Beskæftigelsesreform

AK-Samvirke og COK bringer fremtidens jobkonsulenter sammen

Et helt nyt fælles uddannelsesforløb skræddersyet til beskæftigelsesreformen skal styrke medarbejdernes kvalifikationer i a-kasser og jobcentre.

Fingre der holder puslespilsbrikker

Beskæftigelsesreformens fællessamtaler mellem den ledige, a-kassen og jobcentret stiller nye krav til koordinering og en fælles forståelse af den enkelte lediges situation, behov og muligheder.

For at imødekomme de nye krav tilbyder AK-Samvirke og Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK) nu et helt nyt uddannelsesforløb for jobkonsulenter i både a-kasser og jobcentre.

Styrkede relationer og øget kendskab

Michael Rosenby, der er HR chefudviklingskonsulent i AK-Samvirke, forklarer, at uddannelsesforløbet stiller skarpt på fire centrale emneområder, men også at forløbet handler om, at der bliver skabt en fælles forståelse og et netværk mellem deltagerne:

”Det handler jo grundlæggende om, at vi lærer hinanden bedre at kende. Hvis Pia fra jobcentret har været på den samme forløb som Jakob fra a-kassen, så har de en fælles forståelse, og ved de også, hvordan de hver især tænker og arbejder. Det er derfor hævet over enhver tvivl, at det her forløb kommer det ledige medlem til gode,” siger Michael Rosenby og fortsætter:

”A-kasserne og jobcentrene er jo tilsammen Danmarks største HR-afdeling. Vi har hvert år flere hundredetusinde mennesker igennem a-kasserne og jobcentrene. På forløbet kommer vi med hver vores indgang, men med en fælles forståelse og et fælles mål om at samarbejde om at få de ledige i arbejde igen.”

Fokus på samarbejde

Fire centrale emneområder danner rammen om uddannelsesforløbet. Det er blandt andet, hvordan man afvikler en professionel fællessamtale, og hvordan man samarbejder om job og jobformidling:

”Jobcentre og a-kasser kommer til at samarbejde om at jobformidle til de ledige. Her er det vigtigt, at vi undgår at tænke og arbejde i siloer, men i stedet trækker på de ressourcer og den viden, der findes i systemet. A-kasserne kender brancherne indgående, og jobcentrene er ofte stærke på lokalkendskab. Det fokuserer vi på gennem hele uddannelsesforløbet,” siger chefkonsulent John Møldrup i COK, der tilrettelægger og afvikler uddannelsesforløbet sammen med AK-Samvirke.

Skræddersyede forløb

Forløbet tilpasses, så det bliver så relevant som muligt for deltagerne. Det sker ved at tage et lokalt eller regionalt udgangspunkt:

”Vi skræddersyr forløbet sammen med a-kasserne og jobcentrene, så det passer til området, de ligger i. Det betyder, at vi kan tage udgangspunkt i det lokale beskæftigelseslandskab. Selvom vi er et lille land, så er der stadig meget forskellige måder at løse opgaverne på rundt om i landet. Derfor gør vi undervisningen så relevant som mulig ved at bruge eksempler og aktionslæring ud fra, hvordan man nu gør tingene i det bestemte område,” fortæller chefkonsulent John Møldrup fra COK.

Fakta om uddannelsen
Med beskæftigelsesreformen som omdrejningspunkt skal uddannelsesforløbet udvikler og forbedre samarbejdet mellem a-kasser og jobcentre på fire helt centrale emneområder:

  1. Den professionelle fællessamtale.

  2. Samarbejde om job og jobformidling og inddragelse af erhvervslivet i indsatsen.

  3. Samarbejde om særlige grupper af ledige f.eks. de unge, de ældre, de sygemeldte og personer, der er særligt udfordrede.

  4. Samarbejde om uddannelse generelt og motivation til uddannelsesløft.