Nyt indspil fra Danske A-kasser:

Et enklere beskæftigelsessystem

Danske A-kasser foreslår nu en række forenklinger af beskæftigelsesområdet. Samtidig opfordrer brancheorganisationen til, at kræfterne fokuseres på de grupper, der ikke umiddelbart selv finder tilbage i job. Alle forslagene er at finde i Danske A-kassers indspil til forenklinger af beskæftigelsesområdet ”Et enklere beskæftigelsessystem”

Hvide og en sort skakbrik

- A-kasserne er stærkt optagede af at levere en indsats, der får ledige i job. Vi ønsker helt grundlæggende et beskæftigelsessystem, der tager udgangspunkt i virkeligheden, og hvor vi bruger ressourcerne dér, hvor de gør mest gavn. Langt de fleste ledige er hurtigt tilbage i job af egen vej. Vi skal derfor koncentrere os mere om de mennesker, der har brug for lidt ekstra og som ikke selv finder hurtigt videre i job, siger Torben Poulsen, der er formand for Danske A-kasser.


- Beskæftigelsessystemet skal gøres mere enkelt og fleksibelt. Vi skal have fokus på kerneopgaven; at få ledige i job. Vi har peget på en række områder, hvor man meget nemt kan forenkle og forbedre systemet, siger Torben Poulsen.

Samtidig kommer Danske A-kasser med en opsang til den administrative styring af beskæftigelsesområdet, som ifølge brancheorganisationen har været præget af alt for mange regler, IT-redskaber og proceskrav:


- Hvis vi skal lykkes med mindre bureaukrati på beskæftigelsesområdet, så kræver det grundlæggende en ny tilgang: Vi skal turde give a-kasser og jobcentre meget mere frihed. Vi skal turde at vise tillid. Vi behøver ikke detaljerede regler om alt. Vi behøver ikke centrale IT-redskaber til alt. Og vores virke skal ikke styres gennem alle mulige specifikke implementerings- og proceskrav. For så er det netop, at enkle målsætninger om at få mennesker hurtigt tilbage i job, går tabt i bureaukrati, siger Torben Poulsen.