Nyhed

DAK-formand: Vi takker for tilliden og er klar til at løfte opgaven

Ni a-kasser er nu udvalgt til at deltage i forsøget med at lade a-kasserne overtage ansvaret for de ledige medlemmer i opsigelsesperioden og de første tre måneder af ledighedsperioden.

Mand og kvinde giver håndtryk

Partierne bag aftalen om forenkling af beskæftigelsesindsatsen har udvalgt de a-kasser, som skal deltage i det fire-årige forsøg, som starter op den 1. januar 2020.

Torben Poulsen, formand for Danske A-kasser, takker for tilliden fra aftalepartierne og understreger, at de ni medlemmer af Danske A-kasser er fuldt ud klar til at løfte opgaven og tage ansvaret med at få ledige medlemmer hurtigt i job:

- Vi ser det som vores vigtigste opgave at formidle job til vores medlemmer og klæde dem på til disse job, og vores styrker er blandt andet, at vi kender både vores medlemmer og brancher rigtig godt. Dette nære kendskab er jo en del af a-kassernes DNA. Derfor mener vi også, at ansvaret for den tidlige indsats ligger helt oplagt hos os, og vi er glade for at et bredt flertal i Folketinget nu har givet os tilliden til at vise det via forsøget, siger Torben Poulsen.

De udvalgte a-kasser får ansvaret for omkring hver fjerde dagpengemodtager i opsigelsesperioden og i de første tre måneder. Aftalepartierne har lagt vægt på, at a-kasserne repræsenterer forskellige faggrupper og brancher – og dermed afspejler et repræsentativt udsnit af a-kasserne. De udvalgte a-kasser er:

3FA; Dansk Metal A-kasse; FOAs A-kasse; Magistrenes A-kasse; FTFa; HK Danmarks A-kasse, Socialpædagogernes A-kasse; BUPL-A og Min A-kasse.

De udvalgte a-kasser skal ikke dække hele landet. Beskæftigelsesministeriet oplyser, at nogle er valgt ud til kun at dække udvalgte kommuner, så det undgås, at der er en enkelt a-kasse, der kommer til at dominere forsøget.