Debatindlæg

DAK til DA: Kom med ud i a-kasserne og få syn for sagn

Inspireret af vicedirektør Erik Simonsens øjenåbnende tur rundt til seks jobcentre, har Danske A-kasser netop inviteret ham på en lignede tur til a-kasserne. Hans udtalelser om, at a-kasserne mangler branchekendskab og kontakt med virksomhederne, viser tydeligt, at Simonsen trænger til at komme på besøg ude i virkeligheden, skriver Danske A-kassers formand, Eva Obdrup, i dette indlæg, som også er bragt i NB Beskæftigelse

Foto af Eva Obdrup - bredformat

Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser, har inviteret Erik E. Simonsen, chef for arbejdsmarked og beskæftigelse i Dansk Arbejdsgiverforening, med rundt til a-kasserne, efter at han har advaret mod, at a-kasserne skal spille en større rolle i indsatsen for dem, der kun i korte perioder stå uden arbejde.

DA advarer mod at give a-kasserne et større ansvar for ledige, som der lægges op til i regeringsgrundlaget, og han beklager samtidig, at det allerede er aftalt, at a-kasserne fra 2024 overtager ansvaret for egne medlemmer i de første tre måneders ledighed. Det kunne man læse i NB Beskæftigelse den 9. februar, hvor Erik E. Simonsen, vicedirektør og chef for arbejdsmarked og beskæftigelse i Dansk Arbejdsgiverforening, blev interviewet.

Inspireret af Simonsens øjenåbnende tur rundt til jobcentrene, har Danske A-kasser netop inviteret ham på en lignede tur rundt til a-kasserne.
Eva Obdrup

Simonsen mener at vide, at a-kassernes branchekendskab og kontakt med virksomhederne er for svagt. Til gengæld gav vicedirektøren jobcentrene en ’udstrakt hånd’ – øjensynligt fordi han for nylig har besøgt seks af dem og pludselig har opdaget, at der rent faktisk arbejder engagerede medarbejdere, som forsøger at hjælpe både borgere og virksomheder. Jeg kunne godt have fortalt Erik Simonsen, at jobcentrene er fyldt med engagerede medarbejdere, der vil både borgere og virksomheder det bedste, men fint, at han selv kom ud i virkeligheden og fik syn for sagn.

Inspireret af Simonsens øjenåbnende tur rundt til jobcentrene, har Danske A-kasser netop inviteret ham på en lignede tur rundt til a-kasserne. For hans udtalelser om, at a-kasserne mangler branchekendskab og kontakt med virksomhederne er noget af det mest virkelighedsfjerne, jeg længe har hørt. 

Lige præcis dette arbejde med målrettet at matche ledige og arbejdsgivere vil jeg glæde mig til at præsentere Erik Simonsen for.
Eva Obdrup

Der er også engagerede medarbejdere ude i a-kasserne, og a-kasserne kender ikke bare egne medlemmer rigtig godt. De kender naturligvis også medlemmernes brancher og arbejdsmarkeder rigtig godt, og a-kasserne arbejder målrettet med jobformidling og virksomhedsservice. Lige præcis dette arbejde med målrettet at matche ledige og arbejdsgivere vil jeg glæde mig til at præsentere Erik Simonsen for. 

Inden turen er han meget velkommen til at læse op på, hvordan vores jobformidling og virksomhedsservice foregår i a-kasserne. Det kan han gøre i denne artikelsamling med gode eksempler fra ni forskellige a-kasser: Jobformidling og virksomhedsservice 

Jeg vil også gerne minde Simonsen om, at det ikke bare var en ren foræring til a-kasserne, at vi fra 2024 overtager kontaktforløbet med egne ledige i de første tre måneder. Forud for den politiske aftale var der en lang forsøgsperiode, hvor vi skulle bevise, at vi kunne løfte opgaven. Et forsøg, der blev evalueret og viste, at det kan vi. Og i a-kasserne ved vi også, at vi godt kan løfte opgaven i mere end tre måneder, så derfor er det med stor tilfredshed, at vi kan læse i regeringsgrundlaget, at vi står til at spille en større rolle i indsatsen for dem, der kun i korte perioder står uden arbejde. 

Problemet er, at jobcentrene har så mange opgaver og udfordringer, at det er vanskeligt for dem at løfte eller løse dem alle.
Eva Obdrup

Det er ikke fordi, vi kritiserer jobcentrene. Som sagt kunne jeg godt have fortalt Erik Simonsen, at de er fyldt med engagerede medarbejdere. Og langt de fleste steder er der i den praktiske dagligdag et rigtig godt lokalt samarbejde mellem jobcentre og a-kasser. Problemet er, at jobcentrene har så mange opgaver og udfordringer, at det er vanskeligt for dem at løfte eller løse dem alle. Og lige meget hvordan man vender og drejer det, så er jobformidling altså ikke hovedaktiviteten i jobcentrene, der har en stor gruppe ledige, som har mange andre problemer end blot ledighed. En gruppe der har behov for endnu mere hjælp.

Når a-kasserne fra næste år får mere af ansvaret for egne ledige, får kommunerne frigivet mere tid til netop at hjælpe de mange andre i systemet, som ofte har massive problemer, og hvor det kræver en omfattende indsats at få dem ud på arbejdsmarkedet. Og hvis a-kasserne får et endnu større ansvar, så giver det sig selv, at kommunerne kan bruge endnu mere tid til det, de er bedst til.

Men alt det glæder jeg mig til at tale videre med Erik Simonsen om på vores tur ud i virkeligheden. Som hans tur rundt til jobcentrene viste, så skader det ikke selv at få syn for sagn. Tværtimod!


 

Foto af Eva Obdrup - s/h

Eva Obdrup

Formand for Danske A-kasser
88 920 700