Nyhed

A-kasserne vil sammen med en samlet fagbevægelse hjælpe nyuddannede på dagpenge

Ny ’Dimittendpakke’ med syv forslag skal gøre dagpengesystemet mere fair for de nyuddannede og understøtte deres vej i job. Det er Danske A-kasser, der sammen med FH og AC, står bag pakken. DAK-formand Eva Obdrup siger, at forslagene skal dæmme op for følgerne af de dagpengeforringelser, som politikerne har indført for dimittender fra 1. maj 

Foto af Eva Obdrup - højkant

'Det plejer at være sådan, at man sænker prisen, hvis man forringer produktet - for ellers bliver det valgt fra. Ingen vil da give det samme for mindre'. Så kort begrunder Eva Obdrup forslaget om at nedsætte kontingentet for de nyuddannede.

Danske A-kasser er sammen med FH og AC netop kommet med syv forslag, der skal give nyuddannede, de såkaldte dimittender, mere fair forhold i dagpengesystemet og en bedre start på arbejdslivet.

Forslagene kommer som følge af, at dimittenderne fra 1. maj i år har fået betydeligt ringere vilkår i dagpengesystemet. Blandet andet er deres dagpengesats blevet sat markant ned efter tre måneders ledighed. Det samme er den periode, de kan få dagpenge i.

Læs den fælles pressemeddelelse fra AC, FH og DAK her 

Se det fælles udspil fra AC, FH og DAK her

Hjælp i stedet for benspænd

DAK-formand Eva Obdrup forklarer, at Danske A-kasser har to formål med at stå som en af afsenderne af de syv forslag. For det første mener hun, at vi skylder de unge og nyuddannede at behandle dem ordentligt i vores fælles dagpengesystem. 

”Systemet skal selvfølgelig også give de unge en økonomisk tryghed og give dem hjælp – i stedet for benspænd – i forhold til at komme godt i gang og få fodfæste på arbejdsmarkedet. I Danske A-kasser var vi imod de forringelser, der kom for de nyuddannede den 1. maj, så nu forsøger vi at trække systemet lidt i en bedre retning for dem igen.”

Sikre fortsat opbakning til dagpengesystemet

Og for det andet vil hun gerne sikre, at de unge fortsat vælger a-kasserne til. I dag er 2,3 millioner danskere medlem af en a-kasse, og Eva Obdrup håber, at opbakningen til systemet kan bevares.

”Mange har meldt sig ind som unge – under deres uddannelse eller efter endt uddannelse. Det skulle de gerne fortsætte med. For det er vigtigt, at så mange som muligt er med i en a-kasse. Også de unge. Det er dem, vi giver systemet videre til og dem der skal bære det i årene fremover”.

Nedsat betaling

Eva Obdrup forklarer, at forslagene fra de tre organisationer fordeler sig i to kategorier: fire forslag som kan forbedre økonomien for dimittender samt tre forslag, der handler om at få hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet og få en god start på arbejdslivet.

Med hensyn til den økonomiske håndsrækning, foreslås det fx, at den del af kontingentet, som dimittenderne betaler til staten, sættes ned. I øjeblikket betaler dimittenderne 4.368 kroner til staten om året for at være med i en a-kasse. De tre organisationer foreslår, at det beløb skal sænkes til 1.644 kroner om året for dimittender på de laveste satser. 

”Det plejer at være sådan, at man sænker prisen, hvis man forringer produktet - for ellers bliver det valgt fra. Ingen vil da give det samme for mindre. Så kort kan man forklare vores forslag om at nedsætte kontingentet for de nyuddannede. På månedsbasis vil forslaget betyde, at de skal betale 227 kroner mindre for deres dagpengeforsikring om måneden – den ændring kan altså godt mærkes for en gruppe mennesker, der kommer fra SU og ikke kan fortsætte med studiejob, studiebolig og studierabatter, når de har afsluttet uddannelsen – og tilmed skal til at afvikle på deres studielån,” forklarer Eva Obdrup.

Forslag 1: Nedsat betaling til dagpengeordningen – læs mere her 

Supplerende dagpenge i hele dagpengeperioden

Derudover foreslås det blandt andet i forslagspakken at afskaffe tidsbegrænsningen for supplerende dagpenge for dimittender. I øjeblikket er det sådan, at de højst kan få supplerende dagpenge i 30 uger, men det harmonerer ikke med den virkelighed, de bliver mødt af på arbejdsmarkedet.

”Begrundelsen er, at nyuddannede med ret til kun ét års dagpenge i endnu højere grad end tidligere vil få behov for at kunne tage alle typer af job og uden begrænsninger, mens de er ledige. Ofte er det nemlig vikariater, småjob eller deltidsjob, freelanceopgaver mv., der er med til at give dimittenderne deres første erfaringer og dermed adgangen til et fast fuldtidsjob på arbejdsmarkedet. En afskaffelse af tidsbegrænsningen for supplerende dagpenge for dimittender vil derfor understøtte de nyuddannede i at tage alt det arbejde, de kan få, i hele deres dagpengeperiode,” siger Eva Obdrup.

Forslag 2: Ingen tidsbegrænsning i retten til supplerende dagpenge – læs mere her 

De øvrige to forslag, der handler om økonomien for dimittender er:

Forslag 3: Ingen karens til dimittender – læs mere her 

Forslag 4: Forsørgersats til gravide dimittender – læs mere her 

En god start på arbejdslivet 

Det også er nødvendigt at se på beskæftigelsesindsatsen for dimittender under de nye regler. Det nuværende rul med møder i jobcentre og a-kasser er tilrettelagt efter, at alle ledige har ret til dagpenge i to år. Men det har dimittenderne ikke mere. De har kun ret til dagpenge i èt år.

”Vi er nødt til at tilpasse indsatsen til den et-årige dagpengeperiode – og få gang i nogle af de indsatser, som vi ved virker. Det gælder fx trainee-indsatsen, men også vækstpilotordningen er god til at få dimittenderne ind på arbejdsmarkedet. Dimittenderne er den gruppe af ledige, der oftest ansættes som vækstpiloter. Og så er vi nødt til at have fokus på, at der skal sættes ind med en særlig indsats for dem, som efter seks måneder og afsluttet aktivering stadig ikke er i job. De skal have ret til noget mere, så vi sikrer, at de ikke til sidst falder helt ud af dagpengesystemet. For det ønsker ingen”, siger DAK-formanden.

Forslag 5: En tilpasset beskæftigelsesindsats for dimittender – læs mere 

Forslag 6: En trainee-indsats som vejen til job – læs mere 

Forslag 7: En fremtidig vækstpilotordning med fokus på dimittender – læs mere
 

Foto af Eva Obdrup - s/h

Eva Obdrup

Formand for Danske A-kasser
88 920 700