinære job.

10. Kontanthjælpsmodtagere får mulighed for at holde ferie. Ret til ferie i fem uger årligt for kontanthjælpsmodtagere med kontanthjælp i 12 sammenhængende kalendermåneder. De fem ugers ferie skal holdes i løbet af de næste 12 måneder. Kan ikke holdes i et ansættelsesforhold efter kontanthjælps-forløbet. Feriens placering aftales med kommunen. Tidligere friperiode på en måned under aktivering afskaffes. I kraft 1. april 2012.

11. Afskaffelse af tvungen brug af andre aktører. Afskaffelse af tvungen brug af anden aktør i beskæftigelsesindsatsen for ledige akademikere.

12. Mere fleksible rammer for gentagen aktivering af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Mere smidig og individuelt tilrettelagt. Minimumsfrekvensen for gentagen aktivering for ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år sættes op til hver 12. måned (nu hver sjette måned). I kraft 1.3.2012.

13. Varighedskravet til aktive tilbud sættes ned fra fire til to uger. Ret- og pligttilbud nedsættes fra minimum fire til minimum to uger for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Fortsat mulighed for at give længerevarende tilbud, hvis det er hensigtsmæssigt. I kraft 1. marts 2012.

14. Ny indsats mod ungdomsarbejdsløshed. Flere ledige unge skal i jobrotation. Flere ledige unge skal blive faglærte via voksenlærling. Job- og opkvalificeringspakke til bogligt svage unge. Flere dimittender skal have trainee-forløb. Der afsættes 30 mio. kr. i både 2012 og 2013 til initiativerne.