Ny undersøgelse

A-kassemedlemmer ønsker stop for udhuling af dagpengene

85 procent af medlemmerne i a-kassen mener, at dagpengesatsen er for lav, og endnu flere ønsker et stop for udhulingen af dagpengene – altså et stop for at dagpengene ikke følger lønudviklingen og derfor hele tiden bliver mindre værd. Det viser en stor undersøgelse som Danske A-kasser har udarbejdet sammen med 12 a-kasser

Nødbremse

Over to millioner danskere er medlemmer af en a-kasse, og det er de primært for at sikre sig økonomisk støtte ved ledighed. Det svarer de i hvert fald i en ny undersøgelse udarbejdet af Danske A-kasser sammen med 12 a-kasser. Cirka 98 procent af medlemmerne svarer i undersøgelsen, at de i høj eller nogen grad er medlem af en a-kasse for at sikre sig økonomisk støtte. 

Det resultat er i sig selv nok ikke så overraskende. Men samtidig mener hele 85 procent af medlemmerne, at den maksimale dagpengesats, som de kan få ved ledighed, er for lav. Imens 86 procent mener, at udhulingen af dagpengene skal stoppes – det vil sige, at de mener, at den udvikling, der gradvist gør dagpengene mindre værd i forhold til lønnen, må stoppes.

Alternativ er ingenting

Det mener Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser, må være et tydeligt signal til politikerne om, at dagpengene må forbedres nu:

”Politikerne forsvarer sig jo tit med, at der fortsat er stor opbakning til dagpengesystemet, så derfor behøver de ikke gøre noget ved dagpengesatsen. Og der er heldigvis også stor opbakning. Men det er jo fordi, alternativet til dagpenge ofte er ingenting. Heller ikke kontanthjælp. Og nu siger hele 86 procent af medlemmerne altså, at udhulingen skal stoppes, og næsten lige så mange siger, at dagpengene allerede er for lave. Så synes jeg, politikerne må begynde at lytte – de skal jo samtidig huske, at a-kassemedlemmer også er vælgere,” siger Eva Obdrup.

Ingen ’rag til sig-kultur’

Opdelt på underkategorier svarer 34,5 procent, at dagpengesatsen er ’alt for lav’, 29, 3 procent at den er ’noget for lav’, mens 20,6 procent synes, den er lidt for lav.

Svarene er meget nuancerede, og jeg synes de afspejler, at a-kassemedlemmer er helt bevidste om, hvilken funktion dagpengene har
Eva Obdrup


Og ifølge Eva Obdrup dækker disse nuancerede svar over en vigtig pointe:

”I den politiske debat hører vi jævnligt, at nogen mener, at de ledige bare er dovne og hellere vil være på dagpenge end at arbejde. Og vi hører om Finansministeriets regnemetoder, der tager udgangspunkt i, at danskere i hobetal vil lade være med at arbejde, hvis dagpengene bliver bare lidt højere. Det vil sige, at der skulle være sådan en ’rag til sig-kultur’ blandt a-kassemedlemmer, hvor de hellere vil modtage end at bidrage. Hvis det var tilfældet, skulle man jo tro, at mange flere ville sige, at dagpengene er alt for lave. Men sådan er det ikke. Svarene er meget nuancerede, og jeg synes de afspejler, at a-kassemedlemmer er helt bevidste om, hvilken funktion dagpengene har, og at det skal kunne betale sig at arbejde, men at der altså må være et rimeligt trygt sikkerhedsnet, hvis jobbet skulle forsvinde en dag. Så jeg håber virkelig, at både politikere og embedsmænd læser denne rapport,” siger Eva Obdrup.

Find alle delrapporterne fra Dagpengeundersøgelsen her

En krone

Politikerne forringer dagpengesystemet år efter år. Et notat fra Danske A-kasser viser, hvordan politikerne anvender 'salamimetoden' til løbende at beskære og forringe lønmodtagernes sikkerhedsnet. I notatet gennemgås udviklingen siden 2000 og frem.

Læs også Danske A-kassers notat om udhulingen af dagpengene