Danske A-kasser: Politikerne har mistet respekten for flexicuritymodellen
Politikerne lader maskerne i vores sikkerhedsnet blive større. Løsningen med tillægsforsikringer er et problem, fordi ikke alle får adgang til dem, skriver Danske A-kassers formand Torben Poulsen i et indlæg i Altinget. Læs det her
400.000. Det er antallet af danskere, som har tegnet en ekstra lønforsikring. Enten via en kollektiv ordning eller en individuel forsikring. I 2017 var tallet 273.000. Det er et ildevarslende tal og en voldsom stigning. Men ikke en overraskende eller uforståelig stigning.
Tværtimod er det fuldt forståeligt, at danskere, der ser dagpengene blive mindre og mindre værd, føler sig nødsaget til at sikre sig bedre økonomisk, hvis de skulle blive fyret. Og det er forståeligt, at der er a-kasser, der vælger at sætte produktet på hylderne. Men vi står med et dilemma.
For på den ene side er de private lønforsikringer med til at hjælpe en del af vores ledige medlemmer økonomisk, og de er nok også med til at holde nogle af dem i dagpengesystemet. Og på den anden side er der en gruppe af vores medlemmer, som aldrig kommer i nærheden af en lønforsikring. Hverken de kollektive eller de privattegnede.
Vi står med dilemmaet, fordi politikerne lader udhulingen af dagpengene fortsætte.
Politikerne forringer dagpengesystemet år efter år. Et notat fra Danske A-kasser viser, hvordan politikerne anvender 'salamimetoden' til løbende at beskære og forringe lønmodtagernes sikkerhedsnet. I notatet gennemgås udviklingen siden 2000 og frem.
De synes, det er helt okay at blive ved med at svække det ene ben i flexicuritymodellen – sikkerhedsnettet. Imens det ben, der består af fleksibiliteten for arbejdsgiverne, står urørt tilbage.
Igennem de seneste år har politikerne mistet respekten for arbejdsløshedsforsikringen og flexicuritymodellen. Væk er forståelsen for, at vi er nødt til at have et dagpengesystem, der matcher den fleksibilitet, der er i ’hyr og fyr-principperne’. At medlemmerne er nødt til at være sikret et rimeligt forsørgelsesgrundlag, der som minimum følger lønudviklingen.
Tværtimod er der en politisk bevægelse henimod, at det er okay, at vi ser mere og mere marked fremfor et solidarisk dagpengesystem.
Jeg tror dels, det skyldes ideologi og dels en holdning om, at ’det går jo egentlig meget godt’.
For desværre virker det som om, at kun få politikere har forstået omfanget af dagpengeforringelserne. At kun få – om nogen – har forstået konsekvenserne af det, vi kalder ”salami-metoden”, hvor der skive for skive, år for år, skæres af dagpengesystemet.
Politikerne lader maskerne i vores fælles sikkerhedsnet blive større og større, og løsningen er blevet tillægsforsikringer. Problemet er bare, at det hamrer en stor kile ned mellem de grupper, som kan få adgang til en tillægsforsikring, og de som ikke kan.
Og det er en ren ’catch-22’ politikerne stiller a-kassebranchen i. For der er næppe nogen tvivl om, at andre aktører står klar med tillægsforsikringer, hvis a-kasserne ikke gør. Men vel at mærke kun til de grupper, der sjældent er ledige og ikke er berørt af konjunkturer. Og vel at mærke kun, hvis de kan og vil betale ekstra oveni deres ’grundforsikring’.
Der er nok ikke nogen tvivl om, at flere vil droppe a-kassen, hvis markedskræfterne får frit spil, og dette vil medføre, at solidariteten kommer endnu mere under pres.
Beskæftigelsesministeren har for nylig sagt følgende i Altinget: "Om man i enkelte a-kasser vælger at forbedre ydelsen, synes jeg, man skal være velkommen til. Men modellen bygger på brede, kollektive forsikringsløsninger på tværs af faggrupper, hvor dem, der ikke så ofte er arbejdsløse, er med til at betale for dem, der arbejder i mere konjunkturfølsomme områder."
Men kære minister: Sådan bliver modellen jo ikke ved med at være, medmindre I stopper udhulingen af dagpengene. Så værn nu om solidariteten. I kan ikke blive ved med at sige ’det går jo egentlig meget godt’!
