Nyhed

DAK-formand om afskaffelsen af opholdskravet: Det er den bedste nyhed længe

Torben Poulsen, formand for Danske A-kasser, kalder det ’meget glædeligt’ og ’sund fornuft’, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil annullere opholdskravet

Torben Poulsen

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har i dag meldt ud, at han vil afskaffe opholdskravet helt. Danske A-kassers formand Torben Poulsen kalder det for den bedste nyhed, han har fået længe.

”Det er meget glædeligt, at den nye beskæftigelsesminister har besluttet at annullere det vanvittige opholdskrav fuldstændigt. Det er et udtryk for, at han lader sund fornuft og retfærdig politik overtrumfe den symbolpolitik, som opholdskravet er udtryk for. Mange a-kassemedlemmer kan nu ånde lettet op, fordi de ikke længere vil blive uretfærdigt ramt af den håbløse lov,” siger Torben Poulsen.

Han forklarer, at landets a-kasser efter snart otte måneder med opholdskravet, har kunnet konstatere, at følgerne af opholdskravet er lige så uretfærdige og uhåndterbare, som Danske A-kasser forudsagde, de ville blive.

Danske A-kasser har monitoreret administrationen og følgerne af loven ved løbende at indsamle data fra brancheorganisationens medlemmer. Disse data har blandt andet vist, at 38 procent af alle de sager, som a-kasserne har skullet behandle pga opholdskravet, vedrører medlemmer, som slet ikke skal rammes af opholdskravet, fordi de har opholdt sig i et andet EU/EØS-land og ikke i et tredjeland.

A-kassernes tilbagemeldinger viser også, at de udenlandske myndigheder, som skal fremskaffe dokumentation til a-kasserne jf opholdskravet, i mange tilfælde slet ikke er i stand til det.

”Danske A-kasser sagde lige fra starten, at opholdskravet ikke bare var dybt uretfærdigt og unødvendigt, men at det også ville være fuldstændig umuligt at administrere. Vi kan nu konstatere, at vores værste anelser holder stik. Opholdskravet er et bureaukratisk helvede, og rammer også en lang række medlemmer, som slet ikke skal rammes af opholdskravet”.
Torben Poulsen siger, at det er en hel enig branche, der har været imod og advaret om opholdskravet.

Alle a-kasser har været imod opholdskravet, og hele branchen har stået sammen om at advare politikerne om følgerne og dokumentere, hvor uretfærdigt mange af vores a-kassemedlemmer bliver ramt. Derfor er vi en samlet og glad branche, der i dag kan konstatere, at vores indsats har båret frugt”.

Læs notatet med resultaterne af Danske A-kassers monitorering af administrationen og følgerne af opholdskravet