Dagpenge

Boligejere uden a-kasse kan ikke få kontanthjælp

9 ud af 10 boligejere, som ikke er medlem af en a-kasse, kan hverken få kontanthjælp eller dagpenge, hvis de bliver arbejdsløse. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Hvis man er blandt de 165.000 boligejere, som ikke er medlem af en a-kasse, kan man blive tvunget til at belåne friværdien eller sælge huset, hvis man bliver arbejdsløs.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd(AE) viser, at omkring 300.000 danskere i arbejde hverken kan få kontanthjælp eller dagpenge, hvis de mister deres arbejde. Det svarer til hver syvende beskæftigede, og ser man specifikt på boligejerne, er det hele 87 procent svarende til 165.000, der vil stå uden mulighed for at få hjælp af det offentlige, skriver AE på deres hjemmeside.

Udsatte boligejere

AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk, har tidligere advaret mod den udbredte opfattelse, at man blot kan gå ned på kommunen og få kontanthjælp, hvis man bliver ledig.

”Boligejerne er specielt udsatte, fordi de månedlige udgifter til huset eller lejligheden ofte udgør en betragtelig del af de faste udgifter. Når man så mister sit arbejde, skal man være fattigere end en kirkerotte, før man kan få kontanthjælp, advarer Verner Sand Kirk og uddyber:

”Det betyder, man skal bruge de penge, man eventuelt har i banken, sælge bilen, belåne eller sælge boligen. Hvis ens ægtefælle har et arbejde kan man heller ikke få kontanthjælp, så det kommer til at gøre økonomisk ondt på rigtig mange, hvis de bliver ledige.”

Kun lille formue

For at få kontanthjælp kræves det, at man ikke kan blive forsørget på andre måder. Det kan f.eks. være af ens ægtefælle eller af ens egen formue. Enliges likvide formue må ikke være større end 10.000 kr., hvis man vil have kontanthjælp. For ægtepar er grænsen på maksimalt 20.000 kr.