Digitale samtaler – det haster med en fornuftig og holdbar model    

                                                                         
Af Eva Obdrup og Villy Dyhr, formand og næstformand for Danske A-kasser

Træls har det været. Men coronaen har også lært os, at det ikke nødvendigvis er klogt at gøre alting, som vi plejer. Vanetænkningen er blevet udfordret.

Et af de områder, der er blevet udfordret, er det meget rigide system med hyppige fysiske samtaler med arbejdsløse i a-kasser og jobcentre. Her har man været nødt til at holde samtalerne digitalt eller over telefonen.

Og det har vist sig, at de fleste er glade for det. Jobcentre og a-kasser melder, at de har kunnet opretholde en god kontakt og har kunnet yde en god service og vejledning. Og undersøgelser blandt ledige er også positive. Det har været let og ubureaukratisk at få råd og vejledning i jobsøgningen.

For langt de fleste ledige er der således ingen tvivl om, at muligheden for digitale kontaktformer har været et stort fremskridt. Mange mener derfor, at vi fremover skal gøre det helt frivilligt, om samtaler skal holdes digitalt eller ved fysisk fremmøde.

Mange ledige har brug for fysisk møde

Men der er dog også seriøse skeptiske røster i forhold til at give det helt frit. Det handler bl.a. om, at der er en betydelig del af de ledige, som har brug for og fortjener en mere omfattende afklaring af deres kompetencer og en personlig snak om, hvordan, de kommer tilbage i arbejde. Og det kan man altså bedre opnå, når man fysisk sidder over for et andet menneske, end når man taler i telefon eller over skype.

Det handler således om, at vi skal bruge de gode erfaringer til fremadrettet at finde en optimal balance mellem fysiske og digitale samtaleformer. Ikke et enten eller, men et både og. Et bud kunne være:

•    Den ledige har altid ret til at bede om et fysisk eller et digitalt møde. Både med a-kassen og i jobcentret.

•    Hvis den ledige, a-kassen eller jobcentret vurderer, at der er behov for en fysisk fællessamtale for f.eks. at få igangsat uddannelse eller aktiveringsforløb, så afholdes en sådan.

•    Cv-samtalen efter senest 14 dage i a-kassen skal altid være ved fysisk fremmøde, fordi det er vigtigt hurtigt at få en fornemmelse og et helhedsindtryk af, om den enkelte er i risiko for at gå længe ledig, eller om det bare handler om at søge relevante job.

•    Herefter kan man frit vælge mellem fysiske og digitale samtaler.

•    Men hvis ledigheden har varet i seks måneder, skal der holdes en grundig fysisk samtale. Evt. som fælles samtale.

•    Har ledigheden varet i 12 måneder, skal der igen holdes en fysisk fællessamtale, som skal føre til iværksættelse af konkrete initiativer, uddannelse o.a. for at komme tilbage i et job.

•    Efter 12 måneder bør det nuværende sporadiske kontaktforløb for langtidsledige strammes op. Gerne med hyppige fysiske samtaler, der følger op på det, der er iværksat for den enkelte ledige.

Afværgeforslag fra regeringen

Økonomerne i Finansministeriet vil sikkert holde fast i, at der kun må være samtaler med fysisk fremmøde. Argumentet eller forestillingen er, at de ledige skal opleve at blive holdt til ilden og udfordret i deres jobsøgning. Og de frygter, at overgang til digitale samtaler fører til mindre pres på de arbejdsløse og får arbejdsudbuddet til at falde. 

At det er noget de tror, men ikke noget de ved, fremgik forleden i et svar fra beskæftigelsesministeren til folketingets beskæftigelsesudvalg, om hvordan de havde regnet ud, at det vil koste 40 mio. kr. at forlænge muligheden for digitale samtaler med to måneder ind i 2021. Her stod, at man forventede, at alle ledige i gennemsnit ville blive ledige én dag mere. Hvorfor det netop er én dag og ikke en uge eller en time er uvist.

Som et afværgeforslag har regeringen foreslået, at der gennemføres et kontrolleret forsøg, hvor nogle får mulighed for digitale samtaler, og resten fastholder fysiske samtaler. Og så forestiller man sig, at økonomer kan lave en effektanalyse, og finde ud af, hvad der er bedst.

Showstopper for sund fornuft

Men det er for det første vildt naivt at tro, at det vil vise væsentlige signifikante resultater, som kan bruges til noget som helst andet end at konstatere, at der ikke ses nævneværdig betydning for den samlede ledighedsudvikling. Og for det andet er et sådant længerevarende forsøg blot en showstopper for den sunde fornuft.

Den sunde fornuft tilsiger, at vi sagtens allerede nu (eller så snart coronaen er bekæmpet) kan lave en varig model med en god balance mellem fysiske og digitale samtaler.

Det nuværende system betyder, at alle ledige uanset hvilke udfordringer, de har, skal igennem den samme (fysiske) samtaleproces. 

I a-kassen skal de senest efter to uger have en såkaldt cv-samtale, der skal afdække, hvad de kan, og hvilke job de skal gå efter. Og hver tredje måned skal de til en ”rådighedssamtale” i a-kassen. I jobcentret skal de ledige til en ”jobsamtale” hver fjerde uge i de første seks måneders ledighed. Herefter vurderer og bestemmer jobcentret, hvad der er behov for. Oven i dette skal der afholdes op til tre fællessamtaler, hvor både a-kassen og jobcentret mødes med den ledige.

Møder efter standardskabeloner

De mange samtaler efter standardskabeloner medfører, at der bruges forholdsmæssigt mange ressourcer på at vejlede medlemsgrupper, der i vidt omfang er selvhjulpne. Og desværre betyder det mindre tid til at vejlede medlemmer, der har brug for et sporskifte eller uddannelse for at komme videre i arbejdslivet. 

Hvis vi derimod via digitale samtaleformer smidigt kunne hjælpe dem, der ikke har andre problemer, end at de skal vejledes i jobsøgningen, så kunne vi frigive ressourcer til at give mere hjælp til dem, der er i risiko for eller allerede er langtidsledige. Altså grundigere fysiske samtaler til dem, der har behov.