Gid corona gør kål på fordommen om, at arbejdsløse bare er dovne

Læs indlægget hos Politiken

Eller læs det her:

Coronakrisen har givet arbejdsmarkedet en ordentlig mavepuster. I løbet af marts steg ledigheden med knap 50.000. Men det havde set endnu værre ud, hvis et enigt folketing ikke havde lavet lønrefusionsordningen, så virksomheder i stedet for at fyre medarbejdere kan hjemsende dem med løn og statstilskud. Ca. 150.000 lønmodtagere er sendt hjem med lønkompensation til arbejdsgiveren. Teknisk er de ikke ledige, og vi må håbe, at de fleste virksomheder overlever krisen, så jobbene er der, når samfundet åbnes igen, og der kommer gang i økonomien. Men en del af dem vil sandsynligvis kunne skrive ledig på cv’et i løbet af den kommende tid.

Oven i dette mørketal kommer, at vi ikke ved, hvor mange funktionæransatte, der er sagt op. De tæller nemlig ikke med i ledighedsstatistikken, før deres opsigelsesvarsler på typisk tre til seks måneder er overstået. 

Selv om det er umuligt af forudsige, hvor dyb og langvarig krisen bliver, er det sikkert, at den bliver voldsom, og kan komme til at vare temmelig længe. Derfor er det vigtigt at huske på, at selv om meget afhænger af, hvordan det går i den internationale økonomi og med efterspørgslen efter vores varer, så vil det videre forløb i høj grad også blive præget af, hvad vi selv gør. 

Og hvad vi selv gør, afhænger i høj grad af, hvordan krisen fortolkes. Er ledighed – som det har været herskende ideologi siden dagpengereformen i 2010 – de lediges egen skyld, så er svaret flere ’arbejdsudbudsreformer’ med endnu lavere ydelser. Logikken vil være, at hvis man pisker hårdt nok, kommer de ledige i arbejde.

Er erkendelsen derimod, at det handler om, at efterspørgslen efter arbejdskraft er banket i bund pga. krisen, så er svaret et helt andet. Nemlig, at vi fortsat skal holde hånden økonomisk under de ledige og virksomhederne, og at vi skal sørge for at vedligeholde og helst udbygge de lediges kvalifikationer og arbejdsevne, indtil der igen er brug for dem.

Vores fortælling om årsagerne til arbejdsløsheden bliver afgørende for, hvilke politiske svar vi giver den. 

I en tid, hvor hjælpepakkerne er omfattende, og talen om fællesskab og solidaritet har været til at høre, kan det synes umuligt, at arbejdsløshed vil blive behandlet som et selvforskyldt problem. Men ser man tilbage tidligere kriser – ikke mindst finanskrisen – bliver man hurtigt klar over, at det før har været svaret på kriseudløst massearbejdsløshed. 

I de seneste 30 år har vi oplevet tre markante forløb med ned- og opture i beskæftigelse og ledighed. Kort fortalt kan de beskrives sådan her:

Efter dønningerne fra Schlüters kartoffelkur i 1986 overtog Poul Nyrup, da han blev statsminister i 1993, en ledighed på næsten 350.000, som var blevet nedbragt til ca. 135.000, da Anders Fogh Rasmussen tog over i Statsministeriet i 2001.

I de næste par år steg ledigheden igen noget, men faldt herefter frem til finanskrisen til ca. 50.000, hvilket på det tidspunkt var nærmest uhørt lavt. Men efter finanskrisen eksploderede ledigheden igen, og der gik fem-seks år, før vi for alvor så, at ledigheden faldt igen, og vi kom under 100.000 ledige.

Det bør være en øjenåbner, at de tre forløb repræsenterer tre vidt forskellige former for politik og tog udgangspunkt i helt forskellige opfattelser af ledighedens årsager, hvad arbejdsmarkedspolitik overhovedet er, og hvad der skal til for at komme hurtigst muligt og godt ud af krisen.

Under forløb 1 – som var Nyrups og hans finansminister Lykketofts tid – var opfattelsen, at arbejdsmarkedspolitikken ikke i sig selv sikrer højere beskæftigelse. Men at den skal skabe forudsætningerne for højere beskæftigelse og lavere ledighed. Det handlede om at sikre, at den ledige arbejdskraft var kompetent, arbejdsduelig og arbejdsvillig, når der igen blev brug for den. Ledighed blev opfattet som et samfundsproblem udløst af lav efterspørgsel, og ikke som senere, opfattet som udløst af kræsenhed og dovenskab blandt de ledige.

Derfor valgte man at garnere en ekspansiv finanspolitik med omfattende arbejdsmarkedsreformer. Langtidsledige skulle have arbejdstilbud, der senere er blevet til det skrækkelige begreb ’aktivering’. Men allerhelst skulle de ledige have uddannelse, så de deres kvalifikationer blev opdateret, eller de blev omskolet til andre fag.

Samtidig indførte man orlovsordninger til uddannelse, hvor både ledige og beskæftigede kunne tage uddannelse med dagpenge i op til et år. For ledige kunne perioden udvides yderligere til i alt to år. Derudover blev der indført børnepasningsorlov og sågar såkaldt sabbatorlov. Tankegangen var, at med den meget store ledighed kunne man slå flere fluer med et smæk. Man kunne få gang i opkvalificeringen af arbejdsstyrken. Man kunne mildne problemet med ventetid på daginstitutioner, og man kunne tilmed ad den vej skabe huller til, at ledige kunne komme i job som erstatning for personer på orlov.

Men det var klart, at disse ordninger var designet til en lavkonjunktur, og derfor skete der også en gradvis udfasning af orlovsordningerne i takt med det kraftige fald i ledigheden op gennem 1990’erne.

Under forløb 2 var Anders Fogh i Statsministeriet. De, der havde læst Foghs minimalstatsbog, frygtede, at han ville lægge ud med at gå til angreb på dagpenge og andre ydelser. Men det gjorde han ikke. Det viste sig, at han var mere julemand end hulemand. Dagpengene blev ikke forringet, men nærmest garanteret. Fogh og hans finansminister Claus Hjort Frederiksen blev varme fortalere for flexicurity, som fra midten af nullerne gik sin sejrsgang. »Vi har fleksibilitet, fordi vi har et arbejdsmarked med social tryghed«, sagde Anders Fogh på Venstres landsmøde i 2004.

Efter en stigende ledighed frem til 2004 skete der et kraftigt fald under hans og efterfølgende Lars Løkke Rasmussens statsministertid frem til finanskrisen i 2008. Men det skyldtes noget helt andet end sociale forringelser, nemlig effekten af skattelettelser og galopperende huspriser, som resulterede i et voldsomt lånefinansieret forbrug. Det fik ledigheden til at falde, men viste sig uholdbart da vi blev ramt af finanskrisen.

Da vi blev ramt af finanskrisen – det jeg kalder forløb 3 – bedyrede Lars Løkkes regering, at den ikke var ude efter dagpengene. Det var den heller ikke, før den i 2010 forhandlede en genopretningspakke, som skulle forholde sig til, at ledigheden på mindre end et år var steget med 100.000.

Under disse forhandlinger kom arbejdsudbudsøkonomernes drøm – en dagpengereform – på bordet. Dagpengeperioden blev halveret og kravet til genoptjening af dagpengeret blev fordoblet.

Det slap regeringen godt fra i den offentlige debat. Den hævdede jo, at få ville blive ramt, og at de offentlige finanser og beskæftigelsen ville blive kraftigt forbedret. Når det gik, så let var det nok, fordi der var tale om en tidsindstillet bombe, som først kom til at springe i 2013, hvor 37.500 ledige mistede deres dagpengeret. Et tal der siden er kommet op på i alt ca. 100.000.

Hermed var begrebet arbejdsudbud (læs: arbejdskraftudbud) blevet nøgleordet i dansk politik, og vi fik efterfølgende en efterlønsreform, som de facto udfaser efterlønsordningen.

Man overgav sig fuldstændig til en såkaldt strukturpolitisk tilgang. Det går ud på, at de økonomiske incitamentsstrukturer skal indrettes, så flere vil arbejde mere og kræve mindre i løn, og det antages efterfølgende at føre til, at der skabes flere arbejdspladser. Teorien er, at øget arbejdsudbud automatisk skaber øget beskæftigelse. Og endda relativt hurtigt.

Ud fra samme tankegang er der sket en afvikling af den aktive beskæftigelsespolitik med uddannelse og jobtilbud. ’Aktiveringsomfanget’ er reduceret med tæt på tre fjerdedele. Forsømmelserne i uddannelsespolitikken og manglende praktikpladser i erhvervsuddannelserne er blevet kompenseret ved import af udenlandsk arbejdskraft.

Som erstatning har vi fået et system med hyppige samtaler i jobcenter og a-kasse i de første seks måneders ledighed, og de ledige har kun ret til to ugers aktivering af en eller anden slags. Samtidig er mulighederne for kort selvvalgt uddannelse kraftigt indskrænket. De langtidsledige gør man alt for lidt for, og satser i stedet på, at udsigten til at miste dagpengeretten nok skal få dem til at rejse sig fra sofaen og finde et job.

Tankegangen er, at ledigheden skyldes kræsenhed eller urimelige jobforventninger. Derfor skal de ledige holdes til ilden gennem hyppige samtaler. Samtaler som mange oplever som intimiderende og kontrollerende frem for at være en hjælp til at komme i job.

Jeg siger ikke, at det er dårligt at holde samtaler med ledige. Det er ganske fornuftigt. Men hvis der ikke er hverken uddannelsesmuligheder eller jobtilbud i posen, bliver det alt for let oplevet som mistillid frem for støtte.
Da Helle Thorning tog over som statsminister i 2011, var vi mange, der håbede, at arbejdsmarkedsskuden ville blive vendt. Men det skete desværre ikke.

Hun fik tæsk af de radikale, og regeringsgrundlaget slog fast, at de ville fortsætte den tidligere regerings økonomiske politik »i bredeste forstand«. Øget arbejdsbud som det centrale begreb har siden været et hovedelement i den førte politik, og det har skive for skive skåret af dagpengeydelser m.v.

Da Mette Frederiksen overtog roret i Statsministeriet, vendte retorikken tilbage til klassiske socialdemokratiske dyder, og der er vitterligt taget gode skridt til at få et forsømt velfærdssamfund på ret køl igen. Men på beskæftigelsesområdet er der ikke sket det store. Heller ikke når det gælder den fortsatte udhuling af dagpengene. Jeg betvivler ikke viljen, men erkender, at de radikale stadig sidder på afgørende mandater.

Alligevel aner jeg et lille lys i mørket. For cononakrisen, der ellers ikke kan siges meget godt om, kan forhåbentlig bruges som en katalysator i forhold til at få (gen)skabt en offensiv og visionær arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik.

Indtil nu har ingen partier været ude at kalde på forringelser for de ledige for at få gang i økonomien. Tværtimod fremstår det som en fælles erkendelse, at de, der nu bliver ledige, ikke selv er skyld i det. Den sang, der har domineret siden finanskrisen, høres ikke så tydeligt længere.

Derfor er det også mit håb, at det kan være en øjenåbner for, at vi for alvor kan få gang i ægte arbejdsmarkedsreformer, der handler om at satse massivt på uddannelse, opkvalificering og job. Men uddannelse til hvad? Vil nogen måske sige. Og job hvorhenne? Vil de spørge.  

Svaret er, at det ved vi ikke helt præcist. Men vi ved, at en veluddannet arbejdsstyrke generelt giver bedre grundlag for at skabe nye job og øget produktivitet. Og vi har set, at forsømmelser i uddannelse af både unge og voksne har affødt en kæmpe beskæftigelsesvækst for udenlandske håndværkere m.v. 

Det er klart, at vi selvfølgelig også skal satse mere målrettet på områder, hvor vi forventer, der bliver grundlag for flere og nye job. Lige nu og her har coronakrisen sat den grønne omstilling på stand by, men den ryger forhåbentlig igen til tops på den politiske dagsorden. For investeringer i vedvarende energi og produktion af klimavenlige produkter bør også være en murbrækker for at få gang i økonomien igen. Der skal produceres mange flere vindmøller, solfangere og biogasanlæg. Og der opstår sandsynligvis også nye typer job i den grønne økonomi. Det skal vi selvfølgelig ruste os uddannelsesmæssigt til.  

Selv om coronakrisen kan blive en begyndelse på en ny og mere velfungerende arbejdsmarkedspolitik, må jeg indrømme, at jeg kan frygte, at det hele går som efter finanskrisen. 

Da finanskrisen ramte, var der heller ikke nogen, der mente, det var den jævne arbejders skyld, at han mistede sit job. Det var primært de griske bankers skyld. Men ret hurtigt ændredes forklaringen på krisens årsager sig, så den i stedet kom til at handle om virksomhedernes lave konkurrenceevne, overforbrug og dovne ledige.

Derfor blev der givet skattelettelser til virksomhederne, sparet i den offentlige velfærd, og beskåret i dagpengesystemet og efterlønnen for at øge ’arbejdsudbuddet’. Den medicin bankede forbrugertilliden i bund, og det varede fem år, før ledigheden begyndte at falde igen. 

Jeg tror på, at denne forskydning af skyld ikke sker under coronakrisen. Selv de dygtigste spindoktorer kan forhåbentlig ikke få pilen til at pege på de arbejdsløse selv. Denne gang er det naturens og en flagermus’ skyld, at vi er endt i en krise. Eller også er det kinesernes skyld. Lige meget hvad, så holdes der forhåbentlig fast i holdningen om, at krisen i Danmark er uforskyldt – og det håber jeg kan komme de arbejdsløse til gode.