Stort interview

Det er ikke sidste gang, ministeren har hørt fra Danske A-kasser

Højere dagpenge, bedre rammer for beskæftigelsesindsatsen og konstruktive indspark til evalueringen af dagpengereformen. Det er nogle af punkterne på den nye DAK-formands ’to do-liste’. Eva Obdrup vil være synlig som formand, og lægger samtidig vægt på, at hun har et formandskab med Villy Dyhr fra AKA. For som hun siger, er det netop bredden i DAK, der giver brancheorganisationen en stærk stemme

Foto af Eva Obdrup

DAK's formand Eva Obdrup har været forretningsfører i 3FA siden 2014.

Den 25. september overtog Eva Obdrup formandsstafetten i Danske A-kasser, og det var – med hendes egne ord – på et godt tidspunkt. For ifølge den nye formand står både branchen og brancheorganisationen stærkt lige nu. 

Eva Obdrup har aldrig selv været i tvivl om, at a-kasserne udgør en stærk branche, men hun mener, at coronakrisen virkelig har været med til at vise omverdenen, hvor agile og leveringsdygtige a-kasserne er.

”Der er jo ingen tvivl om, at vi er i en branche med et meget komplekst regelsæt, som hele tiden ændrer sig. Sådan har det været i årevis, mens vi samtidig har formået at udvikle os og fx blive mere og mere fokuserede på at levere en god beskæftigelsesindsats. Men ser vi så på 2020 isoleret set – altså det år der har stået i coronaens tegn – så er det virkelig et bevis for, hvor agile og omstillingsparate vi er. A-kasserne har om nogen formået at tilpasse sig regler og rammer, som har ændret sig med lynets hast, og vi har samtidig formået at hjælpe de mange flere ledige, der desværre er kommet som følge af krisen. Jeg synes virkelig, at vi har bevist vores værd i denne krisetid,” siger Eva Obdrup, der også hæfter sig ved, at branchen har været klar til at finde nye politiske løsninger og løfte dem i forbindelse med coronaudfordringerne.

Politisk tiltro til a-kasserne


Hun nævner, at der det seneste trekvarte år har været flere eksempler på, at politikerne har tillid til, at a-kasserne kan løfte store og vigtige opgaver – og at branchen så efterfølgende har levet op til den tillid. 

”Det er stærkt. Tag fx arbejdsfordelingsordningen, hvor vi fik lovgivningen og blev klar til at udbetale på halvanden uge. Det gik vildt hurtigt. Det er sådan en opgave, hvor man fra politisk hold tænkte: ’Vi skal have en ordning klar til, når lønkompensationsordningerne stopper; vi har skelet til, hvad man gør i andre lande; vi vil gerne have noget, der minder om den arbejdsfordeling, vi kender i forvejen, og så løser man det via trepartsforhandlinger. Og politikerne er helt sikre på, at den opgave kan a-kasserne sagtens løfte, selv om vi kun har ganske få dage til at få det ført ud i livet. Og så løfter vi opgaven,” siger Eva Obdrup og fortsætter:

”Så coronatiden har også vist os, at der er en politisk tro på, at a-kasserne faktisk er i stand til at løfte et kompliceret regelsæt på ganske kort tid og få tingene til at virke. Det er noget, jeg sætter stor pris på, og det er noget, jeg som DAK-formand vil have fokus på, at vi skal blive ved med at bevise. At de opgaver kan vi løfte. At vi spiller en vigtig rolle i forhold til at få arbejdsmarkedet og flexicuritysystemet til at fungere.”

Stærk brancheorganisation


Eva Obdrup understreger, at det konkrete eksempel og hele coronakrisen viser, at der både er en stærk branche og en stærk brancheorganisation. 

”Vi har også fået bevist, at vi har en stærk brancheorganisation og et sekretariat, hvor der er en stor kompetence til at forstå det regelsæt, vi arbejder efter, og de påvirkninger det har på vores medlemmer – om det så er den nyuddannede akademiker, asfaltarbejderen eller sygeplejersken. Og det må vi jo aldrig glemme – at det er de medlemmer, vi alle sammen arbejder for i sidste ende. Det synes jeg også, der er en rigtig god forståelse for i sekretariatet og i hele brancheorganisationen.”

Ifølge Eva Obdrup er det blandt andet den forståelse, der gør, at a-kasserne – store som små, fagligt afgrænsede som tværfaglige - fortsat står skulder ved skulder i Danske A-kasser.

”Uanset at nogle af os er konkurrenter, og at vi også er uenige om forskellige forhold, så tror jeg, at vi alle kan se, at det bedste for vores medlemmer er, at vi står sammen i en fælles organisation. Jeg tror, vi alle kan se, at vi gør vores medlemmer en tjeneste ved at stå sammen om alt det, som vi kan stå sammen om. I Danske A-kasser får vi simpelthen en indflydelse på både det politiske niveau og embedsmandsniveau, som vi ikke ville få, hvis vi alle stod alene. Vi finder de gode løsninger sammen. Vi har en stærk stemme, når vi står sammen, og når vi viser bredden i branchen. Og der synes jeg også, at jeg er blevet formand for en brancheorganisation i rigtig god form. Der bliver lyttet til DAK, og det vil jeg være med til at sikre, at der fortsat bliver”.

Vil fortsat kæmpe for et stop af udhulingen


En af Eva Obdrup’s helt store mærkesager er at fortsætte kampen for at stoppe udhulingen af dagpengene. Så derfor overtog hun som formand med glæde den to-delte kampagne, der i øjeblikket kører i Danske A-kasser med et spor, der er rettet mod medlemmerne, der takker hinanden for at være medlem af a-kassen, og et spor, der er rettet mod politikerne, for at få dem til at sætte et dagpengeløft på finansloven. 

”Jeg tror desværre ikke, der er nogen snuptagsløsning her. Det bliver et langt sejt træk at få politisk indflydelse og få stoppet udhulingen af dagpengene. Men der er ikke andet at gøre end at blive ved med at synliggøre, at kompensationsgraden er dalende. Ligesom vi gør med kampagnen lige nu. Vi skal blive ved og ved! Når mange er nødt til at tegne en tillægsforsikring, så er det for mig et bevis på, at noget ikke er godt nok. Og jeg har før nævnt risikoen for et A-hold, der er sikret fornuftigt økonomisk ved ledighed, og et B-hold, der skal leve af dagpengene, og der frygter jeg stadig, vi ender, hvis der ikke gøres noget,” siger Eva Obdrup, der understreger, at et stop af udhulingen er vigtigt for alle a-kassemedlemmer:

”Det er jo ikke kun vigtigt for sådan nogle som mine medlemmer, der ikke har mulighed for at tegne en forsikring ovenpå. Det er også vigtigt for de andre grupper, der skal have noget at tegne deres ekstra forsikringer ovenpå. For ellers er der pludselig kun den rene private forsikringsdækning tilbage, og så undermineres den danske model jo fuldstændig. Så derfor er vi nødt til at have et fælles dagpengesystem, som alle kan se sig selv i i en eller anden udstrækning. Så indsatsen for højere dagpenge er en oplagt mærkesag for brancheorganisationen.”

Bedre rammer for beskæftigelsesindsatsen


En anden mærkesag for Eva Obdrup er at fortsætte den rejse som a-kasserne over en bred kam har været på de senere år – en rejse derhen, hvor det ikke kun handler om at udbetale korrekte dagpenge, men hvor det også handler om en stærk beskæftigelsesindsats for medlemmerne. 

”Den handske har vi jo alle taget op – vi har alle sat ekstra fokus på at sikre, at medlemmerne kommer bedst muligt videre i det næste job. Hvad enten vi kalder det opkvalificering eller efteruddannelse. Hvad enten vi taler om karrierevejledning, coaching eller håndholdt indsats. Hvad enten vi bruger et direkte match mellem medlem og arbejdsplads, eller om vi hjælper vores medlemmer med at skrue det bedste CV sammen eller udnytte LinkedIn maksimalt. Vi bruger forskellige redskaber og forskellige termer, afhængige af hvem vi er, og hvem vores medlemmer er, men i bund og grund er vi alle enige om, at det vi vil, og det vi har arbejdet på de sidste mange år, er at hjælpe medlemmet videre til det næste job. Så hele den indsats vil jeg arbejde for, at vi får endnu bedre mulighed for,” siger Eva Obdrup og fortsætter:

”Og på den vej er a-kasseforsøget, som kører lige nu, jo en vigtig trædesten. Den mulighed skal vi simpelthen udnytte maksimalt, så vi endnu engang beviser vores værd. Det er et stort ønske fra min side, at vi med det her forsøg får vist, at det sagtens kan udbredes i hele branchen, at det er a-kasserne, der står for al den første kontakt i ledighedsperioden. Så lige nu har vi forsøget, der skal gennemføres med succes, og derudover mener jeg også, at vi som brancheorganisation skal kæmpe videre for endnu bedre rammer for a-kassernes beskæftigelsesindsats. Det er en anden mærkesag for mig i DAK.”

Konstruktivt input til evaluering


En tredje sag, som Eva Obdrup lægger meget vægt på i DAK-sammenhæng, er, at brancheorganisationen får givet et konstruktivt input til den evaluering af dagpengereformen, som i øjeblikket er under udarbejdelse. DAK’s input skrues sammen i et samarbejde mellem DAK’s sekretariat og en bred kreds af a-kasser. 

”Da man blev enige om den kæmpe dagpengereform i 2016, så var det jo en del af den politiske aftale, at den skulle evalueres, når de ændrede regler og rammer havde virket nogle år. Og nu har vi jo set, hvad der har virket efter hensigten, og hvad der ikke har. Fx har vi opdaget, at reformen ikke har sikret, at det altid kan betale sig at arbejde. Og der er også andre uhensigtsmæssigheder - det er jo ikke mærkeligt med så stor en reform. Men det er nu, vi har muligheden for at få peget på alle de hjørner og kroge, der bør ændres. Og derfor er det meget, meget vigtigt, at vi får lavet et grundigt stykke arbejde, der resulterer i et konstruktivt input”.

Vigtigt at jeg er en del af et formandskab


Eva Obdrup understreger, at hun har et ønske om at være en synlig DAK-formand, og hun lægger samtidig vægt på, at hun er en del af et formandskab sammen med næstformanden Villy Dyhr, der er direktør i Akademikernes A-kasse.

”Det med at vi er et formandskab er vigtigt for mig, fordi jeg i 3FA er vant til at være en del af en ret flad struktur med meget medbestemmelse, og det vil jeg gerne føre med over i DAK. Så når jeg siger, jeg vil være synlig, betyder det ikke, jeg vil være den eneste synlige. Og så er det også vigtigt, fordi det netop er bredden i DAK, der giver os sådan en stærk stemme. Så bare signalet i, at vi er et formandskab, hvor a-kasser, der spænder fra ufaglærte til akademikere, står side om side – det er et stærkt signal,” siger Eva Obdrup, som også glæder sig til at lære alle de andre DAK-medlemmer bedre at kende.

”Jeg kender af gode grunde FH-kasserne bedst, og jeg kender selvfølgelig også mange af de andre a-kasser fra mine år i DAK-bestyrelsen og fra årskonferencer og repræsentantskabsmøder. Men jeg ser frem til at lære alle bedre at kende og høre mere om de forskelliges udfordringer og standpunkter. Om det bliver ved kaffe-møder, eller hvordan vi griber det an – det må vi lige se på”.

Ministeren hører fra os


Nogle kaffe-møder kommer der i hvert fald de kommende år, for Eva Obdrup vil forsøge at gøre sin indflydelse gældende som DAK-formand alle de steder, hun kan komme til det. Og det indbefatter også at gå til kaffe-møder på Christiansborg.

”Det er klart, at jeg vil forsøge at mødes med alle de politikere, jeg kan komme til. Allerede et par uger efter, at Villy og jeg havde overtaget formandskabet, så havde vi jo det gode ’hilse-på-møde’ på Christiansborg, hvor vi mødtes med Beskæftigelsesudvalget og beskæftigelsesministeren, talte dagpengeløft og delte udhulede chokoladeæsker ud. Hummelgaard lovede, at der ville blive gjort noget ved dagpengene på et tidspunkt, og så tilføjede han, at vi jo i øvrigt nok ville minde ham om det. Og det kan jeg love, at vi vil. Det er ikke sidste gang, ministeren har hørt fra Danske A-kasser,” slutter Eva Obdrup. 

 

Fakta om DAK-formanden

Eva Obdrup er forretningsfører i 3FA. En post som hun har bestredet de seneste seks år. Før det var hun i 12 år a-kasseleder i 3F’s afdeling i Næstved. Tidligere har Eva været AF- konsulent i Næstved og sagsbehandler i Arbejdsdirektoratet.

Eva er uddannet kontorassistent hos Louis Poulsen og derefter uddannet til informatikassistent på Handelsskolen i Roskilde. Eva er 52 år.

Fakta om 3FA

3FA – Faglig Fælles A-kasse – er en faglig afgrænset a-kasse, som har både faglærte og ufaglærte medlemmer, der arbejder indenfor de seks hovedområder: Industri; Bygge og anlæg; Transport; Den offentlige sektor; Privat service, Hotel & Restauration og Den grønne gruppe.